Historien om Rudehøj Efterskole

Jette Høst Fausholt fortæller: "Når man i sit liv får lov at være med, når Gud gør noget stort, er det et privilegie – sådan har jeg det med Rudehøj Efterskole."

GALLERI: Skolen med projekter fra starten - og som den ser ud nu med den nye hal.

Jeg var ung, idealistisk singlelæge ude i Vestjylland, da jeg kom med i DanskOases lederskab i 1999. Det var Morten Munch, der forstod at læse tiden, og derfor tålmodigt hørte på mine ideer og visioner, da jeg skulle introduceres i OaseMagasinet og derefter foreslog, at jeg i stedet fokuserede på det med at starte en efterskole. Ideen fandt klangbund hos mig.

Da jeg deltog i mit første Oaselederskabsmøde i Hjarup, så var det den retskafne og gavmilde revisor, Dann Kobbeltved, der førte ideen om en efterskole i DanskOases regi frem via et visionært budget. Visionen blev anerkendt af lederskabet på samme møde, hvor jeg fik det privilegie at samle en arbejdsgruppe for at starte en sådan.

Det viste sig, at der var flere mennesker, der havde båret på samme vision igennem længere tid. Det var en fornøjelse at arbejde sammen med så kompetente folk i arbejdsgruppen, som bestod af Jesper Larsen, Jakob Ditlevsen, Dann Kobbeltved, Sigbjørn Sørensen, Leif Johanson og Henning Fausholt.

I begyndelsen kiggede vi efter store ejendomme, der var billigt til salg over hele landet – for vi havde en ide, men ingen penge! Efter nogen tids søgen blev vores opmærksomhed rettet mod Odder, fordi der her var profetiske ord og billeder om Rudehøj. Stedet var formålstjenligt, men dyrt. Og andre var interesserede i samme bygning, og de havde flere penge end os. Da var vi igen på Herrens mark og måtte søge Guds hjælp, der kom fra uventet hånd, nemlig landets lovgivere. Derefter mistede de andre købere interessen og vi fik førstehånd til at købe Rudehøj!

Men ak, vi havde stadig ingen penge – selvom bygningen var relativt billig. Da gjorde vi alle det, som vi kunne: vi lavede en landsindsamling, spurgte om gavebreve og de gæve Oasefolk bag Asserballeskov Bibelcenter solgte stedet, og donerede pengene til Rudehøj – og så gjorde Gud og Dann Kobbeltved resten!

Senere blev skolens livgivende, frisættende og stadigt aktuelle værdigrundlag og hvidbog formuleret af psykolog Christina Ditlevsen, samt Mette og Sigbjørn Sørensen.

Nu har skolen eksisteret i 14 år, og den udvikler sig stadig. Det er fantastisk at se, hvordan skolen præger og former denne generations unge.

Når jeg ser tilbage på opstarten, så slår det mig, at Gud samarbejder med os på forskellig vis:

  1. Vi kan lytte til profeterne, der forstår at læse tiden.
  2. Vi kan bidrage glad og gavmildt med vore evner og midler.
  3. Billeder og ord fra Gud er som vand for tørstende stifindere.
  4. Sommetider må noget dyrebart dø, for at noget nyt kan opstå.
  5. Når der ikke synes at være nogen vej frem, må vi søge Gud på ny og vente.
  6. En planter, en anden vander, men Gud giver væksten.

Leif Johanson fortæller: "Jeg var med i projektgruppen, og havde ingen erfaring med hverken efterskolebygninger, ej heller Guds ledelse omkring økonomi i den størrelse som en efterskole er oppe i."

Der var enormt mange opgaver forude, men vi gik bare i gang, og fik etableret arbejdsweekender.

I den tid gik det op for mig, at Gud ikke er uinteresseret i rammer. Min erfaring havde hidtil været mest knyttet til Guds indgriben i menneskers liv, men dette projekt viste mig noget andet.

Det, jeg husker som noget helt særligt omkring tilblivelsen af Rudehøj Efterskole, var den helt særlige kraft, der knyttet til visionen om en efterskole.

Jeg ved godt, at vi arbejdede meget med projektet i den tid, men det var som om, der var plantet et frø, der bare ville op ad jorden. Jo, der var også udfordringer og forhindringer undervejs, men Gud arbejdede med på en helt særlig måde. Det var, som om vi gik i forud beredte gerninger.

Da vi fik nøglerne, og gik rundt på de mange tusinde kvadratmeter var det en overvældende følelse. Der var enormt mange opgaver forude, men vi gik bare i gang, og fik etableret arbejdsweekender.

Fra hele landet kom der folk og arbejdede med på visionen. Der blev malet værelser og ordnet klasserum, der blev bygget forstander- og lærerboliger. Det var en helt fantastisk tid! Der var meget arbejde, men det var også rigtigt sjovt. Der var rigtig mange folk også fra Odder Frimenighed med i denne fase.

Artiklen er skrevet til Odder Frimenigheds menighedsblad, september 2015.

Om det tidligere "Danvand-center" (Nu lokaler for Rudehøj Efterskole)