Seksualitet og identitet

Hvem er jeg? Spørgsmålet er komplekst. For hvad definerer et menneske: arbejde, nationalitet, historie, religion, køn?

Foto: Ole Backer Mogensen

Identiteter udfordres

Hvem er jeg? Spørgsmålet er komplekst. For hvad definerer et menneske: arbejde, nationalitet, historie, religion, køn? Alt efter konteksten tager man de ord frem, man synes passer. Men ofte med en tøven. For er det alt, der er at sige? Og er det dækkende? Med globalisering og internettet er mængden af definerende ord blevet enorm. Hvad skal jeg vælge?

Krav om identitet

Den seksuelle identitet træder i disse år frem i forgrunden. Hvad vil det sige at være mand eller kvinde? Og hvem retter de seksuelle længsler sig imod? Tidligt bliver der stillet krav om at definere sig selv seksuelt. Ganske unge teenagere kommer under pres, mens de mest af alt blot er forvirrede, undervejs i identitetsdannelse, og har brug for tid.

Maxine er et sådant eksempel. Som 11-årig ledte den begyndende pubertet i kombination med en traumatisk oplevelse hende til at spørge: hvem er jeg? Hun stillede ikke spørgsmålet til sine forældre, men ud i cyberspace. Anonymt. Tilsyneladende sikkert. Og endte i et vildnis af mørke sider på nettet. Tusinde stemmer sagde: dine følelser viser, du er trans. En dreng i en pigekrop. Hjernespind og internetspind ledte til tre års definition af sig selv som fanget i det forkerte køn med overvejelser om medicinsk kønsskifte. Hun kunne være endt der. Men en rationel tanke brød igennem. I dag siger hun: ”den eneste grund til, at jeg var trans, var fordi jeg ønskede at føle mig større, tryg og sikker, og så passede jeg ikke ind i de stereotyper som er for, hvordan piger ser ud og føler sig. Men jeg lærte, at det at være kvinde ikke er en følelse. Det er en biologisk virkelighed, og jeg kunne så føle, hvad jeg ville om det, uden at det betød, at jeg var en mand.” (1)

Hvad og hvem har definitionsretten?

Maxine er ikke alene. Det leder til spørgsmålet: hvem og hvad har definitionsretten over os, når det handler om den seksuelle identitet? Er det stemmerne på nettet, tidens mange ord, egne omskiftelige følelser, traumatiske oplevelser, biologiske fakta?   

Som kristne lader vi Gud få den første definitionsret. Og det medfører et valg af autoritet. Stoler vi mere på ham end på de andre stemmer? Vover vi at lægge noget så grundlæggende som vores seksuelle længsler, drift og den lykke vi forbinder dermed over i Guds hænder, og sige: din vej, din vilje, din definition?

Læs også: Herren er min identitet

Når identiteterne i sig selv er konstruktioner

For der er mange bud på identifikationer. Men er vi opmærksomme på, at selve det at skulle identificere sin seksualitet er en moderne konstruktion? Et begreb som heteroseksualitet optræder fx først i 1860’erne (2), og begreber som ”straight/gay”, der i dag bruges som evigtgyldige sandheder, er helt nye konstruktioner. Det kalder på en varsomhed i at optage en hel ny terminologi. Selv bruger jeg kun disse termer, hvis folk selv omtaler sig sådan. De fleste signalerer jo både en aktiv livsstil og en selvopfattelse. Jeg vil aldrig kalde en kristen mand, som oplevede en tiltrækning til personer fra eget køn, og som ikke levede det ud aktivt,  bøsse eller gay. For det er han ikke. Det samme gælder med generaliseringerne. Ingen er ”til mænd”, som om man var seksuelt draget af alle levende af mandkøn. Det bliver for alt-definerende.

De flydende identiteter

Den amerikanske forsker, Liza Diamond, taler om seksuel fluiditet. Hun fulgte en gruppe lesbiske kvinder over en årrække, og konstaterede en bevægelighed i seksualiteten. Nogle var i et lesbisk forhold, for så ti år senere at være i et heteroseksuelt forhold. Biseksuel var ikke dækkende. Snarere var seksualiteten rettet mod partneren, og kunne skifte mellem det heteroseksuelle og det homoseksuelle (3).

Hvor det biologiske køn er givet på forhånd, kalder det på en varsomhed i at definere og fastholde mennesker i identiteter, som kan være skiftende. Og som kan være konstruktioner.

Den seksuelle identitet er ikke den primære

Som kristne skal vi gå en anden vej. For os ligger den grundlæggende identitet ikke i, hvad vi drages seksuelt imod. Vores første og mest grundlæggende identitet er i Gud. Vi er hans børn. Vi er skabt af ham. Vi har fået et biologisk køn. Vi er ikke tilfældigheder.

Disse definitioner kommer først. Den kristne vandring handler om at tilegne sig den identitet Gud giver. Når verden fx råber: du er homo, lyder der et modord: du er skabt i mit billede, som mand eller som kvinde. Når kroppen skriger: lykken ligger i sex, lyder en stemme: At leve Gud nær er vores lykke.

Lev i det som Gud giver

Det vi sammen gør som kristne, er at lægge al brudthed og forvirring over til Gud, og lade os bade i hans kærlighed og nåde. Vi har alle taget nogle af tidens brudte identiteter på os. Med Gud på førstepladsen slipper vi for at skulle definere og defineres, begære og begæres af noget, som ikke er givet til os. Som vi følger den ene Gud, skal seksualiteten egentlig blot rettes mod det ene andet menneske, Gud måtte give os at leve seksualiteten ud med. Og i de perioder, hvor vi ikke får den mulighed, da vide, at vi tilhører ham. Med krop og seksualitet.

1. 4th Wave Now: A teen desister tells her story
2. First Things: Against heterosexuality
3. Wikipedia: Sexual fluidity

Ole Backer Mogensen er sognepræst, medlem af DanskOases lederskab og DanskOases udvalg for teologisk innovation. Han er gift med Karen og stedfar til fire voksne børn.

x