Livsforvandlende gæstfrihed

Som 13-årig mødte Mona en gæstfrihed hjemme hos Edith og Niels Peter, som førte hende til Gud og forandrede hendes liv for altid.

TEKST: Merete Dalsgaard. FOTO: Anne Hørlyck.

Et råb om hjælp i Afrika

Mona fortæller : Jeg boede i Mariager med min to år yngre søster og forældre. Mine forældre blev udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke til at arbejde med udviklingsbistand i Zambia i 2½ år. Vi kom til et land og en kultur, som på alle måder var forskellig fra vores liv i Danmark. Det var både en ny og spændende verden, men også indimellem usikkert og utrygt. Vi boede i landsbyen Chibote, var de eneste hvide børn, havde ingen elektricitet og ca. 250 km til nærmeste by. Det første år gik vi på den lokale skole, hvor der blev brugt kollektiv fysisk afstraffelse. Min veninde blev gravid og gift som 13-årig, der var oprør mod det tidligere kolonistyre og de fleste hvide og u-landsfrivillige blev hentet hjem af den danske stat. Derudover havde mine forældre det ikke godt sammen. Min mor fik et forhold til en anden mand, som hun holdt skjult for min søster og jeg. 

Midt i alt dette husker jeg, at jeg havde et indre råb om hjælp, men ikke vidste hvem jeg skulle rette det mod, da jeg ikke kendte til at bede. Men Gud kendte mig og hørte min bøn.

Gud sender hjælp fra Mariager

På samme tid i Mariager, fik den ca. 50-årige Edith den fornemmelse, at Mona og hendes familie var i problemer. Hun følte, at hun og hendes mand Niels Peter skulle tilbyde Monas forældre, at de godt kunne have deres to døtre boende. Edith forsøgte at slå det ud af hovedet og bad Gud om, at tanken måtte forsvinde, hvis det ikke var fra ham. Men i stedet voksede tanken. Edith fortæller : Vi var tidligere naboer til Monas forældre. Selvom vi ikke delte den kristne tro, så stolede de alligevel på os. Straks efter at Monas forældre modtog brevet, takkede de ja og bekræftede, at der var uro i området. Det var også en bekræftelse for os på, at det var Guds plan. Pigerne kom til os en måned efter, vi havde skrevet. Vi havde et stort hus og havde i forvejen en kvinde og hendes søn boende, som manglede et midlertidigt sted at være. Vores egne sønner var flyttet hjemmefra, så vi havde også mere overskud, end hvis de havde været små, slutter Edith.

Mona, hvordan var det at komme ind i Edith og Niels Peters hjem ?

Det var en lettelse at flytte ind hos dem, mindes Mona og forsætter : De var interesserede i os, og der var en oplevelse af tryghed og beskyttelse, som jeg havde længtes efter. De var rolige og havde mere gensidig respekt end i mit eget hjem, hvor det manglede. De var autentiske, tog mig alvorligt og talte ligeværdigt til mig. De gik lange ture, var afbalancerede og havde ofte besøg af mennesker, de forsøgte at hjælpe, talte med og bad for. 

Gæstfrihed og kærlighed ledte Mona til Gud

Jeg blev tiltrukket af, at jeg synes deres liv var mere spændende, fordi de ligesom levede i to verdener, den fysiske og den åndelige, hvor jeg jo kun levede i én, husker Mona. Edith delte stærke vidnesbyrd fra sit eget liv om, hvordan Gud konkret havde mødt hende og gjort en forskel, for eksempel engang hun havde været meget syg. 

Der var mennesker i deres hjem, som de sang og bad med. Jeg blev tiltrukket af den kærlighed og fred jeg mærkede ; at Gud er kærlighed og er aktivt interesseret i at være en del af mit liv. Jeg forstod, at Han ville tage imod mig og acceptere mig, som jeg var med alt mit rod. Jeg blev nysgerrig, læste i kristne bøger og i Bibelen, som lå fremme. De var åbne med deres tro og forsøgte ikke at skjule den, men heller ikke presse noget ned over hovedet på mig. Mona fortsætter : Det overnaturlige var naturligt for dem. For eksempel, når Gud talte til dem, så var det ikke noget, de undrede sig over, men noget helt naturligt. De havde stor frimodighed omkring troen. På en måde har jeg arvet dette fra min åndelige mor og far. 

Et nyt hjem

Jeg havde en følelse af at være fundet hjem, siger Mona. Jeg oplevede fred og erfarede kærlighed og stabilitet. Jeg fandt nogle retningslinjer i Bibelen, som jeg havde savnet, om hvordan man skulle leve sit liv. Blandt andet, at vi er skabt til at leve i et ægteskab, og at vi er grundlæggende elsket og ønsket. Jeg fik veninder som støttede mig i troen og viste ægte interesse. Jeg kunne begynde at kende forskel på godt og dårligt, Bibelen åbnede sig og Guds ord talte personligt til mig. Der var også nogle ting, som jeg ikke forstod og var uenig i. Så fik jeg talt med Edith og Niels Peter om den rette sammenhæng. Jeg oplevede også, at Gud talte til mig gennem drømme og billeder og fortalte mig ting om andre mennesker. Blandt andet at min mor levede uden sin mand, hvilket jeg ikke vidste på det tidspunkt. Jeg var ikke længere i tvivl om, at Gud fandtes. Mine dybeste behov blev mødt hos Gud.

Da forældrene vendte hjem fra Afrika, blev de skilt. Mona og hendes søster flyttede væk fra Edith og Niels Peter og ind hos deres far. Hendes mor flyttede sammen med en anden mand og senere flyttede Monas søster hen til moren, mens Mona blev boende hos faren. 

Mona oplevede megen modstand fra sin egen familie, da de fik at vide, at hun var blevet kristen. Hendes forældre blev vrede, råbte ad hende, skældte ud og gav hende forbud mod at gå i kirke. Hun blev anklaget for ikke at tænke selv, men at have kopieret Edith og Niels Peter.

Mona holdt fast i troen trods modstanden fra familien

Ærligt fortæller Mona om modstanden fra sin familie : 

- Jeg ville ikke slippe troen for noget. Det var følelsen af at have fundet livet, som jeg ikke kunne slippe igen. Jeg fik jo støtte fra Edith og Niels Peter og kom fortsat i deres hjem. De mindede mig om Bibelens ord om, at vi skal adlyde vores forældre. Men under konflikter skal vi adlyde Gud mere end mennesker. 

Jeg oplevede fortsat Guds nærvær og erfarede Hans eksistens, men stoppede med at fortælle om det til mine forældre. Jeg vidste godt, at de ikke ville lytte og ville bruge det imod mig. På en måde blev det mit held, at de blev så optagede af skilsmissen, og at min mor flyttede. De glemte mig lidt i det hele og havde svært ved at samarbejde omkring, at holde øje med hvad jeg lavede. For eksempel hørte jeg lovsangsmusik på mit værelse og læste skjult i Bibelen. Jeg vil sige, at jeg gennem modstanden oplevede at blive stærkere knyttet til Gud og fik udviklet en personlig relation til Ham.

Har gæstfrihed en særlig betydning for dig i dag ?

For mig handler det grundlæggende om at lytte til Gud, adlyde, stille sig til rådighed og bruge det man har, siger Mona. Det er vigtigt at bede over og vurdere, hvem man lukker ind til at bo i ens hjem, da det påvirker hele familien. Selv bor jeg i et mindre rækkehus med min mand og to børn. Vi har ikke plads til at have nogen boende for længere perioder, men gæstfriheden kan vi vise på så mange andre måder, mener Mona. For eksempel bærer Mona et hjerte for åndeligt forældreskab, fordi hun mødte det så stærkt hos Edith og Niels Peter og sidenhen i sin trosvandring. Hun er selv mentor for et ungt menneske fra kirken samt for en kollega fra arbejde, og kan finde på at kigge forbi med en omgang aftensmad, hvis hun oplever et behov for det. 

- For mig betyder gæstfrihed at vise kærlighed og venlighed og herved indgå i relationer på naturlige måder, slutter Mona. ■

Fakta

Mona og hendes mand er med i netværket 'Helt hjem,' fordi det er en sag der giver genklang hos dem. Netværket er inspireret af Home for Good i England, som Krish Kandiah er leder for. Han var hovedtaler på SommerOase 2016, hvor han talte ud fra Jakobs brev kapitel 1,27 om at tjene Gud ved at tage sig af forældreløse børn. 

Gruppen findes på Facebook og er tænkt som et første sted for netværk, deling og relation mellem plejefamilier, adoptionsfamilier og andre der ønsker at åbne hjem for børn.