Kontorelev til Oasekontoret

Vi søger en kontorelev som vil arbejde med på DanskOases vision om fornyelse i kirken i Danmark, og samtidig vil være Oasekontorets knudepunkt i det daglige - med en central rolle for organisationens øvrige aktiviteter og funktioner.

Hos os får du en uddannelse med fokus på planlægning og gennemførelse af konferencer. Du får mulighed for at blive klogere på de økonomiske mekanismer i en kirkelig organisation, og prøve kræfter med projektstyring, ledelse og kommunikation.

Hvad kommer du til at lave?

Dit hovedfokus bliver på administration, økonomi og kommunikation - i den daglige drift og på vores konferencer. Eksempler på konkrete opgaver kan være:

Administration og kundeservice:

Der vil være daglig administration forbundet med håndtering af henvendelser, vedligeholdelse af adressekartotek og lign. Derudover får du ansvar for admininstration i forbindelse med BUO medlemskaber, hvilket bl.a. indebærer ind- og udmeldelser, kontingentstatus og indsamling af dokumentation fra lokalgrupperne til DUF ansøgning.

Økonomi og indkøb:

De økonomiske opgaver indebærer bl.a. bogføring, fakturering og kontorindkøb med budgetansvar. Du vil få mulighed for at bidrage til organisationens fundraisingstrategi, og der vil i perioder blive behov for at assistere vores telemarketing medarbejder i phonerkampagner.

Kommunikation og konferencer:

Du får ansvar for aktivitet og kommunikation på sociale medier i samarbejde med øvrige kommunikationsmedarbejdere. Det indebærer bl.a. at dele nyheder og historier, svare på henvendelser og monitorere trafikken på sociale medier. På SommerOase er du med på teamet som håndterer reception, ankomstlogistik, gæstedagsparkering og indsamlinger.

Hvad forventer vi af dig?

Du bliver en del af et stabsteam i en mindre organisation, hvor vi arbejder med en høj grad af frihed og selvstændighed.

Du er nysgerrig:

Du bliver et bærende element i vores administrations- og økonomidrift, men du vil også opleve at få stor frihed til at planlægge din egen arbejdsdag og deltage i udvikling af vores produkter og konferencer. Vi er en dynamisk organisation, hvor der er plads til at udvikle nye idéer løbende.

Du tager ansvar:

På konferencer arbejder vi i teams under overskriften "ingen er i mål, før alle er i mål", mens vi i dagligdagen på kontoret arbejder mere selvstændigt - i frihed under ansvar. Vi er derfor afhængige af, at du forholder dig ansvarligt og detaljeorienteret til dine opgaver, så vi sammen kan skabe de bedste resultater.

Du er en god vært:

Du bliver et ansigt og en stemme udadtil - i telefon, på mail, sociale medier og i reception på konferencer. Du kommer dermed i kontakt med rigtig mange mennesker, hvor du må tilpasse din kommunikation til forholdene. Det overordnede ansvar består i at repræsentere Oase med de kommunikationsværdier vi står for.

Sådan ansøger du

Ansættelsen er på fuld tid og med tiltrædelse senest 1. marts 2018 - dog gerne før. Arbejdsstedet er med udgangspunkt på kontoret i Odder. Løn og pension efter gældende overenskomst for kontorelever.

Send en ansøgning til sekretariatsleder Jesper Winberg på jesper@danskoase.dk senest den 22. januar.

Spørgsmål til stillingen kan ligeledes rettes til Jesper på tlf. 24883960 eller tidligere kontorelev Kathrine Wanninger på kathrine@danskoase.dk 


Annoncer