Lisbeth Baun har fokus på trivsel og udvikling

Den 1. januar 2020 fik DanskOase og BUO ny sekretariatschef. Lisbeth Baun fortæller om sin første måned på Oasekontoret.

Lisbeth Baun, sekretariatschef i DanskOase og BUO

Jeg hedder Lisbeth Baun. Jeg er 51 år og er tiltrådt stillingen som sekretariatschef i DanskOase og Børne- og UngdomsOase (BUO) fra 1. januar 2020.

Arbejdsmæssigt har jeg en baggrund i skoleverdenen, hvor jeg har været sekretær og forretningsfører på en kristen friskole gennem mange år, og senest har jeg arbejdet i en økonomiafdeling på en større erhvervsskole.

Jeg er gift med Carsten Baun, og vi er forældre til tre voksne børn. Vi bor på en landejendom lidt uden for Holstebro indtil 1.april 2020, hvor vi rykker op fra det vestjyske efter 27 år og flytter til Voel Hede øst for Silkeborg.

Vores første deltagelse i et Oase-stævne var tilbage i 1995 og siden har vores familie nydt godt af og hentet meget inspiration og oplevet stor velsignelse i netværket omkring DanskOase og på stævner og events. I 2005 var vi sammen med andre familier med til at danne Holstebro Oasekirke, hvor vi har været engageret i flere forskellige tjenester siden.

Min første måned på kontoret

Som sekretariatschef indgår jeg i den daglige ledelse sammen med generalsekretær Ruben Dalsgaard og BUO’s landsleder Anika Follmann. Jeg har ansvar for stabens dagligdag på kontoret i Odder og ansvar for en række medarbejdere i sekretariatet. Jeg er optaget af, at skabe gode trivselsstærke miljøer og udviklingsfremmende rammer for den enkelte medarbejder, som gør at den enkelte får rum og plads til at udfylde sin rolle og sit potentiale såvel fagligt som menneskeligt.

I min første måned her på kontoret har jeg mødt en skøn flok af virkelig dygtige og dedikerede medarbejdere, som alle bidrager på et højt niveau til DanskOases og BUO’s mission og vision, og det er med stor ydmyghed, at jeg træder ind i ”teamet.” Jeg glæder mig til at lære stab og alle jer rundt om i netværket meget bedre at kende. I kan finde mig de allerfleste dage på Oasekontoret i Odder, hvor jeg også håndterer økonomi og administration.

Jeg forventer mig rigtig meget af WorkCamp og SommerOase. Her vil jeg helt sikkert komme til at arbejde med nye områder og møde nye udforinger – blandt andet i receptionen og på butiksområdet. Min læringskurve bliver med garanti stejl, men jeg er super klar – og måske ses vi iført arbejdstøj, hjelm og sikkerhedssko (dét ”outfit” har jeg altid drømt om, at gøre mig fortjent til at iføre mig).

Kontakt Lisbeth på lisbeth@danskoase.dk eller 22 26 89 98.


Annoncer