Forankring og fornyelse

Der er ingen modsætning mellem troens sakramentale forankringspunkt og Åndens fornyelse, skriver sognepræst Morten Munch i seneste OaseMag, som i anledning af reformationsåret sætter fokus på at være en luthersk karismatisk bevægelse.

Morten Munch, sognepræst i Værløse Kirke og tidligere landsleder i DanskOase

I anledning af reformationsåret har vi stillet sognepræst Morten Munch nogle spørgsmål om forholdet mellem den lutherske tro og den karismatiske spiritualitet.

DanskOase definerer sig selv som en luthersk karismatisk bevægelse. Kan man være det?

Ser vi historisk på det, har en delmængde af de lutherske kirker verden over indoptaget karismatiske kerneanliggender over de sidste 50 år. Det samme gælder alle andre af de gamle historiske kirkesamfund. Så historisk er svaret ja. Det lutherske og karismatiske perspektiv er mange steder blevet integreret og har befrugtet hinanden i både teologisk refleksion og spirituel praksis. For mig har det sin helt naturlige årsag i det forhold, at Åndens erfarbare nærvær og ytringer i verden er kristent fælleseje. Det indgår i den tidligste kristendom og har været til stede i hele kirkehistorien.

Føres lutherdom og karismatik ud i hver sin yderposition, vil de selvsagt lukke af for hinanden. Åndens dimension kan i dogmatismens og rationalismens navn blive lukket inde i Ordet. Og modsat gælder det, at Åndens dimension kan blive løsrevet fra Ordet i en oplevelsesreligiøsitet. Men der hvor både det lutherske og det karismatiske har fokus på troens evangeliske centrum og folder dette centrum ud treenighedsteologisk, erstattes et potentielt modsætningsforhold af en gensidig berigelse og et nyt blik for den bibelske fylde.  

Den troendes liv har i alle henseender sit udspring i nådens fantastiske forspring, at Guds elskede os først.

Hvilken betydning mener du, at det lutherske ståsted har for karismatisk teologi og praksis?

Det lutherske hovedanliggende om Guds ufortjente og udefrakommende nåde er en stadig påmindelse om, at Helligåndens nærvær ikke kan produceres. Den ægte erfaring af Guds nærvær kommer altid som en gave og ikke som belønning for den 'rigtige' måde at tilbede Gud på. Den frie nåde betyder, at vi ikke er på 'kontrakt' med Gud og ikke skal gøre indtryk på Gud med vore gerninger. Den troendes liv har i alle henseender sit udspring i nådens fantastiske forspring, at Gud elskede os først. Der er en stor styrke i den lutherske accentuering af sakramenterne og det ydre ord som det sted, hvor Guds kærlighed og syndsforladelsen bliver tilsagt os. Det står fast, når hjertet er uroligt, og når Gud opleves fraværende. Korsets teologi forkynder, at Gud er tilstede i dalene, ikke kun på bjerget. 

Der er ingen modsætning mellem troens sakramentale forankringspunkt og Åndens fornyelse

Bliver der plads til konkrete åndserfaringer i den lutherske understregning af det ydre ord?

Netop hvor troens rodnet er godt plantet i nåden, kan den troende uden frygt åbne sig for det inspirative og spontane i troen, Åndens store og små nedslag. Biblens sammenligning mellem Helligånd og vind handler om bevægelse og forandringskraft. Ånden kan genoprette forhold i vor krop, sind og ånd eller relationen til andre. Ånden indgyder mod og nådevirkninger og kan erfares som en personlig tiltale. Der er ingen modsætning mellem troens sakramentale forankringspunkt og Åndens fornyelse. Erfarer vi dette forhold som en modsigelse, kan det skyldes misforhold og begrænsninger i vores teologi eller praksis.

Det er vigtigt, at Kristus som det inkarnerede gudsord altid er prøvesten for ægtheden i det nedslag, gudsriget får i verden. Åndens nyskabelse må altid ses i lyset af den ene fuldendte nådehandling i Kristus. Det giver plads til mystik i troen, men ikke til nogen trinlære i troens mysteriøse enhed med Gud. Der er plads til vækst i Kristi fylde, men væksten er sekundær i forhold til evangeliets frigørende midte, der erklærer os fuldt forenede med Gud og delagtige i hans fylde fra troens allerførste begyndelse. 

Hvis Luther skulle give et godt råd til kirkens fornyelse, hvad tror du så, han ville fokusere på?

Vi kan ikke sætte personen Luther ind i vores tid. Der er for stor afstand i omverdensforståelsen fra dengang til i dag. Men det reformatoriske ærinde kan omplantes og bør være genstand for stadig refleksion. Vi lever i en tid, hvor vi let får lagt trykket på mennesket mere end Gud. Alt det vi selv skal gøre af innovation for at opnå forandringer i kirke og samfund. Martin Luthers forkyndelse fremstår for mig som en enestående tillid til evangeliets egen iboende virkekraft til at reformere og forny det enkelte menneske såvel som gamle store kirkesamfund og de menneskelige indretninger af troens liv. Det hører med, at Luther ikke nøjedes med at forkynde evangeliet i generelle vendinger, men udfoldede det konkret i forhold til den kirkelige praksis og menneskers hverdagsliv. Den nævnte tillid til det, Gud har gjort i Kristus, betyder ikke, at der ikke er ting, vi skal gøre. Luther havde fx en eminent mediestrategi og stor pædagogisk evne. Historisk var der også mange andre ting, der spillede ind og gjorde tiden modtagelig for forandring. Men det er alt sammen sekundært, når vi taler om den indre fornyelse, selve gudsforholdet. Her skal vi have tillid til evangeliets kraftfuldhed. Det vil jeg gerne tage med mig som et godt råd fra reformationens fædre.

Jeg vil gerne slå et slag for en frisættende orden, der breder tjenesten for Gudsriget ud til hele menigheden. Der er en mangfoldighed af evner og nådegaver, der venter på at blive frigjort.

Hvad kan vi ellers lære af dette reformationsår?

Reformationen sat på én formel handler om frihed. Ikke kun i gudsforholdet, men også i fællesskab og tjeneste. Det er blevet sagt i forbindelse med reformationsjubilæet i år, at katolikkerne har overhalet den lutherske kirke indenom i spørgsmålet om det almindelige præstedømme - sagt med tanke på menighedens aktive medvirken i gudstjenesten. Kirker har brug for orden. Det vigtige er imidlertid spørgsmålet om hvilken orden. Jeg vil gerne slå et slag for en frisættende orden, der breder tjenesten for Gudsriget ud til hele menigheden. Der er en mangfoldighed af evner og nådegaver, der venter på at blive frigjort. Jeg drømmer om en reformation af gudstjeneste- og menighedssyn tværs gennem det danske kirkelandskab - en myndiggørelse af menigheden som et almindeligt præstedømme.