Ruben Dalsgaard taler på SommerOase

DanskOases generalsekretær Ruben Dalsgaard taler torsdag formiddag i StoreTelt på SommerOase i år.

Ruben Dalsgaard, generalsekretær i DanskOase

Torsdagens tema på SommerOase 2020 er ”Verdens bedste nyheder” og handler om, hvordan Gud virker i kraft af de gode nyheder om Jesus. Ruben Dalsgaard vil tale om, hvordan vi som bevægelse og kristne er kaldet til at arbejde for at se forvandlede hjerter og levende fællesskaber, så kirken kommer til stede midt i samfundet.

Verdens bedste nyheder

”Det er et fedt tema! De gode nyheder skal vi blive ved med at fortælle på nye, friske måder, så det hele tiden står klart for enhver generation, at Jesus er verdens frelser. Vi har som bevægelse brug for hele tiden at blive mindet om, at vi har verdens bedste nyheder og samtidig blive opmuntret til at dele dem. Og torsdag er den perfekte dag til at sætte fokus på det. Det er den dag, hvor SommerOase slår dørene op for tusindvis af gæster, som er nysgerrige på at møde SommerOase, og den bevægelse der står bag. Det er en oplagt anledning til at dele det kald, vi som bevægelse har fået til at bringe gode nyheder i Danmark. Jeg glæder mig til at dele, hvordan Gud har ledt os i mere end 30 år, og hvad jeg fornemmer, der ligger foran os”, siger Ruben Dalsgaard.

Ruben Dalsgaard er generalsekretær i DanskOase, er gift med Hanne og har tre børn. Ruben er derudover præst i Silkeborg Oasekirke, hvor han har været præst i 13 år.

Se flere talere på SommerOase 2020 her


Annoncer