En bid af Himlen

I de sidste 24 år har SommerOase været en del af familien Follmanns liv. Det kom sig i sin tid af, at Lene og Bjarne havde haft en erfaring af Guds ånd, men manglede noget oplæring i troen. Deres længsel efter mere endte ud i, at de med det nyplantede menighedsfællesskab Kernehuset tog på SommerOase, og her fandt de en platform for videre udvikling.

I KOVA lejren på SommerOase bor Lene og Bjarne, i Byens Valgmenighed-lejren datteren Anika og i den nye Ungecamp den yngste datter Ann-Britt.

Der opstår hurtigt en positiv stemning i forteltet, mens snakken om SommerOase tager form. SommerOase rummer for familien mange minder og skaber ikke bare en nostalgisk følelse, men også en taknemmelighed, for bevægelsen afspejler store dele af deres troshistorie.

Alle taler ivrigt med, og det er tydeligt at mærke, at der er en stor passion og glæde i dem over DanskOases arbejde op igennem årene. Det er et sted, hvor familien har haft lyst til at engagere sig, blandt andet fordi...:

- Jeg bliver udfordret i min tro her og til at bruge mine gaver og tjenester, hvilket skaber en dynamisk og ikke stillestående tro, siger Lene.

Der bliver talt om, hvad der er kendetegnende ved som familie at være af sted på SommerOase, og de nævner, at der er mulighed for at være på ferie sammen, at have et fælles udgangspunkt og sprog som familie, samt en åndelig udvikling sammen.

Anika opsummerer: 

- Familien er her. Menigheden er her. Gud er her! 

Og Ann-Britt udbryder: 

- Det er en bid af himlen! Det er som at komme op på bjerget og bygge hytte, men der ligger hele tiden et kald og en sendelse hjem.

Børn som åndelige individer

Jeg spørger Lene og Bjarne, hvad der i tidens løb har fået dem til at blive ved med at komme på SommerOase, og der bliver hurtigt svaret det gode børnearbejde, som bliver taget seriøst.

- At det ikke bare var pasning og opbevaring, men det var tydeligt at mærke, set tilbage, at de tog hensyn til børns trosliv og åndelige liv. Det at børn har en tro, der skal udleves og praktiseres, siger Anika.

Bjarne fortæller, at man eksempelvis prioriterede, at børnene skulle bede for forældrene. Børnearbejdet har været relevant og børn og unges spiritualitet er kommet ind, helt fra pigerne var små. De lærte om Gud som en tilgængelig Gud, der beskæftiger sig med deres virkelighed. Samtidig kunne de få nogen andre forbilleder end forældrene, men som stadig var i overensstemmelse med de værdier, de mødte derhjemme.

Op igennem pigernes teenageår var det, der betød noget, blandt andet en frihed under ansvar. De fortæller, at man i ungearbejdet turde tage chancer og prøve ting af, og derigennem opøvede de en evne til selv at forholde sig til deres tro. Der har været plads til at fejle og at være i proces.

- Det har haft betydning for, at jeg tidligt kom i tjeneste, fordi der har været en tillid, fortæller Ann-Britt.

Da pigerne er opvokset i DanskOase, spørger jeg dem, hvordan de er blevet defineret derigennem, og Anika svarer hurtigt:

- Med personlig tro og åndelig frihed.

Og Ann-Britt fortsætter:

- For mig er det det med, at troen får lov at blive forankret i hoved og hjerte. I min vished har jeg kunnet kende Guds ånd, fordi jeg har mærket den.

Folkelighed og skabertrang

Familien begynder at tale om folkeligheden og mangfoldigheden på SommerOase: At der også er plads til fest og farver, til at spille fodbold, at SommerOase er kulturelt rummende. Der bliver ikke kun arbejdet med den åndelige dimension, men også med andre af menneskets facetter, og der er plads til at være innovative og kreative. Eksempelvis er oplevelsen, at "det er okay at stræbe efter kvalitet og at bringe det i spil, man er allerbedst til. Det tjener Gud."

For Bjarne har en af de grunde, til at familien har holdt fast været, at...:

- Det har ikke kun været den åndelige dimension, men det at få arbejdet med hele ens personlighed. Der har været relevante temaer, der har udfordret os, og som kunne omsættes til hverdag.

Et gennemgående tema for familien er, hvordan DanskOase har været i stand til at forny sig men også bibeholde udgangspunktet for bevægelsen.

Familien som første kald

Lene og Bjarne er enige i, at balancen mellem menighedsfællesskabet på SommerOase og det private familieliv kan være en udfordring, men at tage udgangspunkt i sin egen familie må være ens første kald, og så må det andet komme efter. Helt konkret starter familien SommerOase med at spise sammen lørdag aften, en eftermiddag spiser de vafler sammen, hvor Anika og Ann-Britt inviterer nogle veninder med, og de gør noget ud af at omsætte det formidlede, når de kommer hjem, så det, der er blevet indtaget, får et output. Sidste år endte de tilfældigt med at stå på samme række i det store telt og bede for hinanden.

- Vi har et mødested, selvom vi ikke er sammen hele tiden, siger Bjarne

Og Lene tilføjer:

- Så det er en blanding af planlægning og spontanitet.

Familien er indforstået med, at det er inspirerende at være på forskellige spor, da de på den måde har kunnet give noget til hinanden. Anika og Ann-Britt udtrykker, at det er forbilledligt at se, hvordan Lene og Bjarne formår at tage nye udfordringer op og finde nye udtryksformer igennem DanskOase. Omvendt ser Lene og Bjarne en styrke i, at pigerne tager over. Lene siger:

- Det er fantastisk at se pigernes vækst i forhold til at gå ind i frivillige opgaver.

Familien skal man ikke gå på kompromis med på grund af kirkeligt arbejde, og familien Follmann oplever, at der på SommerOase er plads til at sætte familien først.

Hvordan ser fremtiden ud for Oase

DanskOase har 25-års jubilæum i 2014, og i den anledning spurgte jeg familien, hvordan de ønsker fremtiden ser ud for DanskOase.

- Det, der er væsentligt er, at mennesker må komme nær til Gud. Det er det grundlæggende. Det skal blive ved med at være drivkraften, mener Bjarne.

Ann-Britt fortsætter:

- Jeg håber, at Oase generelt vil blive ved med at eksperimentere, men også bibeholde, at vi er her for mere end vores egen skyld, vi er her for Gudsriget.

- At vi bevarer folkeligheden og en lav dørtærskel. At vi vil formå at bevare og styrke det, der var og er den karismatiske fornyelse. Vi skal være opmærksomme på, hvor Guds ånd leder os hen. Oase har været til fornyelse og opmuntring ind i mange sammenhænge. Jeg ønsker, at Oase bliver en bevægelse ud i vores land som en flod, hvor mennesker kan stille sig, siger Anika.

"Vi stiller krav til at vi ikke går på kompromis med indholdet, men at indpakningen nogen gange skal ændres. Og", slutter Lene af, ”at vi aldrig må være optagede af, hvad Oase kan, men hvad Gud kan.” Herefter opløses familien igen med hver deres gøremål.