Nyt om Oase Højskolen

Af Anders Michael Hansen, projektkonsulent

Stiftende generalforsamling

Onsdag d. 26. april kl. 16.30 – 17.30 er der stiftende generalforsamling for Oase Højskolen. Generalforsamlingen er henlagt til Rudehøj Efterskole i Odder.

Hent indkaldelsen

En bygning til højskolen – investorer søges

Gennem nogle måneder har det haft førsteprioritet at finde lokaliteter til opstart af højskolen fra august 2018. Femten kommuner og en række ejendomsmæglere er blevet kontaktet. Styregruppen har udfærdiget en prioritering af bygningsemner, som er i færd med at blive undersøgt nærmere med henblik på endelig udvælgelse. Der vil være brug for, at en investorkreds træder til, som kan finansiere køb og etablering af højskolen. Et prospekt til investorer – store som små – påtænkes udarbejdet i foråret.

Værdiproces – hvad former og danner vi eleverne til?

Et af kravene for godkendelse af en højskole er, at skolen har udarbejdet et velgennemtænkt og egenartet værdisæt. Der skal overfor Kulturministeriet redegøres for, hvordan værdierne tænkes omsat og præger højskolens dannelse af eleverne i undervisning, samvær og aktiviteter. Værdigrundlaget er dermed væsentligt, ikke blot for skolens grundlag og positionering, men for skolens samlede profil i praksis. Arbejdet med udarbejdelsen af værdigrundlaget har styregruppen derfor taget meget seriøst. Resultatet vil blive præsenteret på generalforsamlingen onsdag d. 26. april.

Spørgeskemaundersøgelse – afklaring af ønsker og behov i baglandet

Udover at værdierne former skolens profil, har vi søsat en spørgeskemaundersøgelse om ønsker til højskolens undervisning og aktiviteter. Undersøgelsen er udsendt til menighederne i DanskOases menighedsnetværk og er åben for besvarelse on-line. Undersøgelsens resultat vil blive studeret nærgående, så Oase Højskolen kan imødekomme ønsker og behov i baglandet bedst muligt.

Tidsfrister – hvornår kan vi modtage den første højskoleelev?

Styregruppens deadline for indlevering af en ansøgning til Kulturministeriet om godkendelse af Oase Højskolen er d. 1. okt. 2017. Ansøgningen skal blandt andet indeholde en købs- eller lejeaftale vedr. velegnet bygning, en undervisningsplan, værdigrundlag, vedtægter samt budgetter for etablering og for drift af højskolen. Opstart af Oase Højskolen er fastsat til aug. 2018. I tiden mellem godkendelse og opstart skal der således ansættes en forstander, lærere samt øvrig personale.


Annoncer

Følg mig - ny Oasebog
SommerOase i Horsens