Oasehøjskolen lever godt

I starten af året var det uklart, om Oasehøjskolen ville få nok elever til skolestart, men det lykkedes og nu er hverdagen i gang for de 26 elever, som fylder skolen.

Oasehøjskolens forårshold 2020

- For os der arbejder her og laver højskole, var det klart et af Guds mirakler, og jeg ville ønske, at mange flere kunne opleve den energi og gejst det yderligere gav, da 26 elever kom og nu fylder rammerne. Vi har igen fået et fantastisk hold af videbegærlige unge, der gerne vil bruge tid på at fordybe sig i tro og tjeneste, siger Steen Balle, forstander på Oasehøjskolen.

Hverdagen er i gang

I dag summer den gamle herregård af liv, læring og latter, og efter de første introduktionsdage, blev der taget fat om tidstypiske emner som stress og livsrytmer, og hvad er et sundt liv som ung kristen. I den sidste uge, har Pelle Kviesgaard der er præst i Aalborg Valgmenighed undervist i emnet ’Gudsbillede og selvbillede’.

- Vi er set på, hvad det er for en Gud, vi tror på, og hvad vi får at vide om Gud ude i samfundet. Desuden har vi set på familiemønstre, fordi det er med til at danne vores selvbillede og gudsbillede, opsummerer Pelle Kviesgaard.

I den kommende uge giver lærer Torben Mathiesen et helhedssyn på Bibelen, så eleverne forstår sammenhængene i Bibelen, og dermed får lyst til at læse og reflektere over Bibelens tekster.

Styrker markedsføringen

- Vi mærker dagligt lige nu, at vi mere end lever og har fundet en god hverdag. Men vi er også begyndt at se fremad og styrker nu kommunikationen og markedsføringen henover foråret, så vi ikke én gang mere står i den samme situation, fordi det tager mange kræfter ikke at vide om man lever eller dør, forklarer Steen Balle.

Fra 1. februar er journalist Mette Swartz derfor blevet ansat til at varetage opgaven. Mette har mange års erfaring som journalist og selvstændig med kommunikationsbureau i Silkeborg og Århus. De seneste fem år har hun boet og arbejdet i Mellemøsten, hvor hun har været kommunikations- og marketingdirektør på den kristne tv-station SAT-7.

- Vi fik lov at arrangere elevernes rejse til Cypern i efteråret, og det var super skønt at være sammen med de unge. Da jeg siden besøgte Oasehøjskolen blev jeg totalt grebet af stedet, og er meget glad for at jeg bliver en del af skolen. Min opgave er jo meget enkel: fyld skolen med elever. Det vil jeg rigtig gerne, men er også helt klar over, at det kun kan ske ved, at mange andre hjælper til, og at mange dagligt beder for stedet. Tak om I også allerede nu vil begynde at forberede unge på at tage på Oasehøjskolen til august 2020, lyder opfordringen fra Mette Swartz.


Annoncer