PåskeOase – fuld fokus på konfirmander og teens

Det har været under opsejling længe og nu nytænkes formen på det velkendte og elskede mødested mellem unge og Gud – PåskeOase. De unge der mødes i påsken 2017, vil være unge i teenagealderen. Samtidig er der nye tiltag på vej til de ældre unge.

Lovsangsstemning på PåskeOase. Foto: Jesper Rais.

Derfor sætter vi fokus på konfirmander og teens

Der er kæmpe forskel på at være i konfirmationsalderen eller i gang med efterskolelivet og så til at være i gang med ungdomsuddannelse, håndværkeruddannelse og måske endda i gang med at stifte familie. Når vi mødes på tværs af hele Danmark, skal indholdet være lige til dig og til at tage med hjem i lommen! Det skal være en fest du føler dig inviteret til, modtaget til og en fest du nemt kan engagere dig fuldt ud i.

12.-15. april 2017 bliver derfor en lejr med fuld fokus på alle mellem 13 og 19 år = Teens!

Fuldt integreret KonfiOase

Vi går fra tre spor på samme lejr til ét samlet spor!

Det betyder også at KonfiOase-forløbet, som på PåskeOase har den sidste lejr af tre, bliver helt integreret i den samlede teengruppe. Lederteamet, som har fulgt dem gennem de foregående to lejre, er med og har særligt øje for konfirmanderne, men er samtidig med til at skabe hele lejren.

Dog holder KonfiOase stadig 2 samlinger, de såkaldte ”KonfiOase Speciel”, for bl.a. at opsamle og afslutte det forløb, de har været på i over 8 måneder.

Ledere i alle aldre

De seneste år på PåskeOase er gruppen af unge i alderen 20-25 år blevet mindre og mindre. Samtidig beskriver størstedelen af dem, at de primært er på PåskeOase som ledere for teenagerne og ønsker at være med til at skabe en fed lejr for dem.

Vi drømmer fortsat om at se de ældste unge gå ind i tjeneste for teenagerne på de kommende lejre. Der er mange steder, man kan tjene med: forbøn, aktiviteter, lovsang, samtale, køkken, teknik, café, reception, nattevagter og dig med særligt øje for ham/hende der har svært ved at komme ind i fællesskabet.

I år var vi velsignet med 4 dejlige seniorer, som var med på noget af lejren og betjente deltagerne med mad og forbøn – dejligt! Det vil vi have igen J

Efteråret 2017 – nyt event for de ældre unge!

Det er klart, at forandringen skal synke ind, og alle har haft gode oplevelser med PåskeOase, men der er også stor efterspørgsel på konferencesamlinger, som præcist er målrettet deltagernes hverdag og livssituation.

BUO kan noget særligt i forhold til at skabe synergi imellem events og hverdagslivet i og omkring den lokale menighed. Det vil vi have fokus på med det nye event, som særligt henvender sig til unge i studielivet.

Imellem andre fremragende ungdomsevents, vil BUO altså sætte fokus på hverdagsliv i den livssituation de unge oplever i årene efter efterskole. Første event bliver i efteråret 2017!

I august og september ansætter BUO en ny eventmedarbejdere for teens og en ny eventmedarbejder for unge. Eventmedarbejderne vil være med til at sætte retningen for disse forandringer. Kender du nogen der skal være med til at lede teens og unge på landsplan?


Annoncer

Novia.dk sælger Oases bøger og ressourcer