Anika Follmann har opsagt sin stilling som landsleder

Ved udgangen af november 2021 er Anika Follmann ikke længere landsleder for Børne- og UngdomsOase. Vi siger tak for fire fantastiske år sammen.

Anika Follmann stopper som landsleder i Børne- og UngdomsOase

I fire år har vi haft glæde af Anika Follmann som landsleder i BUO. Det er med stor respekt, taknemmelighed og en smule vemod, at vi forbereder os på at give slip. 

Anika fratræder efter eget ønske sin stilling som landsleder ved udgangen af november 2021. Beslutningen har ikke været let, men den har været undervejs i et stykke tid og Anika fortæller, at det føles rigtigt at give stafetten videre nu.

I DanskOase har vi været utrolig glade for samarbejdet med Anika, som på mange måder har løftet BUOs arbejde ud i netværket og banet vej for nye initiativer og arbejdsområder. Der er fart på i BUO.

BUOs formand giver også udtryk for taknemmelighed og lægger især vægt på Anikas visionære blik og det medfølende hjerte, hun udviser for den enkelte medarbejder. 

Læs hele formandens orientering

Vi glæder os over, at vi fortsat skal møde Anika på SommerOase og andre steder, hvor BUO har en finger med i spillet. Selvom Anika giver landslederfaklen videre, er hun stadig barn af Oasebevægelsen. Det kommer man ikke sådan lige over. 

På vegne af DanskOase
Ruben Dalsgaard, generalsekretær

BUOs bestyrelse er gået i gang med processen omkring ansættelse af en ny landsleder, og der vil i løbet af de kommende uger komme et jobopslag.


Annoncer