Ny i DanskOases lederskab: Marianne Muff Førrisdahl

Den 30. januar 2021 gennemførte DanskOase det årlige repræsentantskabsmøde online. Her blev Marianne Muff Førrisdahl valgt ind i lederskabet.

Marianne Muff Førrisdahl, DanskOases lederskab

"At blive kaldet til at være en del af lederskabet i DanskOase er en meget ny tanke for mig. Jeg glæder mig til arbejdet, til at bidrage med de kompetencer som DanskOase har kaldet mig til at bidrage med, og til at repræsentere Esbjerg og Kvaglund Kirke som en folkekirkemenighed i DanskOase."

- Marianne Muff Førrisdahl

Marianne fortæller

Jeg har altid været kirke-engageret, uanset hvor vi har boet.

I vores ungdom var vi engagerede i Indre Mission i Brede / Lyngby hvor jeg var formand i en periode. Da vi flyttede til Esbjerg i 2007 var det vigtigt for os at finde en kirke, hvor menigheden i kirken var det primære samlingspunkt. Derfor faldt valget dengang på Kvaglund som havde, og stadig har, et solidt og multikulturelt engagement i lokalområdet og hvor menigheden er kirke, sammen. Vores vision har igennem mange år været Livsforvandlende Fællesskab – vi ønsker at vise igennem vores fællesskab at Jesus kan forvandle vores tanker og dermed vores liv. I Kvaglund Kirke har jeg igennem tiden særligt været engageret i visionsudvalg og -processer, som en del af den tjeneste i kirken som kan betegnes apostolisk.

Min rejse med DanskOase startede på SommerOase i 2006 (tror jeg nok). På SommerOase fandt vi et nyt og større kirkeligt fællesskab som vi var begejstrede for, og som har fulgt os siden. Vi glæder os til vi kan få lov til at fejre den kirkelige mangfoldighed på SommerOase sammen med resten af Danmark igen.

I mit professionelle virke har jeg siden 2016 været ansat i Total, tidligere Mærsk Olie og Gas. Total har ca 1500 ansatte i Esbjerg og jeg er teamleder i IT afdelingen, hvor jeg er ansvarlig for Business Partnering & Software. Jeg leder et team på 10 dygtige medarbejdere med en skøn blanding af nationaliteter og er budgetansvarlig for området. Jeg er uddannet Cand Merc fra CBS.

Privat er jeg gift med Jens Muff Poulsen. Jens sidder i menighedsrådet og er projektleder for vores spændende ”Folkehus” projekt i Kvaglund Kirke. Vi har 2 børn som lige nu er hjemsendt pga corona, men når de får lov skal Philip på 19 år tilbage til Ålborg Sportshøjskole hvor han særligt er optaget af E-sport, og Lærke skal tilbage til 9. klasse på Rudehøj Efterskole. 

Konstituering

Det nye lederskab i DanskOase konstituerer sig således:

Formand: Ole Backer Mogensen
Næstformand: Maria Callesen
Kasserer: David Mortensen

Merete Kristiansen
Martin Drengsgaard
Marianne Muff Førrisdahl
Elisa Wejse

Repræsentant i Oasehøjskolens bestyrelse: Elisa Wejse
Repræsentant i BUOs bestyrelse: Martin Drengsgaard/Marianne Førrisdahl


Annoncer