Hvorfor døde Jesus?

Der er i kirken i Danmark meget delte meninger om, hvorfor Jesus døde på korset. Sognepræst Nikolaj Hartung Kjærby giver her en introduktion til debatten og Oase-præsters syn på sagen.

"Uden soning af vores skyld ville vi ikke have adgang til Guds nærvær – og dermed heller ikke til de andre dimensioner af forsoningen." - Sognepræst Nikolaj Hartung Kjærby

Fakta:
Nikolaj Hartung Kjærby er sognepræst ved Husum kirke i København og gift med Signe. Nikolaj er medlem af DanskOases præstenetværk, hvor han er en flittig deltager i drøftelserne. Han er kendt af mange som oversætter på SommerOase.

For snart mange år siden deltog jeg i et kursus i evangelisation, hvor jeg lærte sætningen: ”Gud er hellig og retfærdig, og derfor må han straffe synd.” Pointen er så, at den straf tog Jesus på sig, da han døde på korset, og derfor kan Gud nu tilgive vores synder og give os del i det evige liv uden at gå på kompromis med sin retfærdighed. Men når man tænker over det – hvad retfærdigt er der så egentlig ved, at en person dør for en anden persons forbrydelse? Er det ikke snarere en dobbelt uretfærdighed, hvis en skyldig går fri, og en uskyldig bliver straffet? I det danske retssystem ville man i hvert fald ikke kunne få lov til at slippe for en fængselsstraf, selvom en uskyldig person tilbød at afsone den i stedet!

Nu er Gud naturligvis ikke bundet af det danske retssystem. Der er i princippet ikke noget i vejen for, at det hos ham fungerer sådan, at en uskyldig kan tage straffen for en skyldig, så den skyldige går fri. Spørgsmålet er bare, hvad det siger om Gud, hvis det er tilfældet. Det spørgsmål bliver jævnligt taget op i den teologiske debat. Senest her i foråret, da historikeren Lau Sander Esbensen havde en kronik i Kristeligt Dagblad med overskriften ”Folkekirken må gøre op med forsoningslæren”. Han betegner det som ”makabert” at hævde, at Gud skulle lade en uskyldig tage straffen for en skyldig: ”Hvem af os ville acceptere at ofre et af vore børn for familiens skyld, også selvom de meldte sig frivilligt? Det ville kun psykopater.”

I den debat, der fulgte, blev der imidlertid peget på, at ”forsoningslæren” ikke er nogen entydig størrelse. Man plejer at skelne mellem minimum 3 forskellige opfattelser (se fakta boks på næste side). En af de teologer, der bakkede Esbensens ærinde op, Kristine Stricker Hestbech, udtalte: ”Den klassiske soningstanke er, at Gud sender sin søn til jorden for at ofre ham og dermed genoprette forholdet til os syndere. Det er efter min mening et meget mærkeligt gudsbillede, og jeg har ikke lyst til at tro på sådan en gud. Korsfæstelsen skal snarere forstås sådan, at Jesus ofrer sig som forbillede for det at elske.” Hun bekendte sig altså til den subjektive forsoningslære. Johannes Værge, der heller ikke vil høre tale om, at Jesus døde for at formilde Guds vrede, havde til gengæld et indlæg, hvor han pegede på den klassiske forsoningslære som et bedre alternativ.

Fra DanskOases side har Morten Hørning Jensen – sammen med sin kollega fra Menighedsfakultetet, Asger Chr. Højlund – blandet sig i debatten med en kronik. De skriver, at ingen af de tre opfattelser af forsoningen kan undværes.

Tre forskellige svar

Den klassiske forsoningslære:

Tilskrives normalt biskop Athanasius af Alexandria (298-373), men har spor tilbage til kirkefaderen Irenæus i det 2. årh.. Menneskets største problem er døden. Jesus døde for at befri os fra døden ved selv at gå ind i den og besejre den. 

Den objektive forsoningslære: 

Tilskrives normalt ærkebiskop Anselm af Canterbury (1033-1109), men har spor tilbage til kirkefaderen Tertullian i det 2. årh.. Menneskets største problem er syndeskylden. Jesus døde for at betale vores skyld ved at tage straffen for os. 

Den subjektive forsoningslære:

Tilskrives normalt Pierre Abelard (1079-1142), men har spor tilbage til Clemens af Rom i det 2. årh.. Blev dog først for alvor populær i 1800-tallet. Menneskets største problem er dårlig moral. Jesus døde for at give os et moralsk forbillede på selvhengivende kærlighed. 

Der er bibelsk belæg for dem alle tre, og tilsammen danner de en ”symfoni.”  Den udskældte objektive forsoningslære er dog den dybe bastone, der lægger fundamentet for hele symfonien. For uden soning af vores skyld ville vi ikke have adgang til Guds nærvær – og dermed heller ikke til de andre dimensioner af forsoningen. Endelig skal det understreges, at forsoningen sker på Guds eget initiativ og skyldes hans kærlighed og vilje til at forsone os med sig.

Vi har siden haft en debat om dette i DanskOases præstenetværk. Her har der generelt været opbakning til det, som Morten og Asger skrev. Der er dog blevet givet udtryk for forskellige opfattelser af, hvor meget og hvordan der skal tales om Guds vrede i forkyndelsen: vi skal undgå at forkynde på en sådan måde, at folk opfatter Gud som en ”psykopat,” men Guds vrede kan forkyndes som udtryk for den kærlige fars vrede mod det, der ødelægger hans gode skaberværk. Det er endvidere blevet påpeget, at Gud er treenig: når Gud lader sin vrede ramme sin søn, er der derfor tale om, at han selv tager vreden på sig.

Der bør ikke herske nogen tvivl! Gud forsonede sig med os ved at lade Jesus dø for at tage straffen for vores skyld. Dermed overvandt Jesus døden og gav os et forbillede på selvhengivende kærlighed. Så meget betyder Jesu død på korset!