Det blev jul i år trods alt

2020 kommer nok ikke på top 10 over fede år. Men julenatten fortæller, at når natten er mørkest bliver morgenen født. Formand for DanskOase Ole Backer Mogensen ønsker glædelig jul med en hilsen til alle.

Kære alle i DanskOase

”Frygt ikke, der er født jer en frelser, Han er Kristus, Herren!”

Det blev jul i år trods alt! Englens ord i julenattens mørke er den forankring, DanskOase lever på. Frelseren er kommet – og vi følger ham. Så helhjertet som vi formår. Alle tidens benspænd til trods. I tillid til at Herren er hos os og fører os igennem udfordringerne.

Vi vil gerne ønske jer alle en velsignet jul! Menigheder, præster i netværket, alle der oplever tilknytning til DanskOase: Må gudsrigets glæde og fred fylde hjem og hjerter!

Året 2020 kommer nok aldrig på top 10 over fede år. Som lederskab og stab har vi stået med omlægninger af to SommerOaser, med afskedigelser af stab, med store økonomiske beslutninger, med en højskole som efter et velsignet efterårssemester nu har brug for al jeres forbøn for nye elever. Vi har kaldt på jeres støtte i form af bøn og gaver. Vi har savnet det fysiske fællesskab. Det er let nok at se det svære, men det er ikke hele historien om 2020. For der var unge, der på Rudehøj Efterskole fik sit bedste ungdomsår. Der var unge, hvis liv blev forankret dybt i Kristus på Oasehøjskolen. Der var dem, som fandt ind i fællesskabet i menighederne. Der var menigheder, som rystet i rutiner, fandt nye veje at gå. Der var dem, som mødte Jesus gennem SommerOase online. For mange kan året vise sig at være skelsættende og et vigtigt år i Helligåndens dannelse.

Selv ser jeg et år, hvor Jesus var der – hele vejen, trofast og nådefuld med den nødvendige styrke til opgaverne. Så vi frygter ikke. Julenatten fortæller, at når natten er mørkest bliver morgenen født.

Vi går nu ind i højtiden. Forenede i samme tilbedelse og samme Ånd. Selvom vi er spredt rundt i sociale bobler, så lad os bære lys for hinanden gennem lovsang og bøn.

Glædelig jul i Jesu navn

På vegne af DanskOases lederskab

Ole Backer Mogensen


Annoncer