Kære alle i DanskOase

DanskOases formand Ole Backer Mogensen sender en hilsen til alle i DanskOase midt i Corona-pandemien.

Ole Backer Mogensen - Sognepræst og formand i DanskOase
Foto: NE Creative Media


"Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi lever eller dør, tilhører vi Herren."
(Romerbrevet, kap. 14, vers 7)

Det er usædvanlige tider. Og usædvanlige tider kalder på eftertanke og omsorg. Vi i DanskOases lederskab tænker på og beder for alle jer, som er tilknyttet bevægelsen. Menigheder, familier, enkeltpersoner. Vi håber, I er raske, og at der overalt i menighederne findes vej for omsorgen og for en lytten til, hvad vores særlige opgave og kald er i en tid som denne.

Vi ved, at vi som mennesker i vores tid og i den globale verden deler vilkår og skæbne med alle andre, når man står overfor en truende virus. Vi kan blive syge, vi kan endda miste eller dø, vi kan rammes af frygt, og vi rammes som alle andre af de begrænsninger, som med nødvendighed lægges ned over verdenssamfundet. Og vi tror samtidig, at Gud har et særligt kald til sit folk i en periode som denne.

Forvandlede hjerter

En pandemi sætter samfundet i stå, og isolation trækker os tilbage mod os selv og vores nære. Det er en bibelsk tanke, at alting samvirker til gode for den, som elsker Gud, og derfor bliver bønnen: Herre, brug også denne tid til at forme os til at ligne dig. Fuldfør i denne tid din gode gerning i os, at vi må fuldføre vore liv godt.

Den tid som er lige nu, er for de fleste en ventetid. Vi ved ikke, hvad der kommer. Når Gudsfolket venter og afventer, så har ventetider altid været formative tider, hvor Gud kalder os til at blive forankrede i ham. I denne tid vil den bedste forberedelse være at slå dybere rødder i Jesus-forholdet. At besinde os på, hvem vi dybest set hører til, og hvor vores egentlige hjem er.

Romerbrevet minder os om, at vi i liv og i død tilhører Herren. Denne alliance og forankring i Kristus kan skabe et rum af fred midt i kaos. De bibelske salmer rummer et særligt sprog for denne forankring, som når salme 91 siger:

"Den, der sidder i den Højestes skjul, har sin bolig i den Almægtiges skygge; han kan sige om Herren: "Min tilflugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på." Han redder dig fra fuglefængerens fælde, fra den hærgende pest. Han dækker dig med sine fjer, du kan søge ly under hans vinger; hans trofasthed er skjold og værn. Du skal ikke frygte for nattens rædsler eller for pilen, der flyver om dagen, ikke for pesten, der breder sig i mørket, eller for soten, der hærger ved højlys dag."

Men hjerter bliver bange og det gør vores også. Vi ved, at også kristne bliver syge og dør. Den første læge fra Kina, som advarede om corona, var ifølge internettet en kristen, og han døde af corona. Andre står i fare for at miste job og møde økonomiske udfordringer. Så vi både beder om beskyttelse og overgiver os samtidig til Gud, hvis vi skulle blive dem, der bliver ramt. Men også frygten er givet som noget, der kan stå i Guds tjeneste, til at forvandle hjerter. Frygten kan give os den nødvendige bekymring for andre, så vi passer bedre på hinanden og tager de nødvendige hensyn. Og frygten kan blive den impuls, som får os til at søge Gud og til at bede. Gud kender vores frygt. Jesus selv oplevede frygten i Getsemane, så ingen af os skal skammes ud for at frygte. Men må den lede os derind, hvor vi som Jesus betror os i Guds hånd med vores skæbne.

Levende Fællesskaber

Pandemien sætter også fokus på fællesskabet. Sjældent har vi oplevet en så fælles oplevelse af, at vi som mennesker må stå sammen og at vi i fællesskab kæmper mod pandemien. Og samtidig bliver fællesskabet udfordret, når forsamlinger forbydes og menneskelig kontakt begrænses. Men fællesskabet lever, og vi ser fantastiske eksempler på Gudsrigets værdier udspille sig, når et helt samfund lukkes ned for især at beskytte den svage og sundhedssystemet. Vi ser stor godhed.

Når omsorg ikke kan defineres som nærhed men som afstand, og når vi ikke 'kan tage hinandens hånd' må vi gå andre veje. Kristi kirke har en rolle i denne tid, og rundt om i DanskOases menigheder tænkes der kreativt på, hvordan vi kan være fællesskaber som bærer hinanden og lade evangeliet få stemme. Børne- og UngdomsOase (BUO) tænker i formidling til børn. Menigheder formidler hjælp til syge og ensomme. Gudstjenester formidles på diverse digitale platforme. Og evangeliet finder sin egen vej.

Og der bliver kaldt på os som fællesskaber. For Kristis kirke er et legeme - og kan aldrig lukkes ned.

Det er vores bøn, at vi lykkes som levende fællesskaber i omsorg, i kærlighed.

Som Guds folk er vi givet et fællesskab, som ikke er geografisk betinget. Vi kan være sammen "i ånden", selv på stor afstand. Og bønnen har altid været et væsentligt udtryk for omsorg og for tjenesten for mennesker og verden. Vi tror, at der nu kaldes på os til den særlige tjeneste som forbønnen er. Vi skal bære verden i bøn. Forene os i menighederne i fælles bedetider - og bede-rum. Når vi ikke kan besøge den syge i menigheden, så kan vi bede om Jesu helbredende nærvær hos den syge. Bede om at den sundhedsprofessionelle må være et Kristi nærvær for den syge.

Midt i Samfundet

Samfundet er rokket og truet på mange niveauer. Skal vi være en bevægelse midt i samfundet, så er det nu, vi skal bære vores ledere i bøn. Beslutningstagerne bærer umenneskelige ansvar på alles vegne. Paulus vovede næsten at se hans tids ledere som indsatte af Gud til bestemte opgaver. Vi skal bede både for alle ledere på det politiske niveau, alle som står med ansvaret for den fælles økonomi, og så skal vi bede for vores sundhedsvæsen og alle som lige nu bærer de daglige omsorgsopgaver.

Men epidemien afslører også samfundets skyggesider. Nogle har påpeget et overmod i det postmoderne samfund, hvor mennesket tilsyneladende har fået bugt med de store trusler som krig, sult og epidemier. Menneskets magt har skrevet Gud ud af ligningen. Måske skal vi på vores tids vegne vove at bekende overmodet for Gud, bekende tendensen til at ville gøre os selv til guder.

Mange af os i DanskOase holder i forvejen fastetiden. Det er en tid for bøn og bod. I tidlige tidsaldre ville en pandemi have kaldt på netop bøn og bod. Er vi nogle af dem, som foran Gud skal bruge tiden til at gøre bod, og bekende hvor vi sammen med tiden er blevet sekulære og har syndet mod Gud, medmennesket, naturen, sådan som det altid har været en profetisk tjeneste, at stå forrest også i syndsbekendelsen?

Vi er håbets folk. Vi ved, at dette er for en tid. Med kirken til alle tider tænker vi, når en krise rammer, på om det kunne være et endetidstegn, et tegn på Kristi snarlige komme. Vi ved det jo ikke, men vi vover at løfte hovedet med bønnen: Kom Herre, kom snart, og frels, forny og helbred dit skaberværk. For håbet lever stærkt mellem os, at midt i alt dette der er den kommende verdens kræfter allerede til stede. Det er Gud, som i sidste ende holder alt dette i sin hånd. Og den treenige Gud tilhører vi.

Vi fra DanskOases lederskab vil bede for jer. Og vi vil forsøge at bære med, som vi bedst kan.

Må Herren være jer alle nær og bære jer i denne tid!

På vegne af DanskOases lederskab
Ole Backer Mogensen

Mød Ole Backer Mogensen på SommerOase 2020

På SommerOase vil Ole tale om, hvordan Gud er nær - også når han føles fjern.

Se flere talere på SommerOase her


Annoncer