Bibelpraksis på SommerOase

Har du svært ved at holde dig vågen om morgenen? Så er der godt nyt. Formiddagsmøderne på SommerOase vil i år få et nyt format, så de bliver endnu mere spændende.

Formiddagene i StoreTelt på dette års SommerOase har fået et nyt format. Formiddagsmøderne vil i år være lidt længere og sætte større fokus på det praktiske i et spændende sammenspil mellem bibelundervisning og praktiske øvelser i Åndens gaver.

Udforskende og udfordrende undervisning

Ruben Dalsgaard, generalsekretær i DanskOase, glæder sig utrolig meget til det nye formiddagsformat og fortæller her, hvorfor møderne er blevet ændret, og hvad han personligt glæder sig allermest til:

- Vi har valgt at ændre formiddagsmøderne, fordi vi gerne vil skabe rum til mere praksis, tilbyde forbøn og give mulighed for, at vi kan bede for hinanden. Vi gør det, fordi vi tror på, at Gud har noget helt specielt i vente til os. Til møderne vil der være undervisning i, hvem Ånden er, hvad han gør i os og gennem os.

Møderne skal være en kraft og udrustning til tjeneste, sendelse og mission i trygge rammer. Vi kan forvente at blive udfordret, men vi kan også forvente at blive mødt af Guds Ånd på en ny og overraskende måde og ikke mindst blive kaldt ind i Guds nærhed og kraft.

Personligt glæder jeg mig rigtig meget til at sætte fokus på Åndens gaver og til at eksperimentere i et sikkert miljø og på et bibelfunderet grundlag. Jeg glæder mig til at prøve, at den undervisning, vi får, også kan tages med ind i bønnen, responsen og tilbedelsen, så Guds ord kan arbejde med os.

Men hvordan bliver de nye møder om formiddagen?

- Møderne vil begynde med fest og hengivelse til Gud, hvor Arvid med band vil lede os igennem lovsang. Derefter vil vi blive ført igennem god bibelundervisning med fokus på det, Helligånden skaber og gør. Efter bibelundervisningen vil der igen være lovsang og ikke mindst mulighed for forbøn. Til sidst vil der være tid og rum til at afprøve undervisningen i praksis, siger Ruben Dalsgaard.

Besøg af Paul og Becky Harcourt

Årets bibeltimer vil blive ledt af Paul og Becky Harcourt fra New Wine i England. Paul og Becky har en stærk passion for at leve og tjene i Åndens kraft, så det overnaturlige sker i trygge og bibeltro rammer. Du kan læse mere om Paul og Becky på SommerOases hjemmeside.


Annoncer

x