Gud er et nærvær og et fravær, jeg ikke altid forstår

Elsebet Hermansen mistede i 2010 sønnen, Thomas, ved en bådulykke i Norge. I artiklen fortæller hun om, hvordan Gud er et nærvær og et fravær, man ikke altid forstår.

Fotograf: David Wanninger

Hvor er Gud, når vi rammes af sorg og tab og oplever smertefulde tider i livet, og hvordan rejser man sig igen efter en stor rystelse ?

Når gudsbilledet rystes

Hvad er det for et gudsbillede, der træder i karakter, når livet gør ondt og tab og sorg rammer os.

Holder billedet ? 

Kan det bære ?

I mit liv var der en fortælling, som både var formet af andre tab og store livsforandringer, og samtidig var det en fortælling om, at Gud er meget stor. At Gud er almægtig, og Han tager ikke fejl.

Men hvis Gud nu ikke svarer, som jeg gerne vil have det. Er det så ensbetydende med, at han ikke hører min bøn ? Med min forstand ved jeg, at Gud altid hører bøn, og at han aldrig forlader mig – heller ikke selvom, jeg kan opleve det sådan. Men når det smertefulde rammer mig, så er det som om, den viden ikke giver mening. 

Ordene slår ikke til. Sproget og virkeligheden hænger ikke sammen. Oplevelsen af ‘alenehed’ og meningsløshed kommer til at fylde både sind og tanker. Jeg forstod ikke meningen med det, der var sket – jeg forstod ikke den ulykke, der ramte os – men jeg satte min lid til, at Gud kommer os nær, også når det smertefulde rammer os. 

Det var et valg, der var forankret i det gudsbillede, der havde præget min fortælling. En tillidens vej – at stole på Gud, selvom jeg ikke hverken får noget svar, eller forstår hans vej. 

Lange og trange tider

Jeg husker en dag i supervisionsgruppen på mit arbejde nogen tid efter ulykken. Her hørte jeg psykologen sige: „Det er kun tre måneder siden.“ Og senere „Det er kun seks måneder siden.“ Og senere: „Det er kun et år siden.“ „Sorg tager tid. Sorg kan tage lang tid.“ Det lindrede at forstå, at det var en lang og ensom vej at gå. Det var helt normalt. Min udholdenhed kom på prøve, og der var ingen flugtveje. Det, jeg ellers kendte til, havde ingen virkning her. Jeg befandt mig på en ukendt vej.

Sårbarheden fyldte. Hvad vil det sige at være et såret og sårbart menneske ? Det vidste jeg ikke ret meget om. Og min tilgang var, at det var en side hos mig selv, som jeg skulle bekæmpe og snarest muligt komme forbi. Jeg længtes efter at få min normale styrke igen og genvinde mit overskud til at kunne fungere i livet. Men indeni følte jeg mig så skrøbelig. Som om mit liv var gået i stykker, og det hele skulle bygges op fra bunden igen. Jeg talte med min leder på mit arbejde. Og jeg lærte noget vigtigt, da hun sagde til mig:

„Prøv at være med din sårbarhed. Bring det frem. Det har vi brug for.“

Jeg lærte dette enkle og samtidig så vanskelige: Ikke at prøve at forandre det, som var. For det var virkeligheden – og virkeligheden er som den er. Virkeligheden her var, at smerten var afgrundsdyb ! I mødet med det indså jeg, at mit eget fundament ikke slog til. Og i tillid rakte jeg ud efter noget udenfor mig selv. Jeg satsede alt på, at der var Gud. Hvis ikke han var der, var der ingenting… og det var værre end alt andet. 

Små lysglimt

Gud føltes fraværende – det fyldte det meste, men i små glimt kom Hans kærtegn. Små lysglimt. Paulus sætter ord på dette, når han skriver: „Stykkevis ser vi i et spejl – en gåde. En dag skal jeg kende fuldt ud“. (1) Det var et håb at klamre sig til. 

Stilheden blev vigtig. En daglig øvelse, en trospraksis, et valg, en vej at gå. Et håb at klynge sig til.

Jeg havde et lille hæfte med små Jesus-meditationer. (2) Jeg begyndte at bruge dem i min stilletid. Meditationerne over Jesu møde med mennesker medførte, at jeg gang på gang erfarede, at det talte lige ind i min situation. Det var overvældende ! Gud kom nær, og det var til stor trøst. 

Kristuskransens bønner var også til stor hjælp. Gudsperlens bøn i 'Kristuskransen': „Gud du er evig, du er nær. Du er lys og jeg er din.“ (3) kastede et nyt lys ind i min tanke. Gud er uendelig stor, og en Gud, som jeg aldrig helt forstår, men som samtidig er helt nær i mit hjerte. En fantastisk tanke !

„For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje over jeres veje, og mine planer over jeres planer.“ (4) Det er den Gud, jeg bøjer mig for. Det, der med min forstand ikke gav mening, og som jeg hverken kunne eller ville – det helbredte Gud med sin Ånd. 

„Rens mig så jeg bliver ren. Helbred mig, så jeg bliver hel“. Det er 'Ørkenperlens' bøn i Kristuskransen.(5) Noget hvileløst begyndte at finde hvile. 

Magtesløshedens kamp hen imod at slippe det, der var mit umistelige, og hengive mig i Guds Hånd. Det er en vej, som ingen mennesker selv kan gå. Her er jeg tom og fattig – her har jeg kun mine tomme hænder. Det er et vanskeligt sted at være. At møde mig selv med tomme hænder, det ønsker jeg ikke ! Men når jeg vover det, får jeg lov til at erfare, at her udfoldes Guds kraft ! (6) Her er den store Hånd, som bærer mig i livet. 

Endnu en bøn talte ind i dette: „Lær mig ydmyghedens vej, så jeg stille og modigt indtager den plads som tilkommer mig i livet“ (7). Nu var min plads at slippe mit umistelige. Ikke blot slippe, men at adskille mig fra det. I det fysiske liv var det allerede sket, men hjertets vej var noget andet. 

Nu bærer jeg et kært og varmt minde i mit hjerte om noget, som var, men som ikke er mere.

På mit stillested fik en Kristus-ikon sin plads. Det var en hjælp til at holde blikket rettet mod Kristus. I ikonen så jeg, at Kristus græder sammen med mig. Jeg var set af ham. Det var Guds-nærværet. Og Kristus græder ikke kun sammen med mig, men med alle mennesker, der lider. Jo mere jeg fordybede mig i det, jo mere flyttedes fokus fra min smerte. Og det kom som en lettelse ! At komme til Kristus med din smerte og blive mødt af hans omsorg flytter fokus. Smerten er ikke væk, men den får en anden karakter. 

Nærværet

Det er i nærværet, vi læges. Det skrev den amerikanske psykiater Irvin Yalom. Og hvor er det sandt ! Dog – menneskers nærvær har en grænse, men Guds nærvær har ingen grænser.

Og der i stilheden på en retræte indledte retrætelederen med ordene: „At vente med håb“.

Vent på Gud, for endnu engang skal jeg takke dig min frelser og min Gud. (8)

Det var kendte ord fra min hverdags- bønne-liturgi, som jeg havde lært mig udenad. Og jeg anede en ny og dybere betydning her.

Det bragte mig i kontakt med en stor taknemmelighed over, at jeg kunne læne mig op af ældgamle ord og bønner. Sagt, skrevet og gennemlevet af mennesker, der, ligesom jeg selv, havde gået på smertefulde veje. Jeg var alligevel ikke alene. 

I stilhedens rum må jeg øve mig i ikke at gøre noget som helst. Jeg skal ikke kvalificere mig, ikke udkonkurrere andre, ikke løfte mig over mængden, ikke fortjene berømmelse, ikke gøre som alle andre, ikke være 'in'. Jeg må for en stund glemme, at jeg bor i en præstationskultur. Være åben, tom, ren og fattig i ånden. Jeg må holde mine tomme hænder frem og sige: Gud, jeg giver dig mine tomme hænder. (9)

Livet får en ny dimension, når mit Gudsbillede og mit selvbillede formes i Guds hånd, og jeg i mit hjerte kan sige til Gud: „Mit liv i dine hænder“. (10)

 

Noter

1. 1. Kor.13,12

2. 100 Jesus-meditationer. Edin Løvås. 

3. Kristuskransen. Martin Lønnebo

4. Es. 55,8-9

5. Kristuskransen. Martin Lønnebo

6. 2.Kor.12,9

7. Væven. Martin Lønnebo

8. Salme 42,6

9. Væven. Martin Lønnebo s.23

10. Mit liv i dine hænder. Wilfrid Stinissen