Det skal betyde noget

'Vikaren fra himlen' landede hovedkulds i danskernes bevidsthed midt i valgkampen. Nu er 26-årige Isabella Arendt formand for Kristendemokraterne.

Isabella Arendt, formand for Kristendemokraterne

Mandag morgen den 13. maj 2019 kører en bil nordpå mod Dragør Strandhotel. Bag ruderne sidder Isabella Arendt og forsøger at overskue konsekvenserne af det, der lige er sket. Om få timer vil hun være offentligt kendt som midlertidig formand for partiet Kristendemokraterne. Pressens nådesløse øjne vil være rettet mod hende. Hvem skal man nå at ringe til? Vil folk tro, at hun har udsat formanden Stig Grenov for et politisk kup? Og er han mon okay, den mand, der nu overlader parti-tronen til hende?

“Det var ikke ret mange politiske overvejelser, jeg nåede at have,” husker Isabella Arendt.

“Jeg nåede at ringe til min mand, og så vidt muligt sætte ham ind i situationen. Men det var mest noget i stil med ‘skat, der kommer nogle overskrifter i morgen!’”

Det handler om at gøre, hvad der er brug for, mere end hvad jeg går og har lyst til.

Man tager konsekvensen

Selv om det pludselig gik stærkt, var Isabella Arendt ikke i tvivl om, hvad der var det rigtige at gøre.

“Hvis det er det, den politiske pligt og partiet kræver, så må man også tage det på sig. Det handler om at gøre, hvad der er brug for, mere end hvad jeg går og har lyst til,” siger hun med en karakteristisk stålsathed, der får hende til at virke langt ældre, end hun er.

Det er nok få unge, der på daglig basis tænker over begrebet pligt. Men Isabella Arendt voksede op i et hjem med debat og interesse for samfundet, hvor den slags var noget, man diskuterede over aftensmaden.

“Jeg har skullet forholde mig til verden omkring mig, og det har været en værdi fra start, at vi gjorde os umage, og levede med konsekvenserne af vores valg,” mindes hun.

Det gjaldt for eksempel valget om at starte til kor i 2. klasse, fordi veninden skulle være popstjerne. Blottet, som unge Isabella var, for musikalske evner eller interesse, blev det hurtigt til lidt af et mareridt at synge i kor.

“Men hjemme fik jeg at vide, at jeg selv havde meldt mig, og så måtte jeg tage ansvar for det og møde op hver eneste gang hele den sæson. Det er nok også én af de værdier, jeg tager med ind i det politiske. Man gør sig umage og tager ansvar for de konsekvenser, der er. Også når man bliver formand ved et uheld.”

Det gode liv er frihed

I sin nye formandsrolle blev Isabella Arendt frontfigur for en af partiets nøglekampe, retten til “det gode liv”. Og selv om begrebet umiddelbart kan give fornemmelsen af, at det er ét bestemt slags liv, der er godt, så er det helt omvendt, fortæller formanden:

“For os betyder det gode liv, at man får frihed til at bestemme selv. En del af kampen er at gøre op med ensretningen af den måde, vi skal tænke, tro, klæde os eller arbejde på.”

Hun mener dog, at friheden når sin grænse, hvis den går ud over de kristne værdier, som den danske kultur er bygget op på:

“Vi er ikke ude på, at man lige pludselig kan beslutte sig for at afskaffe ligeværd eller hensynet til sin næste, selv om man måtte synes verden blev bedre sådan. Vi står fast på, at der er noget, der er bedre end andet.”

Jeg tror ikke, der er mange journalister, der ville udfritte Angela Merkel om, hvor gammel jorden er.

Ikke de kristnes parti

Når man bruger betegnelsen kristen i en politisk arena, så får man tilsyneladende modvind. Under valgkampen var mange journalister opsatte på at tale om Isabella Arendts personlige tro, i stedet for det politiske program, og det ærgrer den unge formand:

“I et land som vores, hvor statsminister efter statsminister har udråbt tolerance og mangfoldighed som væsentlige pejlemærker for vores politiske virke, mangler der forståelse for, at man kan sige man er kristen, uden at det skal føre til offentlig hån. Jeg tror ikke, der er mange journalister, der ville udfritte Angela Merkel om, hvor gammel jorden er,” siger hun tørt, og påpeger, at den tyske kansler også er kristendemokrat.

Når Isabella Arendt bliver spurgt om, hvorfor kristendom overhovedet skal blandes ind i politik, svarer hun prompte, at det skal den ikke.

“Vi er ikke et kristent parti,” lyder svaret, måske lidt overraskende.

“Vi baserer os på kristne værdier. For mig er der kæmpe forskel på kristne værdier og kristen teologi. Derfor kan man tænke og tro hvad man vil, både som medlem og som en, der stemmer på os,” fastslår hun, og minder om, at der for eksempel også er muslimer, der stiller op for KD.

Det giver en tryg, historisk ærefrygt at vide, at der var formænd før mig, og der kommer til at være formænd efter mig.

Spydspids for forandring

Den dag, vi mødes, har Isabella Arendt tre interviews og fire møder i vente. På trods af det er hun rolig som en klippe. Hun trives faktisk med det. Sommerens mediestorm fik hende ikke til at vakle, og med sin ranke ryg og klaret intelligens virker hun som skabt til en politisk toppost.

Og det er måske uundgåeligt at have karaktertræk som temperament og utålmodighed, når man arbejder i så højt et gear. Men at drikke kaffen langsomt og nyde en søndag, hvor der ikke sker noget, ligger langt ude i fremtiden for Isabella Arendt. Lige nu er hun formand for et parti, der på trods af et bittert valgresultat, er i buldrende vækst. På sin nylige rundtur i det politiske bagland mærkede hun det, hun beskriver som en lysegrøn iværksætter-stemning i partiet, der er blevet 15% større på få måneder.

Påstanden om, at al den succes står og falder med Isabella Arendt på lederposten, afviser hun:

“Selvfølgelig skal man bruge en spydspids, og den rolle har jeg fået. Men det kunne ikke lade sig gøre, hvis jeg var her alene. Det er jeg meget bevidst om. Det giver en tryg, historisk ærefrygt at vide, at der var formænd før mig, og der kommer til at være formænd efter mig. Det betyder, at jeg har frihed til at gøre mit allerbedste, uden at have tyngden af hele partiets overlevelse på mine skuldre.”

Det skal betyde noget

Isabella Arendt har tænkt sig at fortsætte det høje tempo. Målet er at være en spydspids, der på sigt kan stikke religiøs tolerance og gensidig tillid ind på Christiansborg.

“Jeg håber, at jeg også 50 år fra nu synes, at jeg har haft en høj, personlig integritet, og gjorde det, der var rigtigt og godt. Ikke kun det, der var populært. Jeg vil gerne kunne se tilbage på et politisk liv, hvor man kan sige: ‘det betød noget, at jeg var der’. Den drøm tror jeg i virkeligheden ikke er så forskellig fra rigtig mange andre menneskers. Der må gerne være et før og et efter.”

Isabella Arendt er født i 1993 og vokset op lidt udenfor Fredericia.

Hun har studeret statskundskab på Københavns universitet.

Hun startede i Socialdemokratisk Ungdom som 14-årig, men skiftede til Kristendemokraterne på grund af deres klimapolitik et par år senere.

Hun var landsformand for KDup - Kristendemokratisk Ungdomsparti fra 2013-2016.

Hun blev valgt som formand på Kristendemokraternes landsmøde 12.-13. oktober 2019.