I sandhed mand og Gud

Vi skal huske, at Jesus er både Gud og menneske. Det har betydning for hele vores liv og tro.

Johannes Krarup er sognepræst i Værløse og Hareskov Sogne. Han er gift med Helle Engslund Krarup og far til tre piger: Kirstine, Esther og Sissel.

Ved juletid synger vi i salmen ”En rose så jeg skyde” ordene ”i sandhed mand og Gud.” De ord rækker tilbage til et møde i år 451, hvor kirken besluttede sig for en bestemt måde at formulere sin tro på, hvem Jesus Kristus er. Helt basalt slog man fast, at Jesus er sand Gud og sandt menneske – én person i to naturer. De to naturer er Jesu guddommelige natur og menneskelige natur. De kan ikke ophæve hinanden og heller ikke sammenblandes. 

Når deltagerne ved mødet i Kalkedon i år 451 slog dette fast, så var det ikke fordi de mente, at de var kommet i besiddelse af ny viden eller havde mødt nye åbenbaringer. De søgte derimod at rydde op i trosmæssige afveje og skadelige vildskud i kirkens praksis, refleksion og forkyndelse ved at fastholde den oprindelige åbenbaring af, hvem Jesus er.

Hvad mener vi om Kristus?

”Hvad mener I om Kristus,” synger vi en salme af K.L. Aastrup. Det er et spørgsmål, Jesus selv stiller sine disciple. Det er afgørende, hvad vi mener om Kristus: Om han er Gud eller menneske - eller begge dele på én gang.

DanskOase er en blandet og sammensat bevægelse. Der kan være fare for trosmæssige afveje på dette punkt – også i vores praksis, refleksion og forkyndelse. Vi er udfordret af alle de samme vildveje, som kirken igennem tiderne har været udfordret af:

Hvis vi ensidigt understreger, at Jesus er menneske, kan vandringen med Gud blive reduceret til moralisme. Frelsen kommer til at afhænge mere af mennesket end af Gud. Gud bliver en meget fjern Gud. Ikke den nærværende og levende Gud, vi møder i Jesus. Jesus forkynder imidlertid, at Guds rige er nær. Hans undere er tegn på den levende Guds nærvær. Jesus er et menneske og mere end det.

Hvis vi overbetoner, at Jesus er guddommelig, kan vi skabe tvivl om, hvorvidt Gud virkelig har forenet sig med os mennesker og frelst os. Det kan føre til en religiøs flugt fra det menneskelige liv, som Gud har skabt og sat os i. Igennem historien er det kommet til udtryk ved et negativt syn på ægteskab, familieliv, seksualitet og borgerlige forpligtelser. Jesu råb på korset, ”Det er fuldbragt!,” er et ekko og en genopførelse af skabelsens afslutning: ”Gud så, at det var godt!” Kristi korsdød er en anerkendelse af, at Gud Fader er Skaberen, og at Skaberen har magt til at føre sit skaberværk ud af forbandelsen, synden og mørket. Det gør Gud ved at blive menneske og påtage sig vores forbandelse. 

Jesus er et paradoks

Mange af kirkens tænkere i oldtiden var oplært i den antikke filosofi. De bragte filosofiske fordomme med sig, der ikke levnede plads til paradokser (dvs. udsagn, som umiddelbart er modstridende for vores fornuft, men som vi holder for sande i troen). Som lutheranere lægger vi vægt på, at Guds Ord åbenbaret i Bibelen står over menneskelig filosofi. Den kristne tro rummer således en række paradokser, som ikke lader sig løse og forklare ved logiske og stringente betragtninger. Lige så lidt som troen på undfangelsen ved Helligånden lader sig forklare videnskabeligt via biologi og genteknologi.

Beretningerne fra evangelierne fortæller både direkte og indirekte, at Jesus er Gud og menneske. Han er ikke et menneske med guddommelige egenskaber. Han er heller ikke en gud eller et englevæsen, som ”ser ud” til at være et menneske. Han er på én gang menneske og Gud. Det er ikke sådan, at hans menneskelighed bliver opløst af hans guddommelighed - som salt der optages i vand. Han er Gud og menneske. Det ene ophæver ikke det andet.

Ser vi for eksempel nærmere på Jesu indsigt, visdom og kundskab, har den grundlæggende to kilder. Jesus modtog på den ene side visdom fra sin himmelske Fader, fra Helligånden og i kraft af sin egen guddommelighed. På den anden side modtog han kundskab og læring ad naturlig vej fra sine forældre og andre. Hvis vi ensidigt fokuserer på Jesu guddommelighed, kan vi få et umodent syn på tilegnelse af viden og måske endda et negativ syn på visdom opnået gennem studier og disciplin. Omvendt kan vi også ved ensidig fokus på Jesu menneskelighed komme til at overse og ringeagte den nutidige og samtidige åbenbaring fra Gud. 

Det giver os trøst og trosstyrke

Det er vigtigt, at vi husker og holder fast i denne trossandhed, at Jesus på én gang er både Gud og menneske. Det giver os stor trøst og trosstyrke under vores livsvandring. Som Luther skriver i en af sine salmer: ”Vor egen magt ej hjælpe kan, let kan os fjenden fælde; men med os står den rette mand, omgjordet med Guds vælde. Det er den Herre Krist, og sejer får han vist... han marken skal beholde.”

x