Kirkens diakonale rolle i det socialt udsatte Danmark

Allerede som barn lærte Anika Follmann, at man ikke må behandle udsatte mennesker fra 'samfundets bund' på en særskilt og afstandstagende måde.

TEKST: Dorte Fromsejer Hartig. FOTO: Sandie Lykke.

- Trods deres situation er de jo stadig elsket af Gud, reflekterer Anika. - Jeg fandt sammenhængen mellem at leve et liv som menneske og samtidig have Gud med i alt, og den lærdom har givet mig en rummelighed, siger Anika Follmann, som i marts i år afsluttede en kandidatuddannelse indenfor socialt arbejde. 

De seneste 6 år har Anika Follmann været ansat i Kirkens Korshærs Herberg på Nørrebro, med forskelligt pædagogisk arbejde mellem hænderne, og fungerer nu som koordinator i et botilbud for 12 dobbeltdiagnosticerede beboere. Anika fortæller, at hun nærmest er 'opvokset i DanskOase'. Hendes forældre, Lene og Bjarne Follmann, som begge er diakoner, har altid været kirkeligt engagerede og arbejdede i tre år af Anikas barndom med kristent, socialt arbejde blandt misbrugere på behandlingshjemmet 'Quo Vadis' i Kolding. At have blik for diakoni er således noget, hun har lært fra barnsben. 

Alle kirker har et ansvar

Anika er optaget af, hvordan vi som kirke kan forkynde Jesus som frelser og herre og samtidig være opmærksom på at møde mennesker med de behov, de har.

- Det gælder alle kirker, siger Anika.

- Jeg har svært ved at se for mig, at en evangelisk kirke ikke forholder sig til sit nærmiljø. Alle kirker har et socialt ansvar, og vi skal løfte opgaverne med glæde. Det skal ikke være en byrde, men bør være drevet ud fra Jesu ord: „Da jeg var nøgen gav du mig tøj, da jeg var sulten gav du mig at spise.“

Guds folk kan gøre en forskel

Hendes hjerte banker for de mange udsatte, som har vanskeligt ved at indgå i det etablerede samfund, men hun understreger, at også den ensomme studerende eller den enlige forælder kan havne i en isoleret og ulykkelig situation.

- Jeg har en drøm om, at kirken må blive kendt for at være dér, man går hen, når man leder efter et fællesskab. Når jeg cykler rundt i København og ser de mange, som har brug for hjælp, så tænker jeg, at netop Guds folk kan gøre en forskel. Socialrådgivere og psykologer gør, hvad de kan, og hvad de har beføjelser til, men kan ikke tilbyde fællesskab på samme måde, som kirken kan, forklarer Anika.  

En kærlig relation til samfundet

Anika Follmann mener, at kirken skal blive bedre til at melde sig som aktør i samfundet på de områder, hvor det offentlige ikke magter opgaverne.

- Vi kan blive en velsignelse for vores næste, hvis vi lader os bruge i stedet for at være opslugte af vores egne små fællesskaber, mener Anika.

- Jeg drømmer om, at vi som kirke både kan invitere ind, men i høj grad også tør kigge ud og bringe os selv ind i en kærlig relation med folk i vort samfund, både lokalt og nationalt. At vores lokale menigheder må være lys og salt i verden. At vi må være i samspil med samfundet, hvad enten det handler om de psykisk udsatte eller den ensomme familie, siger Anika. 

Vi må aldrig lade et menneske blive et projekt

Trods mange kristnes velvilje til at hjælpe, så hænder det, at der sker en alvorlig fodfejl. Én af Anikas hjertesager er, at vi aldrig må behandle andre mennesker, som var de et projekt for os i forhold til at ønske, at de bliver omvendt.

- Det missionale må aldrig komme så meget i fokus, at vi undlader det diakonale, understreger hun.

- Undlader vi at hjælpe et menneske i nød, fordi det virker håbløst at få det menneske til at komme til tro, så svigter vi vort kald og vor opgave som kirke til at bringe Guds rige ud til folk.

En dimension af forsoning 

- Jeg møder mange mennesker som længes efter at blive forsonet med enten familiemedlemmer, med sig selv eller med Gud. Men hvordan kan vi som kirke have en rolle at spille ind i dette ? Jeg tænker, at mennesker der har det svært, vil have glæde af at blive inviteret ind i et fællesskab, hvor man kan møde andre, få et møde med Gud og finde sig selv. Fællesskabet kan blive det første skridt til forsoning, helbredelse og lindring i et menneskes liv. Her er det vigtigt at være opmærksom på, at der ikke nødvendigvis er brug for prædikende ord, men blot at vi er til stede og møder det enkelte menneske i dets behov, understreger Anika.

Kristne har ikke patent på Guds kærlighed

Nu er det jo ikke kun kirken, der gør noget godt for de udsatte i vores land. Mange humanistiske foreninger er også på banen, og det ser Anika positivt på og understreger, at vi kristne ikke har patent på Guds kærlighed.

- Der er rigtig mange, der, uden at kende Gud, er bærere af Guds kærlighed, siger hun og fortæller om Night Light Café på Vesterbro, - en natcafé for handlede (prostituerede) kvinder, hvor hun samarbejder dels med frivillige, som har baggrund i kirkeligt arbejde og dels med frivillige, der ikke har det. 

Discipelskab udenfor kirkemurene 

Anika beretter om caféen, at den gruppe af frivillige hjælpere, der ikke hører til i et kristent fællesskab, ofte genkender de kristne værdier i den kærlighed, de er med til at praktisere.

- Her opstår der mange gange et fællesskab omkring næstekærlighed, sådan som vi har lært det fra Gud, siger Anika.

- Jeg kan derfor nævne mange, som er bærere af den samme kærlighed, som jeg selv er bærer af. Jeg synes, at der er en tendens til, at vi som kirke er fastlåste i forhold til, hvad et kristent liv og discipelskab er. Jeg mener, at kirke sagtens kan foregå udenfor murene – dér hvor vi omgiver os med hinanden, siger Anika og fortsætter:

- Jeg drømmer om, at vi som kirke kommer væk fra den stereotype forståelse af, hvad diakoni er. Det ville åbne så mange nye døre.

Modkultur i en forskruet verden

- Vi lever i et samfund, hvor individualitet og frihed er endt i et budskab om, at folk må tage vare på egen lykke, siger Anika.

- Denne kultur har infiltreret vort samfund, og her har vi som kirke chancen for at være modkultur og præsentere et menneskesyn med fokus på, at mennesket er værdifuldt, siger hun.

- Også som enkeltpersoner har vi en opgave og et ansvar for at få vores værdier sat i spil. Værdiger jeg den hjemløse på gaden et blik ? Og min ensomme nabo derhjemme – er jeg opmærksom på ham ? spørger Anika. 

Vores vigtige fortælling

- Det er afgørende, at vi kristne er med i samfundsdebatten. Vi har jo en ofte mere positiv fortælling at komme med end den, der hersker. Og der er brug for nye fortællinger i vores samfund. Mange længes efter at høre, at de som mennesker er unikke og uerstattelige i stedet for at høre, at de bare skal klare sig selv. Vi skal simpelthen gøre os umage for at få denne fortælling ud, slutter Anika. ■