Jeg vil ikke være præst, før I vil være præster

29-årige Pelle Kviesgaard er ny valgmenighedspræst i Aalborg Valgmenighed, og han nægter at være præst, uden at menigheden vil være præster med ham.

Pelle Kviesgaard, præst i Aalborg Valgmenighed

De færreste er nok blevet afkrævet et svar på spørgsmålet ”hvad er meningen med livet?”. Endnu færre har skullet svare på det, på landsdækkende tv, på under 30 sekunder.

Så hvad skulle Pelle Kviesgaard svare, da han blev konfronteret med spørgsmålet om meningen med livet af Jeopardy-vært Adam Duvå Hall. Som snart udklækket teolog måtte det have noget med Gud at gøre. 

”Jeg fik fremstammet noget med, at Gud elsker os og vil os alt det bedste", siger Pelle Kviesgaard, der fra marts 2018 er valgmenighedspræst i Aalborg Valgmenighed.

Hurtigt forlod Jeopardy-værten emnet med ordene ”Og når livets store spørgsmål bliver for store, så leger du med LEGO i stedet?”, og quizspillet kunne fortsætte, som intet var hændt.

”Men jeg har tænkt over mange gange siden, hvordan jeg egentlig gerne ville have svaret,” griner Pelle.

Alle er præster

Det var samme spørgsmål, som for ni år siden fik Pelle til at vælge teologistudiet. Og på det tidspunkt skulle teologistudiet absolut ikke ende ud i en præstekjole.

Pelle havde været leder i forskellige kristne sammenhænge siden sine teenageår og så ikke sig selv som nogen form for præst. Ja faktisk, førte han som informationsmedarbejder på Menighedsfakultetet nærmest kampagne mod præstedømmet. I så høj grad at der blev klaget over en tale fra hans hånd om at ”Jeg vil ikke være præst før, I vil være præster.”

Jeg følte nærmest, at jeg blev nødt til at læse teologi. Nødt til at fordybe mig i det for selv at finde ud af det med Gud og livet.

”Det har været og er stadig vigtigt for mig, at alle i en menighed er præster. Præsten er ikke bedre, fordi han har kjole på. Han skal ikke være et naturligt centrum, alle har en plads og en opgave i kirken,” siger Pelle.

Han læste teologi primært for selv at finde en mening med det hele.

”Jeg følte nærmest, at jeg blev nødt til at læse teologi. Nødt til at fordybe mig i det for selv at finde ud af det med Gud og livet,” siger Pelle.

Men Pelle opdagede efterhånden, at Gud og meningen med livet ikke kun kan findes i bøger.

Gud, Jesus og Helligånd i balance

I DanskOase er Pelle Kviesgaard langt fra et ubeskrevet blad. Han har været ansat i Aarhus Valgmenighed både som vikarende studenterpræst og, indtil sin ansættelse i Aalborg Valgmenighed, som teenmedarbejder.

Aarhus Valgmenighed og DanskOase er desuden en stor del af fortællingen om, at den unge teologistuderende fra Kibæk bestemte sig for, at han faktisk gerne ville være præst alligevel.

”Jeg kom med på Kursen (en lederuddannelse for teologistuderende i Aarhus Valgmenighed, red.) og gik fra at være en meget tilbagelænet tilhører til at sluge undervisningen til mig. For på Kursen var vi alle med på at tænke nyt om kirken i Danmark,” fortæller Pelle.

Desuden var det en af de første gange, hvor Pelle virkelig mødte en treenig teologi, som han kunne stå inde for.

”I DanskOase forsøger man efter bedste evne at balancere både Gud, Jesus og Helligånden i forkyndelse og praksis. Det er grunden til, at jeg føler mig hjemme der,” fortæller Pelle. 

Støtte, udfordre, opmuntre og trøste

Selv om Pelle Kviesgaard nærmest modvilligt blev draget ind i præsterollen, så befinder han sig godt med sin nye titel af valgmenighedspræst. Og han søgte stillingen i Aalborg, netop fordi han kendte kirken som et sted, hvor folk selv går foran med det, de er kaldet til og ikke bare overlader ”det med Gud” til præsten. "Her er et aktivt og kreativt fællesskab, som nægter at lukke sig om sig selv", fortæller Pelle.

Min opgave som præst er at være udfordrende, støttende, opmuntrende og trøstende.

”Her vil jeg som præst støtte op om de initiativer, der kommer fra menigheden og hjælpe til at udruste mennesker til at gøre det, som de er kaldet til. Min opgave som præst er at være udfordrende, støttende, opmuntrende og trøstende.”

Ét spørgsmål mangler stadig et svar. For hvad er egentlig meningen med livet ifølge Aalborg Valgmenigheds nye præst?

”Jeg leder stadig videre, men jeg kan nok ikke komme uden om Jesus, og hvad han gør ved os mennesker.”

Pelle Kviesgaard

29 år

Fra Kibæk

Bachelor i teologi fra Menighedsfakultetet og kandidat i teologi fra Aarhus Universitet i 2016

To studieophold på Fuller Theology Seminary og i Northland Village Church i Los Angeles

Forskellige funktioner i Aarhus Valgmenighed 2013-18

Redaktør for YFC's ”Mød Gud” evangelisationsbibel 2017-2018