SommerOase 2021 bliver et af årets store højdepunkter

DanskOases lederskab har besluttet, at vi ikke skal mødes i Horsens til sommer. Det har ikke været en let beslutning. Men et SommerOase med basis i lokale menigheder, kan også blive årets højdepunkt.

Foto fra landsbyparty på SommerOase 2019

Der bliver SommerOase 2021 i uge 29. Det har været udgangspunktet for alle drøftelserne i DanskOases lederskab og BUOs bestyrelse henover efteråret. Temaet bliver ’Kraften i det lave’. Hovedprogram og talere er ved at være på plads.

Men SommerOase 2021 bliver noget andet end det, vi er kommet til at elske og savne. Anderledes og godt. Forhåbentlig et af årets store højdepunkter.

SommerOase 2021 bliver noget, vi gør sammen og giver til hinanden.

- Ole Backer Mogensen

Rettidig omhu: Vi skifter spor for SommerOase 2021 nu

Beslutningen om, hvordan vi skal afholde SommerOase 2021, skal tages nu. Det handler om prioritering af stabens tid og ressourcer. For at gennemføre en traditionel SommerOase, er der store kontrakter, som skal forhandles på plads og en reel udvidelse af staben vil være nødvendig. Allerede i årets første måneder, har vi brug for at få en klar fornemmelse af antal tilmeldinger. Aftaler og program skal meldes ud, da mange allerede nu ønsker at kunne planlæge sommeren.

Vi har fulgt udviklingen i corona-pandemien nøje. Staben har været i løbende dialog med andre tilsvarende arrangementer. Vi har arbejdet med mange mulige økonomiske scenarier. Vi ved, at en vaccine er på vej, men også at vi ikke skal forvente normaltilstande før i slutningen af 2021. De store festivaler melder ud, at de regner med at gennemføre, men mange af dem har kun én vare på hylden og har ikke mulighed for alternativer. Udover SommerOase, har vi også en bevægelse og et netværk, som skal komme godt igennem krisen og vi har flere muligheder for at skabe alternativer sammen.

Derfor tager vi beslutningen om at omlægge SommerOase 2021 nu. Vi tror, det er den mest forsvarlige beslutning, som også økonomisk og ressourcemæssigt kommer til at hænge bedst sammen.

Som lederskab er det os, som skal stå på mål for den beslutning. Det har ikke været en let beslutning. Men vi ser masser af mulighed og potentiale i, at vi allerede nu kan begynde at planlægge og forberede et godt SommerOase 2021. Vi kan fokusere, bruge stabens ressourcer ret og især invitere netværket med ind i processen. 

>> Se også: SommerOase 2021 bliver en Danmarks-begivenhed

Skulle det i løbet af foråret vise sig, at meget store forsamlinger igen bliver en mulighed, vil vi bare glæde os over, at epidemien er overvundet. Måske vil det åbne op for nye initiativer på tværs af menigheder.

Og nu - nu får vi tid til skøre og skæve idéer, kreativitet og nytænkning. Sammen kan vi skabe noget helt særligt. Det er der energi i. Vi tror, det er rettidig omhu.

SommerOase 2021: Noget vi gør sammen og giver til hinanden

SommerOase 2021 bliver et SommerOase sammen og hver for sig. Noget vi gør sammen og giver til hinanden. Et SommerOase med basis i menighederne. Et SommerOase hvor vi sammen tilbeder, vender os mod Kristus med bøn om fornyelse, og hvor vi styrker hinanden til sendelse og mission.

Denne model bliver naturligvis ikke gratis. Vi kommer til at betale ikke uvæsentlige beløb til Bygholm Landbrugsskole og andre, vi kontraktmæssigt er forpligtede på. Men vi vurderer, at det samlet set stiller os bedre end et SommerOase med få deltagere eller endnu et aflyst SommerOase. Vi kommer derfor til at bede jer om at bære med økonomisk.

Hvad kan du gøre nu?

1. Afsæt uge 29 i kalenderen.

2. Tal med hinanden om, hvordan jeres lokale SommerOase skal se ud - begynd den lokale planlægning.

3. Tal med hinanden om, hvad I evt. kan bidrage med til hele netværket. 

4. Bed for hinanden, staben, lederskab og bestyrelse.

>> Få svar på dine spørgsmål i vores FAQ

Visionen er den samme. DanskOase er stadig kaldet til fornyelse, udrustning og mission. Vi holder fortsat visionen højt om forvandlede hjerter og levende fællesskaber – midt i samfundet. Det er blot SommerOases ydre ramme, der bliver en anden.

Guds fred og velsignelse!

På lederskabets vegne

Ole Backer Mogensen
Formand, DanskOase