Et bedre teenspor på SommerOase

Vi glæder os til at samle omkring 300 teenagere på SommerOase til en uge med fed lovsang, sjove aktiviteter, god undervisning og fællesskab. Det sker i uge 29 og denne gang får fællesskabet på teensporet nogle anderledes rammer og et nyt navn: VIBE

Teenagere bor hos forældre

Vores teenagere på 13-16 år har de seneste år boet i ungecampen på SommerOase sammen med de lidt ældre unge på 17-22 år. Men da kulturen blandt teenagerne i ungecampen og til møderne har været en udfordring de seneste år, har vi valgt at gentænke konceptet, for at give teenagerne en bedre oplevelse.

Det gør vi ved at frigive ressourcer hos de frivillige ungeledere, så de bruger deres energi og kompetencer på at facilitere indhold og sociale rammer i dag- og aftentimerne på SommerOase. 

Det betyder, at teenagerne bliver forældrenes ansvar om natten og på andre tidspunkter, hvor der ikke er møder eller planlagte aktiviteter på teensporet. Helt praktisk skal teenagerne bo hos forældre på campingpladsen – det bliver ikke muligt for teenagere at overnatte i ungecampen.

Den lette løsning?

”Det kan på papiret se ud som den lette løsning,” siger landsleder Anika Follmann, ”et helt nyt og gennemtænkt koncept er imidlertid ikke den lette løsning, men derimod hvad vi tror, er den rigtige løsning. Oases teenagere er på vores hjerte og derfor gør vi det, vi tror, der skal til.”

Maria Aagaard, som leder teensporet på SommerOase, møder i disse år en ungdomsgeneration med et stort potentiale – men også en splittet ungdomsgeneration, der i bund og grund bare gerne vil lykkes, men ikke evner at sætte sig selv eller hinanden fri i fællesskabet.

”Teenagerne spørger, om de er gode nok,” siger Maria Aagaard, ”og vi vil være det fællesskab, der fortæller dem, at de altid allerede er elsket, og vise dem, at det er en sandhed, som de aldrig kan træde ud af.”

Danmarks dejligste teenagere

Asbjørn Ramlov, som er far til to teenagere, finder det ærgerligt, at det har været nødvendigt, at gentænke konceptet for teenagerne, men anerkender samtidig beslutningen: ”Nu får vi forældre tid og lejlighed til at vise, at vi gerne tager det ansvar, der er vores; både i den lokale landsby og når der skal støttes op om de unge ledere, der sørger for en fantastisk oplevelse for vores teenagere.”

Det er vigtigt at understrege, at der ikke er behov for at finde syndebukke blandt teenagere eller forældre. Den problematiske kultur på teensporet skyldes ikke dårlige intentioner fra nogen, men er mere et udtryk for, hvad der kan ske blandt teenagere, der på alle måder er påvirkelige og ikke altid kan gennemskue de handlinger, de bliver en del af. Vi må se i øjnene, at vi ikke er lykkedes med at skabe et camptilbud, der giver nok tryghed og tydelige rammer for vores teenagere.

Derfor drømmer vi nu om at sætte rammerne for et trygt og frisættende fællesskab for teenagerne. Vi samler et stjernehold af ledere, både unge og voksne, som brænder for at tænke nyt om indhold og rammer. Generelt vil vi gerne involvere flere voksne i samværet med teenagerne på SommerOase.

Det nye teenspor kommer til at hedde VIBE.

”Sammen med forældre, frivillige ledere og efterskoler vil vi gøre vores ypperligste, for at skabe det bedste teenspor for Danmarks dejligste teenagere”, slutter Anika Follmann.

Vil du hjælpe?

Har du spørgsmål til nyheden om teensporet på SommerOase eller har du mulighed for at bidrage med voksen tilstedeværelse, er du velkommen til at kontakte landsleder for Børne- og UngdomsOase Anika Follmann på 22132990 eller anika@buo.dk


Annoncer