Hvis ikke Han giver livet, så bliver det bare et cirkus

Sognepræst Jonas Serner-Pedersen er blevet bedre til at hvile i, at han er god nok. Men det har været en proces at nå dertil. Læs interviewet med Jonas her.

Jonas tager imod kl. 10.30 med smil, buk og neongrønne strømper. ”Hans varemærke” smiler konen Maria. Jeg er taget til Hjerm i Vestjylland for at tale med Jonas Serner-Pedersen om identitet i Kristus. De aftalte rundstykker bliver Jonas’ morgenmad. Han er B menneske.

Vil jeg kunne skelne præsten Jonas fra personen Jonas?

Nej, smiler Jonas og slår ud med armene, det er én og samme pakke. Hvis ikke jeg er ægte, så er det bare et cirkus, og så kan det være lige meget.

Hvad tænker du om identitet i Jesus?

Da mit liv for 6-7 år siden ramlede totalt sammen og alt var sort omkring mig, var det en linje fra en Delirious sang der holdt mig fast: ”There is a light that shines in the darkness - his name is Jesus!”. Den gik på repeat. Selv da jeg kun kunne se mørket, holdt jeg fast i ham som skinner i mørket og hvis flamme ikke flakker. Min facade af at fremstå som en superkristen krakelerede og det var tydeligt for enhver, at det var jeg ikke. Men Jesus var ham der skinnede i mørket.

Spejlede sig i korset

Som en from præstesøn, satte jeg som ung en række spejle op på mit værelse, så de dannede et kors. Over det stod ”Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig”. Af og til spejler jeg mig i korset. Jo mere det bliver printet ind i mit hjerte, jo mere er det, at jeg kan elske andre mest, når de fortjener det mindst - ligesom Han gør det.

Hvis mit liv smelter sammen med Hans, så kan Hans lys måske skinne igennem mig. Så er det at Han giver liv til det som er mig. Det handler om Kristus i mig. Det er Ham der giver det liv, der virkelig batter. Og det er når vi er i tæt relation med Ham, at det har en effekt. Så kan jeg lave nok så mange pizzagudstjenester og smarte prædikener og imponerende eksempler, men hvis ikke Han giver livet, så giver det ingen varig forskel.

Det spejlkors har fulgt mig alle steder siden. På samme måde som Marty McFly i Tilbage til fremtiden igen og igen vendte tilbage til 1955 for at blive sendt ud i fremtiden, sådan vender jeg igen og igen tilbage til korset for 2000 år siden, for at få alt det der skal til for at sende mig ud i fremtiden.

God nok til Jesus

I mange år søgte jeg anerkendelse og ros. Jeg vil stadig gerne have anerkendelsen, men med årene er det blevet mindre vigtigt. Jeg er blevet bedre til at hvile i, at jeg er god nok. God nok til Jesus.  Jeg har oplevet, at selvom det hele ramler, så er Jesus der stadigvæk. Jeg er stadig Guds barn. Og så er det ok at være mig.


Annoncer