Plus-Oase sprænger rammerne

Når der i uge 27 holdes Plus-Oase for andet år i træk, er der endnu flere tilmeldte end på første års lejr.

Allerede i februar var der fyldt op på Rudehøj Efterskole, hvor denne mini-bibelcamping holdes. Derfor gik lejrudvalget med Verner Andersen i spidsen i gang med at finde flere overnatningspladser. Plus-Oase har nu også lejet sin ind på den lokale handelsskole i Odder, hvor der er en flot sengeafdeling med 50 ekstra hotel-værelser udover det samme antal på Rudehøj. Det samlede antal deltagere var i maj langt over hundrede. Også på camping-afdelingen kommer der flere campister til.

Lejren er specielt velegnet for dem, der foretrækker en mindre og overskuelig bibelcamping, hvor alle er med til de samme møder, og hvor man lærer hinanden godt at kende. En del af deltagerne er dog også med på SommerOase, hvor der til forskel fra Plus-Oase er børne- og ungeprogram. Der er fordele ved begge former for lejre. Småt er godt og stort er flot. 

Som et princip har lejrudvalget besluttet, at det skal være gratis at komme på besøg alle dage til møderne, der foregår i efterskolens store nye hal. Udgifterne samles ind som gaver.

Blandt talerne er mange oase-kendinge, som Jens Fischer-Nielsen, Ulrik Flinta, Stig Christensen, Helene og Mogens Svendsen, Tage og Mona Svendsen og Henri Nissen. Og talerrækken er suppleret med spændende typer udefra som den norske Israels- og endetidsunderviser Gordon Tobiassen, helbredelses-evangelisten Orla Lindskov, den katolske præst Benny Blumensaat og verdens-evangelisten Anja Due. Den syngende politibetjent N.P. Finne tager den tidligere flugtfange Benny Mikkelsen med, så han også kan give sit vidnesbyrd om, at Jesus kan forvandle alt.

Læs mere og se programmet her


Annoncer