SommerOase flytter i 2017

Vi har igennem de seneste år været udfordret på SommerOase-pladsen ved Rudehøj Efterskole i Odder.

Luftfoto: Så meget jord har kommunen frasolgt på SommerOase-pladsen i Odder.

En stor del af det areal, som vi holder SommerOase på er erhvervsjord, som Odder Kommune har til salg, og de seneste år er store dele af arealet blevet solgt til virksomheder, som nu er ved at etablere sig på pladsen. 

Det betyder, at pladsen bliver mindre og mindre, og det vil vi specielt opdage i år, hvor vi bl.a. har måttet inddrage langtidsparkeringen til campingareal, for at få plads til alle.

Vi har gjort os mange anstrengelser, for at kunne blive i Odder; talt med kommune, erhvervsråd, Odder Frimenighed, Rudehøj Efterskole og flere naboer, men mulighederne er desværre udtømte.

Derfor har vi i Lederskabet, og på staben i DanskOase og BUO, igennem længere tid været lyttende, undersøgende og bedende til Gud om at få klarhed over, hvor vi kan holde SommerOase fremover. 

Galleri: Fotos fra Bygholm ved Horsens. SommerOases nye placering fra 2017.

Nye muligheder i Horsens

Vi har undersøgt flere steder, og har nu fundet en åbning og god mulighed hos Bygholm Landbrugsskole og kursuscenter, som ligger på Hattingvej 49 ved Horsens.

Her er der gode faciliteter og udvidelsesmuligheder, og derfor har vi indgået en aftale om, at vi holder SommerOase der fra 2017, hvilket vi glæder os rigtig meget til.

Bygholm Landbrugsskole og Kursuscenter er et virkeligt lækkert sted med mange værelser og gode faciliteter indendørs med mange gode lokaler til seminarer og møder. Desuden er der store markarealer omkring som betyder at vi har gode udvidelsesmuligheder. Derfor ser vi fem til at arbejde videre med dette nye sted. 

Det vil sige, at 2016 bliver sidste år, vi er i Odder. Vi vil stadig have en stor tilknytning til Odder, Rudehøj Efterskole og vores venner i Odder Frimenighed. DanskOases kontor vil også fortsat være placeret på efterskolen.

Det bliver en ny situation, men vi tror på, at Gud har vist os vej herhen og vil velsigne vores SommerOase også fremover. 

Der vil på SommerOase i år være mulighed for at se flere billeder fra Bygholm Landbrugsskole, så du kan danne dig et indtryk af det nye sted. Spørgsmål er velkomne og kan henvendes til generalsekretær Karsten Bach, på mail eller telefon: 5051 6496.


Annoncer