Klima - og hva' så?!

Hvad er det for noget med al den klimasnak – og hvad har det med os i kirken at gøre? I dette dobbeltinterview med meteorolog Mikael Jarnvig og ph.d.-studerende i statskundskab Nikolaj K. Andersen kan du både få hjælp til hoved og hale i problematikken, men også læse om, hvorfor klimabevægelsen har brug for at lære af kristne.

Foto: Meteorolog Mikael Jarnvig

Mikael Jarnvig fortæller: Da jeg startede med at være meteorolog i 80’erne, kunne man godt høre videnskabsfolk diskutere, om det, der skete med klimaet, havde noget med menneskenes aktivitet at gøre. Efterhånden kom der mere og mere forskning. Satellitterne kom op, der blev flere af dem, og de blev bedre. Der begyndte at tegne sig et mere entydigt billede af, hvad vej det går.

Drivhusteorien er fra 1895, så først efter 100 år begynder man at tage det seriøst. Man kunne jo ikke bevise så meget dengang. I dag er man 99,9% sikker på, at klimaforandringerne og udledningen af CO2 hænger sammen. Man er ikke i tvivl mere.

Foto: Ph.d. studerende i statskundskab Nikolaj K. Andersen

Nikolaj K. Andersen fortæller: Klimaet fylder mere og mere i samfundsdebatten, om vi kan lide det eller ej. Det fik mig til at tænke, at her er der noget, der virker til at være vigtigt, og som vi ikke snakker så meget om i kirken.

En af mine inspirationskilder er Ruth Valerio, som har talt på SommerOase. Hun var den første, jeg oplevede, som satte det ind i en kristen kontekst med gode argumenter for, hvorfor klimaansvar bør være en kristen prioritet.

Vejr eller klima

MJ: Som almindelige mennesker oplever vi ikke klimaforandringerne – vi oplever kun vejret, og det svinger rigtig meget. Det er svært at se, hvad klimaet skulle flytte sig, fordi der er så store variationer i vejret fra dag til dag. Når vi i Parisaftalen snakker om, at planetens temperatur ikke må stige mere end 1,5 grad, og vejret svinger med mere end 10 grader fra dag til dag, tænker vi let: ”Nå, to grader, skal det være noget?”

Men når man får store dataserier og kan udregne gennemsnitstemperaturen i lange tidsserier for hele kloden, kan man se, at der er systematik 

i det. Hvis du tager en periode, der er lang nok, så vil den næste periode af samme længde være varmere. Det er dét, der er klima; gennemsnittet af vejret i 30 år.

De klimaforandringer, som pågår i dette sekund, er sat i gang af CO2, vi lukkede ud i atmosfæren for flere årtier siden. Der er så meget tilbage, at selvom vi stoppede al CO2 udledning fra på mandag, ville vi ikke kunne måle det før om måske 40-50 år.

Meget klimasnak kan derfor koges ind til spørgsmålet om økonomisk fordel her og nu, eller om jeg vil investere i fremtiden: I mine børn, mine børnebørn, mine oldebørn og i de fattige lande i verden. 

Dømmesyge, dobbeltmoral og andre dynamikker

NKA: For mig at se er det et samfundsstrukturelt problem. Det er ikke bare det enkelte individs ansvar. Det er noget, vi er nødt til at gøre i fællesskab.

Jeg er nervøs for en alt for stor individualisering. Det er godt, at folk kigger indad og ser på, hvad de gør selv, men ligeså snart vi begynder at blive alt for opmærksomme på andres vaner, kan der opstå en masse usunde dynamikker: Dømmesyge, hykleri, dobbeltmoral.

Betyder det så, at vi ikke behøver tænke på det som enkeltperson? At vi stemmer om det hvert fjerde år og satser på, at vores politikere finder ud af at løse det? Der må være en mellemvej mellem de to.

Jeg vil opmuntre til at se på, hvad for nogle kollektiver vi indgår i, og hvad man kan lave af forandringer der. Kan du lave noget på din arbejdsplads eller i din kirke; når det er mere end én person, rykker det jo meget mere.

På samfundsniveau skal forandringerne komme ovenfra, fra politisk side, men i mindre fællesskaber skal det tit komme nedefra. Menighedsråd, bestyrelser og ledelser har oftest hovedet fuldt af alt muligt andet, og budgettet er i øvrigt også brugt. Det er nødt til at være medlemmer eller ansatte, som siger ”Hey, det her er vigtigt”. 

Klimatosse - og kristen?

MJ: Missionsarbejde og hjælpearbejde i udviklingslande har gjort et stort indtryk på mig. Derfor er det især de fattige lande, der ligger mig på sinde, når jeg snakker klima. Årsagen vokser ud af de riges overforbrug, men konsekvensen rammer de fattige.

Gud har givet os en jord, som vi burde kunne leve på alle sammen, men vores egoisme har ødelagt det, der var Guds mening. I stedet for at dele med hinanden, rager vi til os både som enkeltpersoner, som kommuner, som land, i EU.

Når vi griber ind i naturlovene ved at ændre atmosfærens sammensætning af gasser, bliver vejret ustabilt. Dem, der ikke har teknikkerne til at klare de udsving, må dø eller kæmpe sig vej gennem livet som flygtninge, bekrige eller stjæle fra andre. Det er ikke den verden, som Gud ville have.

Jeg griber i højere grad fat i skabelsen, hvor mennesket får til opgave at vogte jorden. Naturen er ikke bare til for, at vi kan optimere den til maksimal menneskelig nydelse og velvære. Naturen har en værdi i sig selv, som vi er sat til at værne om. Gud kalder skaberværket godt, selv før han har skabt mennesket. Det er den ramme, jeg ser det her klimaspørgsmål ind i: At vi er med til at skade, måske ligefrem ødelægge noget, Gud skabte som godt, når vi har fået den modsatte opgave.

En klimatosset kirke

NKA: Som kristne mennesker burde vi være meget bedre til at forholde os til klimaspørgsmålet. Vi er vant til at tænke, at der er noget, der er rigtigt og forkert. Vi er vant til at vide, at vi alle sammen er hyklere, og vi er vant til at kunne navigere i det uden nødvendigvis at dømme hinanden.

Det ville være oplagt, hvis kirker var forbilleder på det her område. Vi kunne gå ind i snakken på en helt vild kærlig og sober måde, hvor det ikke bare blev ”dømme, dømme”.

Mit drømmescenarie er, at folk i samfundet ville sige ”Ja, vi ved måske ikke helt med Gud og Jesus, men de der kirker rykker godt nok i forhold til klimaet. Det er da imponerende, som de tager den dagsorden på sig.” Er der så nogen, der på den baggrund pludselig dukker op i en kirke, ville det da være skønt – det ville være et godt outcome. Men det ville også være et godt outcome, hvis vi fik gjort noget ved CO2udledningen.

Drivhuseffekten ala Jarnvig

Vi får varme fra solen. Noget af den varme returnerer, men noget bliver her. Hvor meget der returnerer, og hvor meget der bliver, afhænger af drivhusgasserne, som laver filteret i atmosfæren. Hvis det hele er i balance, ryger der ligeså meget ud, som der ryger ind.

Meget drivhusgas findes naturligt i atmosfæren. Vanddamp er f.eks. en kolossal stærk drivhusgas, men det kan vi ikke gøre noget ved. Det er, som det er. Der er også mange andre drivhusgasser: metan, lattergas osv. men CO2en fylder mest og er også en stærk drivhusgas.

Når vi afbrænder olie, kul og gas – fossile brændstoffer, som det hedder – så udvikles der store mængder CO2, og når man afbrænder så enorme mængder fossile brændstoffer, som vi gør, bliver CO2 indholdet i atmosfæren helt ufatteligt astronomisk højt. Varmen kan ikke returnere, så den ophobes, og jordens gennemsnitstemperatur stiger.

Nikolaj K. Andersen

28 år

Ph.d.-studerende i Statskundskab ved Aarhus Universitet

Kandidat i Internationale Studier med bachelor i Idéhistorie

Aktiv i Aarhus Valgmenighed

Holder foredrag om international politik og Kina og kan kontaktes på Andersen@ps.au.dk

Mikael Jarnvig

64 år og gift med Heidi

Far til tre børn på 12, 10 og 8 år

Uddannet meteorolog fra DMI og KU

Siden 1988 ansat ved DR som meteorolog og vejrvært

Har været engageret i gadearbejde på Vesterbro, nødhjælpsarbejde gennem Friends International og er ambassadør for Mission Øst.

Aktiv i Saralystkirken

Mikael holder foredrag om ”Klima og kærlighed” og kan kontaktes på mikael@jarnvig.dk