Det går godt på Oasehøjskolen

Formand for Oasehøjskolen, Jakob Carl Christensen, bringer en hilsen fra højskolen og en opmuntring til at give økonomisk støtte til elever uden tilstrækkelige økonomiske ressourcer.

Kære forældre, interesserede og støtter af Oasehøjskolen

Det går godt på Oasehøjskolen! Vi er nu godt i gang med 2. hold og i skrivende stund nyder de vejret og de mange spændende seværdigheder på Cypern. Tak for din støtte og forbøn for skolen.

På første hold havde vi 30 elever og her på efterårsholdet har vi 18 elever. Det er helt normalt, at højskolehold varierer i størrelse i henholdsvis forår og efterår. Det skyldes blandt andet, at gymnasieelever først skal have sparet op til et skoleophold. Det koster cirka 30.000 at tage et halvår på en højskole. Til foråret forventer vi 35-40 elever på hold 3.

Økonomien er en udfordring for eleverne

På de to første hold har en del elever haft glæde af diverse rabatordninger og særlige støttekroner, doneret af venlige mennesker, der kunne se idéen i at understøtte dels de unge, dels Oasebevægelsen som helhed, ved at yde et tilskud til skoleopholdet.

For en del elever er økonomien en reel udfordring og pengene har været givet rigtig godt ud og gjort en afgørende forskel. Midlerne til dette samles i en "Elevstøttefond", som udelukkende går til økonomisk støtte at de elever, der er udfordret på finanserne.

Økonomisk saltvandsindsprøjtning til elevstøttefonden

Elevstøttefondens kasse er nu ved at være tom og vi har således ikke mulighed for at yde økonomisk støtte til de, der har behov for en ekstra håndsrækning på holdet, der starter i januar 2020.

Derfor tager vi med tak imod en økonomisk saltvandsindprøjtning til elevstøttefonden, så vi kan hjælpe lidt flere til et skoleophold på Oasehøjskolen. Det er naturligvis svært at forudse, hvor stort behovet bliver, men vi tror vi når langt med 150.000 kr.

De kunne fordeles med eksempelvis 10.000 kr. til 15 elever, så deres betaling reduceres fra cirka 30.000 til cirka 20.000 kr.

Ønsker du at give en gave til elevstøttefonden, er du velkommen til at kontakte forstander Steen Balle på forstander@oasehojskolen.dk.

Tak for enhver gave, støtte og forbøn for skolen.

Jakob Carl Christensen
Formand for Oasehøjskolen


Annoncer