Tomas Sjödin: anmeldelse og bogtilbud

Tomas Sjödin er svensk forfatter og præst. Hans forfatterskab rummer hverdagsliv og eftertanke med troen som bærende fundament. To af hans bøger, "Det sker når du hviler" og "Der er så meget vi ikke er nødt til", kredser om et relevant dilemma: Travlhed og hvile - hvordan finder jeg balancen?

Johanne reflekterer over travlhed og hvile

Johanne Frisgård er folkeskolelærer på Horsens Byskole. Hun bor i Odder og er en del af Odder Frimenighed. 

Lyt til Johannes refleksioner om travlhed og hvile i podcasten herunder:


Eller læs med her:

Johanne siger: Thomas Sjödins bog har længe været en del af min bogreol, og den har stået på listen over bøger, jeg engang skulle læse. Jeg har bare aldrig haft tid til det, hvilket er paradoksalt, når bogen netop lægger op til fordybelse i det, der ikke har en højere mening end bare at hvile.

Tomas skriver at nogle drømmer om flere timer i døgnet, eller håber på uventede huller i kalenderen. Andre kæmper med et overfyldt liv og følelsen af, aldrig at kunne slappe af.

Du kender måske det med et overfyldt liv, og følelsen af at have travlt. Det gør jeg selv. Og for at være ærlig, så nyder jeg faktisk at have travlt.

Tomas’ bog er på omkring 170 sider, og er ret letlæst – også en sen aften efter en lang arbejdsdag.

Jeg vil anbefale dig at læse den. Om ikke andet, så for at få et perspektiv på, hvad hvilen egentlig er skabt til at være. En restitution før vi går i gang med arbejdet.

Jeg blev for nogle år siden enig med mig selv om, at søndagens gudstjeneste skulle være starten på den nye uge. Altså, en slags afslapning, før jeg skulle i gang med mit ugeprogram. Jeg kan godt mærke forskel på, om jeg betragter søndagen som den første eller sidste dag i min uge.

Noget af det Tomas også beskriver, er idéen med at vi har brug for hvilen, for at kunne vokse. Han beskriver et billede af træet, som er plantet ved bækken. Træet har brug for ro, til at få rødderne ned i vandet, for at få næring til at modstå vinden og det der ellers udfordrer træets eksistens.

Jeg tror, vi mennesker har brug for at hvile os mere, end vi egentlig vil være ved. Inklusiv mig selv.

Jeg vil anbefale enhver at læse bogen. Om ikke andet, så for at kigge tilbage på, hvad hvilen egentlig er skabt til at være.

Bogtilbud: 2 for 300 kr.

Vi anbefaler en bogpakke med 2 bøger af Tomas Sjödin.
Tilbuddet gælder til og med den 24. oktober.

Køb bogtilbuddet hos Novia.dk >>


Annoncer