Hvem er de frivillige på SommerOase?

Hvem er de egentlig og hvorfor gør de det? Vi har talt med fire forskellige SommerOase deltagere om deres erfaringer og oplevelser som frivillige på SommerOase.

"Jeg er en del af noget større"


Jeg har været frivillig som ”runner” på SommerOase de sidste 13 år. Jeg er med til at hente og bringe ting, der bliver brugt under SommerOase, som ikke bliver lejet, fx møbler, udsmykning, instrumenter og legetøj. Det er en hyggelig tjans, hvor jeg får lov til at mødes med alle mulige mennesker, men der skal jo også køres og flyttes en masse.

Jeg nyder at være en del af noget større, og selvom min tjans er ret usynlig, så er jeg bevidst om, at den opgave, jeg har, er med til at give andre folk mere tid og overskud til at klare deres opgaver. I sin tid startede jeg da jeg fik kørekort, fordi jeg synes det var spændende at køre med stor ladvogn, og det er fedt at komme vidt omkring og få en god fornemmelse af, hvad der rører sig blandt mennesker.

- Ruben Simonsen, Runner

"Fedt at bruge de erfaringer jeg selv har fået i livet"


Jeg har været leder af rådgivningen på unge-sporet. Vi var med til formiddagsmøderne hos de unge, og det var så fedt at mærke deres energi og passion og deres måde at møde Gud på. Under mødet var vi til rådighed til samtaler for de unge, og det var hjertegribende at høre deres fortællinger om svære ting i deres liv. Jeg er glad for at være med til at sørge for, at unge ikke skal gå alene med tunge ting og livsvigtige overvejelser, men kan få sparring og støtte.

Jeg synes, det er fedt at tjene på den her måde, hvor jeg kan bruge de erfaringer, jeg selv har fået i livet og give noget, jeg selv savnede som forvirret ung – og så havde vi bare et dreamteam af frivillige rådgivere!

- Helmi Päivinen Jensen, Rådgiver

"Vi har et godt fællesskab"


Jeg startede som frivillig på SommerOase for 10 år siden og har i al den tid arbejdet med el-installationerne. Min baggrund som elektriker/el-installatør gav mig en oplagt mulighed for at omsætte min erhvervsbaggrund til en frivillig tjeneste.

Det har altid været en spændende opgave, men nogle gange en udfordring, som for eksempel da vi i Odder ikke havde så meget strøm til rådighed. Men det er sådan en fantastisk følelse at stå med en stor udfordring og så igennem godt sammenhold og en fælles kraft nå i mål alligevel. For vi har virkelig et godt fællesskab på vores lille el-hold. Vi bruger vores talenter på en lav-praktisk måde og har det bare altid sjovt sammen.

- Jesper Nygaard, Elektriker

"Det er vigtigt for mig at være frivillig"


Jeg elsker min opgave, den er sjov, men også udfordrende. At være eventproducer i StoreTelt består af kommunikation mellem liveproduktionen ude bagved, lyd- og lysfolkene, mødelederne og den ansvarlige for møderne i teltet. Det gælder om at følge godt med, når alle informationerne bliver givet undervejs i mødet. Man ved aldrig helt, hvad der kommer til at ske, og vi oplever, at Gud tit rykker lidt rundt i vores planer (heldigvis).

Som ny havde jeg ingen erfaring på området, men man lærer ret hurtigt, hvad det kræver for at få møderne til at fungere. Det er vigtigt for mig at være frivillig og give noget til de mange tusinde mennesker, der kommer på SommerOase.

- Johanne Frisgård, Eventproducer

Du kan også blive frivillig på SommerOase!

Se flere opgaver og tilmeld dig som frivillig her


Annoncer