Midt i min fars hånd

Gennem flere år skete der skræmmende og mystiske ting hjemme hos den lille familie i Kjellerup. Frygt og ubehag var en del af hverdagen. Nu er frygten byttet ud med tryghed, og ubehaget erstattet med visheden om, at jeg er elsket og værdifuld for Gud, siger Cheri Bahn.

Cheri Bahn

Jeg hedder Merete Heldt og er leder af KvindeCaféen i Silkeborg Oasekirke. Jeg har aftalt at mødes med Cheri efter KvindeCaféen torsdag eftermiddag. Cheri har været en trofast deltager i KvindeCaféen siden den startede i 2017. Da jeg ser hende, slår det mig pludselig, at hun er smukkere nu, end da jeg mødte hende første gang. Jeg lægger mærke til en sjælden ro og ubekymrethed i hendes dybe brune øjne. Jeg føler mig heldig over at kende hende, og samtidig bliver jeg nysgerrig på hendes historie.

Cheri fortæller

Jeg er opvokset i en ganske almindelig familie uden særlig tilknytning til kirke og kristendom. Da jeg var to år, blev mine forældre skilt, og jeg kom til at bo sammen med min mor.

Jeg kan huske, at min mor var åndeligt søgende, og at hun på et tidspunkt besluttede at komme i Pinsekirken. Jeg var med hende i kirke for første gang, da jeg var ca. 13 år. Det var hyggeligt, og jeg kunne godt lide musikken og de mange lovsange.

I 8. og 9. klasse var jeg på Sdr. Bork Efterskole. Det var nogle af de bedste år i mit liv.
Da jeg flyttede hjem til min mor igen, var hun stoppet med at gå i kirke. Langsomt gled alt det med Gud og Jesus i baggrunden. Det var bare ikke noget, der fyldte i vores liv mere.

Kuldegys og mørke tåger

På et tidspunkt mødte jeg Klaus, og vi fik vores to skønne børn, Signe og Søren. Vi havde det rigtig godt sammen, og det har vi heldigvis stadigvæk.

Men gennem flere år er der på forskellige måder sket underlige og ubehagelige ting det sted, vi har boet. En aften hvor vi kom hjem fra byen, kunne vi pludselig ikke få vores hoveddør op. Det var som om den blev holdt lukket af noget indefra. Med et kraftigt skub fik Klaus endelig døren op, men der var ikke noget at se.
En dag fortalte børnene, at der var ’nogen’, der legede med deres gynger i haven. Vi kunne se at gyngerne bevægede sig unaturligt, men vi kunne ikke se nogen. Jeg gyser helt ved tanken om det. Flere gange har jeg efterfølgende kunnet fornemme uhyggelige skygger, der suste omkring i vores hus, uden at der var nogen. Dette og flere andre ting gjorde mig rigtig bange og utryg, men jeg vidste ikke, hvad vi skulle gøre ved det.

At være i min Fars hånd

I september 2017 startede jeg med at komme i KvindeCaféen i Silkeborg Oasekirke. Dengang forestillede jeg mig ikke, at jeg skulle begynde at komme i kirken. Jeg kunne godt acceptere, at der var en gud, og at Jesus havde gået på jorden engang. Men mere troede jeg så heller ikke på.

Stille og roligt begyndte troen bare at vokse. De ting der foregik i Stillerummet, begyndte bare at sige mig mere og mere. Jeg kunne mærke, at jeg havde længtes efter en Gud, som ser mig, som den, jeg er. Den konstante følelse af ensomhed, blev langsomt skiftet ud med følelsen af mening og fred.

Næsten hver gang jeg sidder i Stillerummet, så ser jeg en stor hånd komme ned gennem loftet. Den kommer ligesom ned og holder rundt om os alle. Det er egentlig ret vildt, for jeg har aldrig før set sådanne ting. I starten blev jeg lidt skræmt af det, men nu ved jeg bare, at det må være Guds måde at minde mig om, at jeg er tryg hos ham, og at jeg er hans barn.

Selv om jeg har haft en god far som barn, så er jeg nu fundet af min Himmelske Far. Han har skabt mig, og han elsker mig præcis som jeg er. Uanset hvad der sker med mig, så vil jeg altid være dér - midt i min Fars store hånd.

Jesus på sygehuset

Her i sommer blev jeg ret syg. Jeg fik pludselig styrtblødninger, og blev indlagt akut på Viborg Sygehus. Jeg husker, at jeg var meget afkræftet. Så skete der noget mærkeligt. Mens jeg lå der i sengen og var ret bekymret og utryg ved situationen, så kom der pludselig et stærkt lys ind ad vinduet. Lyskeglen ramte mig lige i hjertet. Jeg havde en underlig fornemmelse af, at det var Jesus. Jeg kan huske, at jeg sagde: ”Så kom, Jesus. Hvis det virkelig er dig, så hjælp mig.”

Herefter forsvandt min frygt, og jeg fik en stærk følelse af, at Gud passede på mig. Jeg var indlagt i to dage, og følelsen af at være genstand for Guds omsorg, og følelsen af ikke at være alene, blev ved med at være der hele tiden.

Frygten må flygte

Selv om jeg har lært at hvile i Guds hånd, og selvom jeg dagligt øver mig i at vandre i troen på Gud, så kan jeg stadig godt blive bange. Den onde har travlt med at lede mine tanker væk fra Gud og hen på alle mulige skræmmende ting.

Men jeg har lært at bede, og at bede andre om forbøn. Jeg kan mærke at den onde ligesom mister sin kraft, når Jesus kommer på banen. Det er egentlig ret vildt at mærke. Og så hader den onde lovsang, har jeg opdaget. Jeg er blevet mere og mere vild med at komme i Silkeborg Oasekirke, og i de fællesskaber, der er her. Det er en fed kirke, der sker en masse, og så er jeg bare vildt glad for alle de mennesker, som hjælper mig på vej.

Til november skal jeg bekræfte min tro i kirken. Det glæder jeg mig til. Det betyder meget for mig, at få lov at bekende min tro for andre mennesker. Efter at Gud kom ind i mit liv, skræmmer fremtiden mig ikke mere. Jeg ved bare, at min Himmelske Far altid er der. Det må andre gerne få at vide.

x