Bibelen som autoritet og brug i praksis?

DanskOase er en bevægelse, som har missionale menigheder under sine vinger. Men vi har en kæmpe udfordring i DanskOase, og det er, hvordan mennesker i dag skal forholde sig til en bog som Bibelen. Anders Michael Hansen, fra LederOase-teamet, fortæller her om tankerne bag temaet på LederOase.

Galleri med fotos fra LederOase 2014. Fotograf: Jesper Rais

Afgørende at vi forholder os til Bibelen som autoritet

Hvordan kan en 2000-år gammel tekst dog være relevant endsige autoritativ for det moderne menneske i dag? Kan man ikke bare finde svaret i sig selv eller i videnskaben, vil mange nok mene.

Den tid, vi lever i, værdsætter ikke historiske erfaringer, institutioner og traditioner. Folk opfatter det som negativt og irrelevant. Men at have en tradition betyder, at man har overleveret (tradition kommer af tradere - latin for at overlevere) noget fra én generation til en anden. At man fastholder noget, som er vigtigt, og som er holdbart uanset tider, der skifter, og uanset omstændigheder. Samfund uden tradition er samfund i opløsning. Det samme gælder i kirken.

Hvis Bibelen er en autoritet, hvad betyder det så for praksis? 

Jeg har personlig oplevet, at det er en god idé at læse Bibelen som et spejl og altid komme til Skriften med ydmyghed. Jeg tolker ikke Skriften, den tolker mig! Vi må læse Skriften omvendt for at blive omvendt! Da jeg gik i 1.g besluttede jeg, at jeg ville læse Bibelen fra ende til anden. I den proces satte jeg Bibelen op som et spejl og havde en dialog med Gud. 

”Gud, hvis du findes, og hvis du er til, som du beskrives i Bibelen, så er det fuldt ud muligt for mig at opleve, at du er tilstede over for mig, som du var over for de mennesker, som beskrives i Bibelen. Og hvis du vil være Gud for mig på den måde, så vil jeg godt overgive mig til dig, men jeg vil ikke overgive mig til et umuligt projekt med umulige idealer, som bare er i beskrevet i en bog”.

Jeg spejlede mig i, at jeg ikke kunne håndtere min tro på egen hånd, men at det kun kunne ske ved en levende Guds indgriben, en Gud, som var i stand til at give sig til kende. Og her kommer det subjektive ind. Her bliver kristendommen mystisk, entusiastisk, karismatisk og involverende. Der sker noget i vores indre menneske, når Guds Ånd bryder ind og bryder igennem.

Min vej til det var at tage Bibelens autoritet alvorligt. At tænke: Hvis Gud er til og findes nu, så kan han gøre det samme for mig, som han gjorde for de mennesker, som Bibelen beretter om. Det påstod jeg halvhøjt lige op i Guds ansigt! Og det førte til en dialog med Gud via bøn. Skriften brugte jeg til at spejle mig i – og det medfødte rå, ærlig bøn over for Gud. Ikke mindst, fordi det gik op for mig, at jeg ikke i mig selv kan være det, som Gud ville, jeg skulle være som menneske. Gennem den erfaring skabtes en enorm oplevet afstand mellem Guds hellige væsen og mig som person i sig selv.

Det kræver ydmyghed at indrømme den afstand og at få en klar fornemmelse af, hvem jeg er i mig selv, og hvem Gud er i forhold til mig.  Jeg kalder det ”den snævre port”. Uden den ydmyghed kan vi intet have med Gud at gøre. Men det, som gav mig åbenbaring af nåden, var at møde konkrete menneskers vidnesbyrd om Guds indgriben i deres liv. Lige fra landmænd, ex-narkomaner til erhvervsfolk. Gud blev virkelig og synlig for mig i deres ord om Jesus og erfaring af Guds kraft. Hvis de så blev lidt for vidtløftige, sværmeriske eller virkede uigennemtænkte; ja, så var jeg jo en flittig systematisk bibellæser, og især Paulus satte tingene på plads for mig i mit forvirrede, spørgende og søgende sind.

Læs også: Hovedtaler på LederOase


Bibelen som autoritet i vores moderne samfund

Der er en generel modstand mod tradition, historie og institution i den postmoderne kultur. Alt det ydre, inklusive autoritative hellige skrifter – ja, det er ikke i høj kurs. Især er der fordomme mod, at præster skal kunne udlægge en bog autoritativt på andres vegne. Mange tænker, at det med at finde Gud, det kan man da selv klare derhjemme – finde i sig selv – erfare i naturen osv. – uden hjælp fra præster, mullaher og mørkemænd, der har læst Bibel eller Koran fra ende til anden. 

I dag er der en stor søgen efter indre værdier, og at man søger ind i sig selv. Der er et marked for spiritualitet på forbrugerens præmisser, hvor man udvælger det, der har praktisk brugsværdi for en selv. Spiritualiteten er blevet en vare, hvor man ikke nødvendigvis forholder sig til én religiøs tradition, men hvor man tager de varer ned fra hylderne, man kan bruge. Nogle gør det ud fra den opfattelse, at der er en indre fælles kerne i alle religioner. En opfattelse af, man kan få en indre erfaring af Gud, som er ens for alle - uanset ydre religiøs tradition.

Dette har altid været en udfordring for kirken: At forskellene mellem religionerne bliver negligeret – også de afgørende forskelle, som for eksempel om vi frelses af nåde eller af lovgerninger, hvilket jo er et spørgsmål, som giver to helt forskellige gudserfaringer og gudsbilleder. 

Bibelens åbenbaring af Gud er det, der tæller

Det er vigtigt, at troen erfarer Guds dynamiske herrevælde i Jesus – først da fornemmer man den virkelighed, som Bibelen har som sit afgørende centrum. Ofte bliver man jo spurgt, om man virkelig tror på alt det, der står i Bibelen. Jeg har det sådan, at det ikke er afgørende for mig, om Bibelen er ufejlbarlig. Jeg tror ikke på en bog, men på en person – det levende Ord -  som evangeliet beretter om, og jeg har ingen krav til teksten i detaljer, og om at den er ufejlbarlig. For hvad er egentlig en ufejlbarlig tekst? Jeg tror aldrig, en tekst er i stand til at udtale sig udtømmende om hele virkeligheden, ej heller Guds virkelighed.

Det endelige kan ikke rumme det uendelige! Men teksten kan pege på det ene afgørende i forhold til Gud: Det vi behøver at vide for at få et nyt liv i Guds Rige. Men hævder vi en principiel ufejlbarlighed i selve tekstens tekniske ordlyd og disposition, så har man overset, at skrifterne er sammensat af historie, profeti og eskatologi – og meget andet! - som igen er forkyndt ind i forskellige kulturelle sammenhænge. Med forskellige betoninger, redigeringer, sprogdragt og med forskelligt psykologisk og religiøst gemyt hos forfatterne.

Jeg tror på, at den åbenbaring af Gud i Jesus, som Bibelen henviser os til, er ufejlbarlig efter sit inderste væsen, og det er dét, der betyder noget. Ser man på alle evangelierne, så er de jo enige om, hvad der er kernen i det hele – altså hvem Jesus er, og hvad han har gjort for os i sin død og opstandelse. 

Trosbekendelsen er derfor også yderst væsentlig: Den sammenfatter i kort form fylden i evangeliet.

Læs mere på lederoase.dk