Jeg tror ikke på en meningsløs Gud

En båd forliste med seks mænd ombord, og kun to overlevede ulykken. En af dem er Niels Højlund.

I 2010 rejste seks unge mænd sammen til det sydlige Norge på øen Skjernøy. De var fulde af appetit på livet, og turen skulle være en ferie med fællesskab, godt vejr og sjove stunder.

Men d. 18. august endte det, der skulle være en hyggelig fisketur ud for kysten, med en dyb tragedie. Båden forliste med alle seks mænd ombord, og kun to overlevede ulykken.

En af dem er Niels Højlund, som siden har delt sin historie til medier, gudstjenester og i andre forsamlinger.

Men hvad er det, der sker, når man deler sin smerte? Hvad sker der, når en historie om lidelse, død og sorg bliver offentlig til skue?

>> Din historie er blevet til noget særligt for mange mennesker. Nogle har endda sagt, at den er blevet et vidnesbyrd for dem. Hvorfor er den det?


Det er der, det bliver virkelig interessant. Historien har været på en rejse. Jeg har selv været på en rejse, men det har historien også. Jeg har tænkt over, hvad fortællingen har været for mig på forskellige tidspunkter. Og der er jeg kommet frem til, at den har haft forskellige faser.

Historien fortælles første gang

Min første oplevelse med at fortælle historien i en større sammenhæng, var da jeg skulle fortælle den til alle de andre pårørende. Når jeg tænker tilbage på det, var der to ting, der var interessant ved mødet med familierne. Det første var, at jeg var i chok. Og måske netop derfor, var jeg ikke i stand til at koble historien til mine følelser.

Jeg husker det som om, at jeg måske fældede nogle tårer, men jeg koblede det ikke til historien. Jeg kunne ikke mærke det. Historien blev, i den første tid, på en underlig måde, en remse for mig. Jeg connectede ikke med den.

En tur i fængsel

Så går der et halvt års tid og en dag ringer min fætter Christian til mig. Han er en del af Alpha-arbejdet i København og arbejder i Herstedvester Fængsel, og han spørger mig, om jeg har lyst til at komme og fortælle min historie til de indsatte.

Det første jeg tænker er, at det vil være det mest naturlige i verden for mig. Jeg har ikke på noget tidspunkt været ude i større forsamlinger for at fortælle historien. Nok simpelthen fordi jeg ikke havde været parat til at fortælle historien til mennesker, som måske ikke ville kunne relatere til den historie jeg ville fortælle. Jeg ved godt, at vi allesammen bærer på kampe og smerter, men det gav rigtig god mening for mig, at det lige præcis var i et fængsel, hvor de indsatte sidder med deres vrede, bitterhed og sorg, her kunne forsamlingen måske endda genkende sig selv i sorgen og smerten, og også den vrede, som ulykken affødte i mig, og det måske på en helt anden måde, end andre mennesker ville kunne.

På det tidspunkt var jeg begyndt at få nogle angstanfald og angsten blev ofte udløst ved, at jeg tog væk – tog et sted hen. Min erfaring var jo, at når man tog afsted, kunne der ske noget – folk kunne dø.

Men jeg tog til København og jeg fortalte min historie. Det var første gang jeg fortalte historien, hvor jeg følelsesmæssigt connectede med den. Hvor jeg blev dybt berørt af at fortælle det. Måske var det fordi jeg selv var så langt i processen og sorgbearbejdelsen, eller også var det fordi jeg stod foran de mennesker, jeg stod overfor. Fordi de kunne mærke en form for empati og medfølelse for det, jeg kom med.

Efter en pause

Og så gik der en del år, hvor jeg ikke brugte historien ret meget overfor andre. Først for ca. to år siden spørger min svoger mig, om jeg har lyst til at være med til en fortælleraften i Dome of Visions, og jeg får lov til at slutte aftenen.

I min forberedelse til den aften, blev jeg pludselig ekstremt bevidst om, hvad en historie, en fortælling er – hvilke virkemidler, hvilke retoriske greb, jeg kan bruge til at fortælle.

Så før havde historien været en remse, og nu blev det en rigtig fortælling. Det var første gang jeg var så meget på afstand af hændelsen, følelsesmæssigt, at jeg kunne arbejde med historien som en fortælling. At jeg kunne hæve mig over den og spørge: hvad kan jeg få til at fungere? Kan jeg fx få publikum til at grine her? Der kunne jeg kigge på historien og sige: den skal have den her bevægelse for at kunne fungere som fortælling for et publikum.

Og det havde jeg det dårligt med! Det handlede jo om død og smerte og om at miste sine venner og miste sig selv. Jeg kunne ikke være det bekendt overfor historien og det, den var i mit liv. Men jeg gjorde det alligevel, og der var mange, der responderede meget positivt på det.

Historien om død og ødelæggelse - og om Jesus

Min far er præst, og får på et tidspunkt embede et andet sted. På et tidspunkt spørger han mig, fordi jeg er lovsangsleder, om jeg kunne tænke mig at lede lovsang til en fastelavnsgudstjeneste. Det er en af de sidste tjenester han har, inden han tager afsted. Jeg kunne ikke rigtig finde nogle folk at spille sammen med, men min far sagde, det var fint, at det bare var mig og min guitar.

Da vi sidder og taler om gudstjenesten siger han pludselig: "Ved du hvad, Niels. Jeg får lige en god idé: kunne du have lyst til og mod på at fortælle din historie her i kirken?" Jeg vidste, at når han spurgte sådan, kunne det være fordi han vidste, at han ikke skulle være der mere, og han havde lyst til, at det sogn – den kirke jeg havde været en del af, og som også havde været dybt berørt over de ting, der skete i Norge – at de fik den historie af mig. Og så tror jeg også han vidste, at den historie kunne blive et vidnesbyrd. Uden at jeg vidste det, og uden at jeg havde lyst til at høre, at den kunne være det. Jeg tror min far vidste, at den kunne være det. Jeg endte med at sige ja.

Og jeg spillede lovsang til gudstjenesten, fortalte min historie og tudede mig igennem den. Jeg var dybt berørt – jeg brugte alle mine fortællekneb, og samtidig med det landede jeg den et sted, hvor jeg ved, at den også fortalte en historie om Gud. Det var noget af det mest mærkelige – det var en fastelavnsgudstjeneste, hvor der sad 50 børn. Og dem skulle jeg formidle død og ødelæggelse for – og alligevel fortælle en historie om Jesus. Og det gjorde jeg.

Så historien har været en underlig remse på et tidspunkt, så har det været en historie, der var båret af følelser, følsomhed og tårer. Så er det blevet en fortælling, fortalt efter alle kunstens regler og så er det måske i sidste ende blevet et vidnesbyrd, selvom jeg i mange år ikke tænkte, at det var et vidnesbyrd. Historien handlede i så lang tid om at miste sig selv og om at miste fire. Og pludselig handlede historien om at blive reddet og om at få livet igen.

>> Hvorfor er det, at det bliver interessant, når historien om lidelsen bliver et vidnesbyrd?


Fordi når nogen kalder historien et vidnesbyrd, så er det samtidig også et overgreb. For det var mig, der var der. Og der er ikke andre end mig selv, Søren (red.: den anden, der overlevede ulykken), og Gud, der har lov at sige: "der var tænkt det her med det – vi kan få det her ud af det". Så der er ikke andre, der skal sige til mig, at det er et vidnesbyrd. De må gerne sige, at jeg har vidnet for dem og at det har været stærkt for dem, men de skal ikke fortælle mig, at der var en mening med tragedien.

Jeg tror, at når man siger, at historien er et vidnesbyrd, så siger man også til mig, at der var en mening med det. Og det er så hårdt at høre. Fordi det, set med menneskelige briller, er så meningsløst at miste fire. Jeg må gerne selv komme frem til en mening, og det må Gud godt vide, at der er. Men jeg tror ikke, der er andre end Gud, der har kigget så dybt i brønden, at de ved, hvad meningen med det er.

Det føler jeg som et overgreb. Jeg synes, det er fantastisk, når folk kommer og siger: "hold da op – det betyder vildt meget for mig, det du siger." I det kan jeg sige, at det giver mening for mig – for der stiller jeg mig ikke skrøbeligt på en platform, hvor jeg udleverer mig selv uden grund. Så føler jeg, der er en empati og en solidaritet fra en lytter, som måske ikke forstår det, men som får noget med sig.

Den uforklarlige Gud

Der er et grundbehov i mennesker, der ønsker at forklare, hvorfor ting sker. Og det er der noget virkelig værdifuldt i. Det betyder jo også, at vi kan komme fremad, få fred og kan forbedre os.

Jeg tror ikke på en meningsløs Gud, men en uforklarlig Gud. Jeg tror på en Gud, der er forklaret i Jesus – men der er stadig en gåde, et spejl og et mysterium, som står uforklaret. Jeg tror, at problemet opstår, når menneskets behov for forklaringer møder den uforklarlige ulykke. Så bliver det enormt svært at tro på Gud. Hvis man ønsker at forklare ham, men ikke kan forklare ham.

Derfor har det været vigtigt for mig at komme hen til accepten af, at Gud gerne må være et mysterium samtidig med at han er alt det andet. Han skal være så meget mere end mig for at kunne lade fire drenge svømme ind i paradis. Og så skal jeg ikke kunne forklare ham. Kunsten eller opgaven – det store trosspørgsmål er, om man også kan lade Gud være den man ikke forstår.

>> Men har dit gudsbillede ændret sig?


Mit gudsbillede har helt sikkert bevæget sig. Da jeg var lille, sang mine forældre godnatsang for mig og bad om englevagt. Ulykken fortæller jo også historien om en Gud, der ikke nødvendigvis sætter englevagt, eller sætter engle, der er passive – eller også fortæller den om en Gud, der ikke selv sætter ind, når hans børn er i fare.

Gud har talt

Thomas’ (red.: en af de omkomne i ulykken) mor Elsebeth er på mange måder et forbillede for mig. I et interview efter ulykken, siger hun noget i retning af, at hun er nødt til at bøje sig, for det er Gud, der er Herren. Det er meget voldsomt, at man kan komme derhen, hvor man kan sige det efter at have mistet sin elskede søn. Men jeg tror, jeg var nødt til også selv at komme derhen.

Den sætning: “Gud har talt” er også interessant. Måske er den meningsbærende. Måske har han sagt noget med det, måske vil han noget med det her. Det er stadig ikke noget, jeg begriber med min forstand, men jeg bøjer mig alligevel. For mig har det været enten eller. Enten så går jeg fra Gud nu, eller også accepterer jeg, at det er Gud, der styrer det, og at min forstand ikke rækker til at kunne fatte, hvad meningen eller planen er. 

Læs også: Gud er et nærvær og et fravær, jeg ikke altid forstår

Det, der har været helt afgørende for mig, når jeg har været i en accept af, at jeg ikke har kunnet forstå Gud, så har jeg søgt at forstå mig selv i det hele. Måden jeg har gjort det på, er ved at være vedholdende i at fortælle historien. At være transparent og filterløs. Det har været den bedste måde, jeg har kunnet bearbejde det på.

>> Hvad koster det dig at fortælle den historie?


Det har nogle gange været en meget blandet oplevelse at fortælle om det, men alligevel har det været virkelig vigtigt. Når man læser eller hører en historie, tror jeg det er naturligt, at man som lytter eller læser i et eller andet omfang identificerer sig med, og prøver at sætte sig i hovedpersonens sted. Og når jeg fortæller en virkelig historie, hvor tilhøreren har hovedpersonen foran sig, så er mit håb, at der opstår en spejling, hvor man kan sætte sig i mit sted. Det gør jeg, fordi det er vigtigt for mig, at få det sagt.

Da jeg begyndte på mit nuværende arbejde, var der lige udkommet en artikel i Kristeligt Dagblad, der fortalte om hele ulykken, og det var enormt lettende for mig, at min leder kom og sagde, at hun syntes det var en virkelig fin artikel. Det samme da jeg begyndte på lærerseminariet, hvor jeg på andendagen blev spurgt til den sten, jeg havde i bæltet Det var en sten, som min farmor samlede op på Sandøy, hvor jeg kom i land efter ulykken. Den var dråbeformet, og hun havde fået lavet den til et smykke.

Jeg siger, at det er en lang historie, men min studiekammerat vil gerne lytte, og efter fem minutter sidder hele holdet og hører mig fortælle. Det var rart for mig, for en af de måder, jeg bekæmper ensomheden på, er ved at jeg lægger min smerte og sorg hen foran folk, så de kan se det. For hvis man går med det selv, hvis ingen andre ser det, så kommer du til at bære på noget, som du er den eneste, der bærer. Og det er ensomt at bære noget alene. I det håber jeg også, der opstår noget i lytteren. Nemlig at være transparent og at turde være skrøbelig. At turde sige til sine venner: "det her er sket, og jeg er ødelagt. Jeg håber, I vil lytte til mig og være med til at anerkende, at det ikke er så nemt lige nu." Så er mit håb, at der opstår et fællesskab, hvor man er lyttende og åbne. Der skal altid være en, der lytter. Der skal altid være en, der stiller de vigtige spørgsmål ind i det. En aktiv lytter, der tør være der. En, der tør være stille og tør gå ind i det. Man skal også bare kunne være stille.

Det handler om at bearbejde sorgen, og derfor er det i sidste ende meget givende at dele min historie.

Tag ham med

Jeg har fået lov at fortælle historien på et par efterskoler, og det er et godt sted at dele sådan en historie. Fordi det handler om en flok unge drenge i starten og midten af 20’erne, der har lyst til at smage på livet – en flok krigere, der skal indtage land. De vil gerne udfordres og prøves. Og når man fortæller det på efterskoler, så har de en alder, der nærmer sig det.

Så kommer historien også til at handle om at klæde dem på. Man skal ikke virke bedrevidende eller klog, men man skal stå foran dem som et menneske fuld af fejl! Ikke for at sige, at man skal frygte havet, eller være bange for at tage afsted ud i verden, men for at sige, at når de tager afsted, så skal de tage ham med! For han har selv været der, i døden. Og han er den eneste, der kender vejen tilbage.

Relateret video

Lyt til salmen: Helligånd, vor sorg du slukke

Salmen er fortolket af Arvid Asmussen sammen med Mattias Højlund, Søren Lorenzen og Niels Højlund.
Video: Jesper Rais.