Deltager refleksioner

7 udfordringer for de unges trosliv – og bud på veje til løsninger

På LederOase bad vi deltagerne om at reflektere i grupper over, hvilke udfordringer de unge står overfor i dag i deres lokale setting, og at tale om, hvordan man kan imødekomme udfordringerne. Deltagernes svar delte sig i 7 overordnede emner af input og erfaringer, som vi har samlet i et overskueligt dokument.

 

Håb for de unge

Det giver håb, at de unge er optimister - og det samme er de voksne!

1) Unge falder fra i hullet mellem det nære fællesskab på efterskolen og det langt løsere fællesskab i deres lokale kirke, når de vender hjem

En stor udfordring er, hvordan vi fortsat inviterer de unge med i kristne fællesskaber, når de vender hjem fra efterskole, og er fysisk adskilt fra deres nye, nære venner, som de har delt tro med. Kan vi som kirke eksempelvis tilbyde de unge en åndelig forælder på forhånd, besøge den unge på efterskolen eller sende breve, og på den måde vise, at der er er nogen i fællesskabet hjemmefra, der savner en.

Der kan være et stort spring fra at være i med i et tilbud for unge og til at komme hjem og deltage i gudstjenesterne efter efterskolen på lige fod med de voksne.

Skab et arbejdsfællesskab i kirken og vis, at det er sjovt at være en del af noget større, og at der er nogen der regner med, at man dukker op. Men pas samtidig på, at de unge ikke oplever opgaven som et ekstra sted, hvor de skal præstere. De voksne ledere kan invitere ind og vandre sammen med de unge, men ikke løfte ansvaret uden andre åndelige forældre træder til. Sæt dem fri, velsign de unge, og anerkend deres skøre idéer og projekter i kirken. Og ikke mindst, vær åben omkring, at ”vi mangler dig, hvis du ikke er her.”

Lav en ungecafé, et værested med spil, hyggeaftener, slik, sport og ikke mindst, hvor voksne er til stede, hvis nogen har brug for at snakke. Det afgørende er, at det er et frirum, og at der ikke er for meget program på, så der er plads til ærlighed, og til en-til-en snakke.

 

2) Dobbeltliv – det kan være svært at koble troen til verden

De unge synes, det er befriende, når de voksne italesætter den virkelige verden og eksempelvis taler om sex og alkohol i kirken. Vi voksne vil øve os i at formidle, at Jesus ønsker at være med i alle ”rum” i vores liv, så han ikke står udenfor eksempelvist vores arbejds- eller studieliv og vise konkret, hvordan det ser ud, at have Jesus med i alle del af vores liv. Der er brug for en god ”oversættelse” af hvordan troen kan se ud, i en verden med stort præstationspres og krav om perfektionisme. Tal om, hvordan vi f.eks. kan have Jesus med i livet på de sociale medier, til studiefester mv.

 

3) Ensomhed stress og perfektionisme

Unge oplever i højere grad sig ensomme, da de primære kilder til at tale sandhed i deres liv kommer fra jævnaldrene, og der er mangel på tydelige forbilleder.

Derfor må vi som voksne stræbe efter at være synlige og vise de unge et autentisk levet liv, også selvom det betyder at være nederen. Det er en force at være uperfekt, de unge har brug for at se det, i en hverdag, der stort set udelukkende fordrer til perfektionisme. Vi må turde stille dumme spørgsmål til de unges liv og insistere på at være nysgerrige på deres virkelighed. Vi behøver ikke kun tænke løsningorienteret, ofte er det nok at være et lyttende øre. Nogle benytter sig af samtaler med udgangspunkt i MÅF: ”Hvordan har du det, Mentalt, Åndeligt, Fysisk?” For lederen, er det afgørende, at være nysgerrige på de unge, også udenfor lederrelationen og opgaven der skal løses – de unge mærker lynhurtigt om ægtheden i relationen er der!

 

4) Der mangler klare grænser

De unge råber nærmest på rammer og klar tale. Som en af deltagerne skriver: ”Vi (de unge) vil vide, hvad der er rigtigt og forkert!”

Vi må turde tale direkte om Jesus, synd og korset. Turde italesætte det – uden at pakke emnet ind i bobleplast. Vi skal turde skille godt fra dårligt og tale med de unge om det, men med det forbehold, at noget er simpelt at tale om, mens andet er komplekst. Samtidig er det også afgørende, at vi bliver skarpe på at fortælle forskellen mellem synd og skam.

Snak ærligt med de unge, vær transparente åndelige forældre/bedsteforældre, med åbne hjem. Læg op til en kultur, hvor det er okay for de unge at stille de spørgsmål, som de ikke tør stille deres egne forældre. Hvis kristne voksne undgår at tale om svære emner, finder de unge selv svarene blandt deres jævnaldrende venner eller på nettet. Vi skal turde sige sandheden og dele vores vidnesbyrd og erfaringer. Som forældre må vi øve os på ikke at skrue ned for den åndelige identitet, når vores børn har venner på besøg. Vi er forbilleder og skal ikke gemme troen, men ranke ryggen og dele den på en autentisk måde. Hold fast i bordvers eller andagt, selvom der er venner på besøg, og på at opmuntre dem til at stille alle spørgsmål, også dem, vi ikke kan svare på! Vi kan ikke altid svare, men vi kan altid vise interesse og lytte. Vær nysgerrig og stol på at vi som kristne har fået del i den hemmelighed, som de unge længes efter.

Åbenheden kan være med til at give værktøjer til at de unge kan tage del i ungdomslivet, men uden at gå på kompromis med deres tro. Det betyder, at vi må øve os i at rumme de mange spørgsmål, også de svære om eksempelvis seksualitet.

 

5) Generationel opdeling får de unge til at stå alene uden konkrete forbilleder

I en præstationskultur, hvor unge er bange for at fejle, bliver de afventende. De tøver med at tage kontakt til de voksne, og det er derfor voksne der skal tage første skridt til at vandre med dem. Samtidig giver de unge udtryk for, at de mangler voksne forbilleder der er tilgængelige. Et mål i det lokale fællesskab kan være at gøre de voksne mere synlige. Der foreslås mange måder at skabe en åben dør til andre generationer, herunder spørgekort i menigheden, der kan connecte generationerne, middagsinvitationer formidlet gennem kirken, hvor de voksne inviterer unge til aftensmad og derved skaber tid til at samtale. 

Det er ikke afgørende, at de unge oplever voksne, der har styr på deres trosliv, snarere tværtimod efterspørger de, at de voksne tør vise, at de ikke er perfekte. Del eksempelvis med de unge at du også kæmper med at få struktur på den personlige andagt, selvom du er voksen, men at du gerne vil tage initiativ til at vandre med de unge og at de kan komme til dig, når de har brug for forbøn, for det, der foregår i deres hverdag.

Som forældre er det afgørende at tale med de unge over køkkenbordet. At udtrykke hverdagstro i både ord og handlinger, er med til at give de unge ord for deres egen tro. Vi kan ikke kun tale om Jesus, vi må vise, at vi lever det på vores uperfekte måde i vores uperfekte hverdag!

 

6) Voksne udfordret af at skulle være ”perfekte” forbilleder

Som voksne har vi muligheden for at tage første skridt og skabe relationer. De unge spejler sig i voksne, hvordan ser spejlbilledet ud? Kirken har det, de unge søger. Ret ryggen og bær troen med stolthed – vores tro er ikke støvet, men frisættende. Det er befriende, at vi alle bare skal være os selv – og det gælder også voksne forbilleder. Det sætter os fri til at være os selv og vise, hvordan det ser ud, når man er ”på vej i livet” som voksen. Det skaber plads til identifikation og ægthed om, at livet også kan være skrøbeligt, som voksen.

 

7) Vi er en lille menighed med få unge

En stor udfordring for flere af deltagerne er, at de er en lille menighed med et begrænset antal unge, og at det derfor ikke er muligt at lave et decideret ungdomsarbejde. Se det som en fordel i stedet for en begrænsning hvis I er få. Det betyder, at I er ”nødt til” at blande generationerne, og skabe relationer mellem aldersgrupperne, som de unge efterspørger.

En af DanskOases fællesskaber laver bevidst blandingsfællesskaber, hvor man laver fællesskabsgrupper på tværs af alder og tilhørsforhold til kirken. De oplever, hvordan det giver en nysgerrighed på hinanden, aldersgrupperne imellem og at det er med til at skabe nærvær, autencitet samt ægte og sunde fællesskaber af høj kvalitet.

Nogle foreslår, at man laver sociale arrangementer, eksempelvis primitiv-ture, der er mobilfrie, for at give de unge et struktureret frirum. Andre fortæller om en ordning, hvor ungdomsgrupper/de unge spiser sammen med familier/voksne med jævne mellemrum. Fællesskabssøndag, hvor man mødes i hjemmene, for at bygge relationer.

Lav Bedsteforældre aftener, hvor de 10-15 årige kan komme til hyggeaften hos nogle ældre fra menigheden.

I en lille menighed med lidt færre ressourcer kan det også være en kærkommen anledning til at give de unge lidt mere ansvar. Kan de eksempelvist stå for andagter til de ”voksnes” møder. Er man i en mindre setting, kan man også skabe en fælles refleksion sammen på tværs af alder efter gudstjenesten, hvor folk deler, hvad de bed mærke i.  Tag de helt unge med i planlægningen af gudstjenesten – planlæg f.eks. en prædiken til teenagerne, de er også en del af kirken.

I en mindre menighed er det sværere at gemme sig, så knyt hver ung sammen med en familie, så der altid er nogen, der lægger mærke til vedkommende og inviterer hjem til hygge.

  

 

En af grupperne fik et billede under bønnen af et meget stort kirkeorgel i himmelen. Der kom ikke toner, men vand ud af piberne. Vandet dryppede ned i de kopper som hoben af menneskerne der stod på jorden stod og rakte frem.