Gud og politik kan ikke adskilles

”Religion og politik må ikke sammenblandes!” erklæres det med jævne mellemrum, og Luther bliver ofte ført i marken som argument for dette anliggende. Det er imidlertid et forfejlet krav i en tid, hvor religion og politik hænger uløseligt sammen. Skoler nedlægger forbud mod bøn, vi har vænnet os til religiøst motiveret terror, og regeringen udråber Danmark til ”et kristent land.”

Andreas Østerlund Nielsen er medstifter af teologibureauet Helsyn

Tre teologer (se boks til højre), som OaseMag har talt med, er da også enige om, at det ikke var det, Luther ville. For Luther var Gud og politik uadskillelige. Lutherske kristne i dagens Danmark bør derfor også involvere sig i samfund og politik. Spørgsmålet er hvordan vi som karismatiske kristne lader fornyelsen få et politisk ansigt?

Asger Christen Højlund, professor i dogmatik ved Menighedsfakultetet i Aarhus.

Ulrik B. Nissen, lektor i teologisk etik på Aarhus Universitet

Jonas A. Jørgensen, generalsekretær i Dansk Missionsråd

Luther blandede sig i politik

Luther protesterede over, at kirkens ledere stræbte efter magt og indflydelse i samfundet, og at samfundets magthavere blandede sig i kirkens arbejde. Han mente, at det var afgørende at skelne mellem et åndeligt regimente (overfor Gud), hvor præsterne skulle bruge Ordets magt, og et verdsligt regimente (overfor medmennesket), hvor det verdslige styre om nødvendigt skulle bruge sværdets magt. For Luther betød det imidlertid ikke en adskillelse af religion og politik.

”Vi skal huske på, at vi befinder os i en helt anden, sekulær, tid, end Luther gjorde for 500 år siden. For Luther kunne der ikke blive tale om en adskillelse,” siger Asger Chr. Højlund. Han er professor i dogmatik ved Menighedsfakultetet i Aarhus med speciale i Luther. ”Luther ville nok udtrykke det sådan, at Gud og politik ikke kan adskilles. Det verdslige regimente befinder sig i Guds virkelighed, og det verdslige styre har deres myndighed fra Gud. Det Luther ville var at skelne mellem forskellige opgaver. Det verdslige styres opgave er at få det menneskelige samliv til at fungere, beskytte de svage og stække de stærke,” forklarer han.

”Luther mente, at det var nødvendigt at minde fyrsterne om deres gudgivne opgave. For de kunne let komme til at tro for meget om sig selv og deres position,” påpeger Asger Chr. Højlund. ”Luther kritiserede frisk og frejdigt fyrsterne for at være selvoptagede i stedet for at tjene deres undersåtter. Samtidig opmuntrede han fyrsterne til at se på sig selv som Guds tjenere.”

Kristne bør stadig involvere sig

Denne forståelse af Luther deles af Ulrik B. Nissen, lektor i teologisk etik på Aarhus Universitet. ”For Luther var det ikke muligt med en opdeling. Det verdslige regimente er ikke sekulært, det skal forstås i forhold til Gud,” fastslår han, men fortsætter, ”i dag, hvor opfattelsen af Gud let kan blive ret diffus, er det bedre at spørge: Hvilken rolle spiller Kristus i forhold til det verdslige regimente? En måde at forstå sammenhængen på i dag kan derfor være, at den kristne reflekterer over, hvad Kristusefterfølgelse betyder for mig som borger. Discipelskabet skal bringes med ind i vores demokratiske medborgerskab.”

Ifølge Asger Chr. Højlund bør Luthers tanker give kristne motivation for at være i et almindeligt ”verdsligt” arbejde og til at gå aktivt ind i politik. Vores samfund er imidlertid meget anderledes end Luthers. ”Fyrsterne dengang var dybt religiøse, altså kristne. De tog imod Luthers formaninger som tiltale fra Gud,” påpeger han. Han mener, at kristnes opgave i dag kan være at opmuntre de politisk aktive, som bekender sig som kristne, og minde dem om at involvere sig netop som kristne. ”Og så er der stadigvæk en profetisk opgave i at minde alle politikere om, at de er Guds tjenere, og at de skal tjene næsten med det, de gør.”

Det sidste er imidlertid ikke uproblematisk i et sekulært-liberalt demokrati som det danske, mener Jonas A. Jørgensen, generalsekretær i Dansk Missionsråd. ”Hvor stammer politikernes legitimitet fra? De vil selv mene, at den stammer fra folket, der jo har valgt dem,” siger han. Også Ulrik B. Nissen er forbeholden ved tanken om, at tiltale politikerne som Guds tjenere: ”Det er ikke politikernes personlige livssyn, der er afgørende. Vi kan være bedre tjent med en muslimsk politiker, der vil sikre plads til kirken og religionsfrihed, end en ateistisk politiker med et negativt syn på religiøs praksis.”

Det betyder dog ikke, at kirken ikke har noget at sige: ”Biskopperne har hver især – ikke Folkekirken som sådan – både ytringsfrihed og ytringspligt. Hvis de ikke siger noget om de kontroversielle og store spørgsmål, som er oppe i tiden, så vil det signalere ligegyldighed. Det vil også være mangel på sjælesorg, altså vejledning for de kristne.” Men vi skal være forsigtige med at gøre bestemte holdninger til det kristne synspunkt. I stedet bør alle i kirken, indgå i drøftelserne af de spørgsmål, som er oppe i tiden,” fastslår Ulrik Nissen.

Vi må, ifølge Jonas A. Jørgensen, kommunikere pragmatisk. ”Magthaverne kender jo godt til at have værdier, og vi kan holde dem op på at arbejde for menneskelig værdighed, forsoning, fred og retfærdighed. Det er jo netop Åndens frugter. Det spændende er, at de har deres oprindelse i Ånden, men kan erfares alment og sekulært, af alle! Derfor må vi satse på kirkens kristne vidnesbyrd. Vi skal vise en glædeligt anderledes praksis, for ellers bliver det profetiske opråb til politikerne skingert.”

Diakoni og politik går hånd i hånd

Jonas A. Jørgensen peger dermed på et nødvendigt samspil mellem menighedernes daglige, lokale praksis og kristnes samfundsmæssige og politiske engagement. Ulrik B. Nissen lægger her hovedvægten på det første, menighedens praksis. ”Omsorgen for det enkelte menneske, og det praktiske engagement, for eksempel i nabolaget, er det primære,” siger han. ”Det er et stærkere vidnesbyrd end at komme med udtalelser og protester. Kirkens vigtigste bidrag er at bære vidnesbyrdet om Kristus ind i vores samtid. Jesus var optaget af at hjælpe dem, der havde brug for det. Han ville ikke være revolutionær. Vi kan tænke på profeten Jeremias’ vejledning til jøderne i eksil i Babylon: De skulle passe deres arbejde godt, være ordentlige medborgere og bede for den by, de var i.”

Det går imidlertid, ifølge Jonas A. Jørgensen, ikke an at gøre det lokale engagement og omsorgen for den enkelte til det primære. ”Vi må fastholde, at kirken har et ansvar i verden, et ansvar overfor det samfund, vi er en del af. Det er en naturlig videreførelse af Luthers lære. Det må få konsekvenser for os, at Kristus er Herre både i kirken og i verden. Jesus viste ikke bare individuel omsorg, han talte også magthaverne imod. Alle troende bør blande sig aktivt i politik og i samfundsanliggender. Ellers lader vi jo som om, Kristus kun er Herre inde i kirken og ikke i samfundet. Det vil være en praktisk ateisme. Det betyder ikke, at kirken skal styre staten. Jesus ville ikke gribe den verdslige magt, da folkeskaren kom for at gøre ham til konge. Men vi skal involvere os, sådan som Jesus også gjorde det.”

Har fornyelsen et politisk ansigt?

Hvordan bør en bevægelse som DanskOase så forholde sig til politik og samfundsforhold? Ulrik Nissen opfordrer DanskOase til at tage konkrete praktiske initiativer, for eksempel i forhold til flygtningesituationen. ”Der er brug for mere end politiske statements. Teologi er ikke politik. På den anden side må den kirkelige praksis heller ikke blive politisk korrekt. Det skal være praksis, som er båret af Kristus, bønsfællesskab og gudstjeneste,” pointerer han.

Jonas Jørgensen formulerer sin udfordring til DanskOase som et spørgsmål: ”Er fornyelsen noget, der forbliver i kirken og derhjemme, eller har den et politisk ansigt? Kan fornyelsen smages og duftes og erfares ude i samfundet?”