2019 bliver et spændende år

Ruben Dalsgaard giver sit bud på, hvad der kommer til at sætte præg på DanskOase i 2019.

 

Kære DanskOase

Vi i er kommet ind i 2019, og jeg tror på, at det bliver et rigtig spændende år.

I 2019 kan DanskOase fejre 30 års jubilæum. Tredive år! Det er faktisk det, man kalder en generation, og det tror jeg godt kan beskrive noget af det, vi oplever i DanskOase. Jeg er spændt på at se, hvor Gud vil tage den næste generation i DanskOase hen.

Oasehøjskolen bliver et nyt center
Vi har i hvert fald fået et nyt center, som på en særlig måde skal rumme de unge, den opvoksende generation, i Oasehøjskolen. Jeg glæder mig til at se, hvad det er for en dynamik, der skal udfolde sig omkring højskolen, hvordan liv med Jesus bliver formet og drømme om Guds rige bliver født.

Visionsproces
I 2019 skal vi også arbejde med en ny vision. Lytte til Gud og lytte til hinanden. Hvor går vejen frem? Hvad skal have fokus og hvor skal vi satse vores energi og ressourcer? Det er en proces, vi gerne vil involvere jer alle sammen i.

Det begynder i stilheden med Jesus
Og så skal vi mødes til den store fest i Horsens og modtage kraften fra det høje. Jeg er i stor forventning til, hvad Gud vil gøre der på SommerOase. Der er lagt i ovnen til en fantastisk festival.

Men først skal vi mødes til LederOase og fokusere på at finde ind i stilheden og tage imod Jesu nærvær. Jeg elsker den sammenhæng mellem SommerOases ”Kraften fra det høje” og LederOases finden ind i stilhed. For vi tror ikke på, at vi modtager Guds virkelighed, Guds kraft, ved at piske entusiasmen op. Det begynder i stilheden sammen med Jesus.

Jeg tror, de fleste af os har en del at lære på den konto, så kom med til LederOase, også selvom det nu er på falderebet, du kan nå det endnu.

Jeg håber og beder til at 2019 bliver et velsignet år for dig og et nådeår for kirken og for os i DanskOase.

Gods nytår!

Kærlig hilsen Ruben Dalsgaard
Generalsekretær i DanskOase

Læs mere om SommerOase

Tilmeld dig LederOase


Annoncer

x