Romerbrevet: en genopdagelsesrejse i troen

Sammen med Leif Andersen skal vi på SommerOase genopdage troen ved at studere Romerbrevet. Daniel Hougaard har været forbi MF, hvor Leif Andersen til daglig underviser teologistuderende i prædikenlære og sjælesorg, for at høre hans tanker om årets tema.

Leif Andersen

 

Troen er ikke noget, man har som fast ejendom – det er noget, man hele tiden genopdager. Jeg tror, det er selve troens natur, at det er en relation og ikke en udenadslære.

Hvordan kom du selv til tro i første omgang?

 Jeg er opvokset med troen. Mine forældre lærte mig at bede, selv om det måske mest var far, der bar familiens forhold til Gud. Jeg kender ikke til at leve i ”ikke tro”, selv om troen til tider har hængt i en tynd tråd. Jeg kæmper med min egen natur, som ikke er religiøs overhovedet.  Jeg bryder mig ikke om religion og bryder mig ikke om at bede. Jeg gør det alligevel, for jeg ved, at Jesus er der. Jeg må nok indrømme, at jeg af natur er ateist og af overbevisning er kristen.

Denne overbevisning er grundet i, at jeg ikke kan komme uden om Jesus af Nazareth. Jeg kan ikke komme uden om, at han faktisk var den, han sagde, at han var. Jeg kan ikke komme uden om, at han har levet og faktisk opstod fra de døde. Jeg har mødt mange andre forsøg på at forklare Jesu liv og opstandelse i alt det, jeg læser, studerer, ser og hører, men de virker er alle sammen utroligt tynde. Jeg mener ikke, de holder en meter i forhold til det nye testamentes eget billede af Jesus.

Hvad forbinder du med temaet "Genopdag troen"?

Vi skal først og fremmest genopdage ham, som vi tror på.  Dernæst skal vi genopdage troen, som vores rækken ud efter Gud, vores længsel efter Gud og vores tillid til Gud. Hvis vi skal genopdage troen, skal vi zoome ind på Kristus. For mig er det billedet af Kristus, synet af ham, der er nøglen til alt i kristentroen. Det er hos ham, vi genfinder tilliden til, at Gud vil os det godt. Det er hos ham, vi genfinder tilliden til, at Gud kan tilgive. 

Hvad kan vi glæde os til ved at arbejde med Romerbrevet?

 Vi kan glæde os til at læse Paulus’ eneste systematiske gennemgang af frelsen. Han kan være noget af et rodehoved, men i Romerbrevet tager han sig sammen og bliver systematisk og knivskarp. Halvdelen af Romerbrevets hemmelighed er dets struktur, så den skal vi prøve at forstå. Så er der også enestående og helt fantastiske hovedord, som vi også skal have fat i. 

Vi skal arbejde med Guds kærlighed i dommen, nåden og forpligtigelsen. Det er hele tiden Guds kærlighed jeg leder efter, hvilket tema vi end har at gøre med.

Selv som jeg er en gammel mand, kan jeg blive overrasket over Romerbrevets visdom og dristighed. Paulus er utrolig dristig i det, han siger, og igennem hans dristighed og visdom genopdager jeg, hvem Kristus er for mig.

Hvad betyder Romerbrevet for dig?

Du kan faktisk godt sige, at det er genopdagelse af troen. Fordi troen er ikke noget, man har som fast ejendom – det er noget, man hele tiden genopdager. Jeg tror, det er selve troens natur, at det er en relation og ikke en udenadslære.  Så for mig er det at læse og arbejde med Romerbrevet en troens genopdagelsesrejse. Selv som jeg er en gammel mand, kan jeg blive overrasket over Romerbrevets visdom og dristighed. Paulus er utrolig dristig i det, han siger, og igennem hans dristighed og visdom genopdager jeg, hvem Kristus er for mig.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der tidligere har været en del diskussion mellem dig og det, man kan beskrive som den karismatiske bevægelse. Særligt grundet bogen ”Kære karismatiske venner”, hvor står du i forhold til den diskussion i dag?

Jeg har egentlig ikke fortrudt så meget af det, jeg skrev. Men jeg har fortrudt meget, hvad jeg ikke skrev. For det første er der for lidt selvkritik i den, og for det andet var det naivt at forestille sig, at jeg kunne invitere til en dialog, samtidig med at jeg slog folk i ansigtet. Jeg kan ikke fortænke folk i dag, at det var sådan, de i hvert fald oplevede det, jeg skrev.

Jeg er stadig kritisk overfor store dele af den karismatiske bevægelse.  En kritik, jeg faktisk oplever, at jeg deler med den mere moderate del af den karismatiske bevægelse. DanskOase er en del af den side i den karismatiske bevægelse, som jeg føler mig mest forbrødret med, og som jeg har lært meget af. 

Der er faktisk ting i Gud, som jeg først har forstået i mødet med den karismatiske bevægelse. I en artikel i ”Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke” fra 2010 nævner jeg en lang række ting, men jeg har blandt andet fået øjnene op for livet med Helligånden som en person, jeg har set mere af nådegavernes mangfoldighed, jeg har fået en mere konkret tillid til Gud som underets Gud, og jeg har noget om betydningen af erfaringen.

Der skal være frihed til, at vi kan være tilstede med den erfaring, som Gud nu giver os, uden at vi føler os forkerte. Lige meget om jeg får en stærk oplevelse af Guds nærvær, eller jeg erfarer Gud som fjern og tavs.

Hvilken betydning har den åndelige erfaring i dit liv?

Jeg kan følge længslen efter erfaringen. Erfaringen er et kærtegn fra Gud. Det er en påmindelse om, at han er der, og at han vil os det godt, at han elsker os. Men jeg kender nok mest til sorgen over, at erfaringen udebliver. Længslen efter erfaringen er en genuin længsel, men det betyder også, at sorgen over, at den udebliver, er en ægte og en legitim sorg, og det er nok den side, jeg kender mest til.

Længslen efter erfaringen er vist for mig blevet et permanent sår og en permanent sorg. Der er ikke rigtig nogen løsning i det end visheden om Guds kærlighed i Kristus.

Jeg kan jo ikke forklare forskelligheden med erfaringen ved at sige, at min måde er den rigtige måde at være kristen på. Vi er forskellige, og Gud har vidt forskellig måder at behandle os på.

Vi ser også denne forskellighed i evangelierne. Maria Magdalene og disciplen Thomas får to vidt forskellige møder med den opstandne Jesus. Maria får at vide af Jesus, at hun ikke må røre ham, og Thomas får at lov til at stikke sine fingre ind i sårene, som korsfæstelsen har efterladt. Vi skal arbejde på, at vores teologi, møder og gudstjenester giver plads til både en Thomas og en Maria. Der skal være frihed til, at vi kan være tilstede med den erfaring, som Gud nu giver os, uden at vi føler os forkerte. Lige meget om jeg får en stærk oplevelse af Guds nærvær, eller jeg erfarer Gud som fjern og tavs.

En Maria skal ikke råbe til en Thomas: ”Nej-nej; jeg måtte ikke røre ham, så må du heller ikke.” Og en Thomas skal ikke råbe ad en Maria: ”Hvad er der galt med dig? Hvis du troede nok, måtte du også røre ved ham”.

Når jeg ser tilbage på diskussionen mellem mig og dem på min side og den karismatiske bevægelse, har vi nok været en flok Maria’er og Thomas’er, der har råbt for meget ad hinanden, i stedet for at lytte til den forskellige erfaring med Gud, som vi nu hver i sær har fået. Jeg har sikkert opført mig, som en Maria, der siger. Jeg må ikke røre, så må I heller ikke.

Hvad glæder du dig til ved SommerOase?

Jeg glæder mig at være sammen med brødre og søstre, der elsker Jesus. Jeg glæder mig til at gå på opdagelse sammen med dem.