Åndeligt faderskab

”I må ikke kalde nogen på jorden jeres fader; for én er jeres fader, han, som er i himlen.” - Matt 23,9

Fotograf: Jesper Rais

Vi tilbringer de første 9 måneder af vores tilværelse i vores mors mave, og i den første tid efter fødslen er vi stadig enormt afhængige af vores mor. Det er ud fra det udgangspunkt, at barnet stiller spørgsmålet : ”Hvem er jeg ?”.

Man kan sige, at det at vokse op er en proces, hvor man gradvist løsriver sig mere og mere fra sin mor. Og den vigtigste person i den proces er faren. Hans rolle er at opmuntre, udfordre og støtte sit barn i at stå på egne ben og bekræfte det i dets identitet – også den identitet, som det endnu ikke har taget i besiddelse. En far ser manden i sin søn og kvinden i sin datter og opmuntrer dem til at træde i karakter som det, de er skabt til at være. Det er vigtigt, at vi som kirke udruster fædre til denne opgave.

Men selv den bedste far kommer til kort i den opgave, og nogle børn vokser endda op helt uden en far. Derfor må kirken i det hele taget udruste mænd til at være fædre – ikke kun for deres biologiske børn (hvis de har sådan nogle), men for alle som er yngre end dem selv i livet eller i troen. Selv kan jeg nævne en lang liste af gudfrygtige mænd, der har været og er ”fædre” for mig, og som jeg takker Gud for. Selvom min biologiske far står øverst på listen, har ingen af de andre været overflødige.

Imidlertid må vi huske, at der kun findes én sand Far, og enhver jordisk far – enten han er biologisk far eller ”kun” åndelig far – udøver sin opgave på vegne af Ham. En fars allerfornemste opgave er derfor at pege på, hvordan Gud er den, som til fulde kan bekræfte os i vores identitet og kalde det frem i os, som vi er skabt til
at være.

P.S. Åndeligt moderskab er også meget vigtigt, men det må en kvinde skrive en klumme om !

Nikolaj Hartung Kjærby
Sognepræst i Husum Kirke

x