"Stilhed på flaske" tak...

Kristeligt Dagblad havde i november måned en artikel om stilhed under overskriften: Shhhhhh - vi lever i støjens tid, men alle kan finde stilheden, hvis vi tør række ud efter den!

Ruben Knudsen

”Den” – stilheden, er blevet til ”et noget” i sig selv. Men hvad er stilhed? Er stilhed fraværet af lyd, når jeg sidder og arbejder ved min pc? Er stilhed noget helligt? Er stilhed bøn? Er der mon stilhed i mit hjerte?

I en annonce i ’Tidsskrift for Psykoterapi’ inviteres der til en retræte på Kreta under overskriften: ’Vi ånder havet ind; Lytter til vinden; Mærker klipperne og vender blikket ind – er det stilhed?’ Som aldrig før søger moderne mennesker stilheden som fravær og modvægt til en hektisk hverdag – ”stilhed på flaske”. Vi søger væk fra den pulserende virkelighed, for at kunne indånde havet, lytte til vindens hvisken og vende blikket ind i håb om at finde roen og balancen – man søger Stilheden i egen høje ”person”.

Stilhed i Biblen

Vi må gøre op med os selv, hvad vi vil med stilheden. Er den et ”retrætested” fra larm og en travl hverdag, eller er det noget andet? Jesus søgte væk fra folkemængden og alle dens forventninger. Men søgte Jesus væk fra larmen til stilheden? Det har vi ikke noget sted en indikation af, men vi kan se i evangelierne, at han søgte fællesskab med sin Far i stilheden. Og der er bare en verden til forskel på, om han søgte sin Fars fællesskab eller søgte stilhed. Første gang, vi læser, at Jesus søger væk, er, da han tilbringer fyrre fastedage i ørkenen. Ørkenen fremkalder menneskets overlevelsesinstinkter, og som sted er det ulideligt, goldt og frugtesløst. Men hvad værre er, så fremkalder det hjertets inderste tanker og væsen – noget, vi finder vel beskrevet i Ørkenfædre-bevægelsen, der opstod ved Fader Antonius i det fjerde århundrede og blev grundlaget for munkebevægelsen. Han og mange andre søgte Gud, og valgte ørkenens stilhed, men fandt, at hjertet kunne overdøve den ydre stilhed. 

I Markusevangeliet kap. 1:35 står der:

”Ganske tidligt, mens det endnu var helt mørkt, stod Jesus op, og han gik bort og ud til et øde sted og bad dér.”

Jesus søgte ikke fravær fra mennesker – stilheden, men nærhed med Gud. Og det er nok så væsentligt for os at holde fast i. Der er så megen søgen indad, lytten til sig selv, så stilheden for mange mennesker bliver målet for deres søgen. Men stilheden er et rum, hvor vi kan søge Gud, uden at blive forstyrret. En kristen åndelig vejledt retræte vil da også fastholde dette.

I det øjeblik gik det op for mig, at der er kristendom, og der er "søgerdom". I Jesu lignelse om den fortabte søn bliver sønnen fundet. I "søgerdom" ønsker man ikke at finde, men at søge. En søgen, der i sig selv er målet - derfor "søgerdom".

Søgerdom

På en rejse til Spanien med min hustru i foråret, var vi ude og gå ”pilgrimsvandring” i bjergene. Bare sådan et par dage med nærvær, samtale og stilhed. Det var virkelig dejligt at gå der i et spektakulært landskab og med en dejlig forårssol, der prikkede i huden. På vej op af bjerget den første dag mødte vi to kvinder. De var også i samtale, og da vi passerede hinanden, spurgte den ene: ”Er I danskere?” ”Ja”, svarede min hustru, og så stoppede vi op og talte lidt om, hvor fantastisk der var. Min hustru spurgte: ”Er I kristne?” ”Jah, joh, øh…” – “Ja”, sagde den ene af kvinderne nølende. ”Nej”, kom det prompte fra den anden: ”Vi er søgere!” Og så fortalte de om en stærk spirituel oplevelse, de havde haft. De havde besøgt det kapel, hvor Charlotte Rørth fik sit møde med Jesus. Og André, som Charlotte omtaler i sin bog, ”Jeg mødte Jesus”, var til stede og talte med disse to ”søgere”. Mens de stod i kapellet og talte med André, ringede hans telefon. Det var Charlotte Rørth. Og nu blev det for dem til en spirituel oplevelse. I det øjeblik gik det op for mig, at der er kristendom, og der er ’søgerdom’. I Jesu lignelse om den fortabte søn bliver sønnen fundet. I ’søgerdom’ ønsker man ikke at finde, men at søge. En søgen, der i sig selv er målet – derfor ’søgerdom’. Selve den spirituelle rejse bliver målet for ’søgerdommens’ væsen, ikke relationen. Og sådan et syn flytter fokus væk fra det, Gud i Kristus har gjort for os, til hvad vi kan opleve. Gud bliver ikke en, vi søger, men en, der kan berige turen. Det er helt afgørende hvad eller hvem, vi søger. 

Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives jer i tilgift

Søgen og stilhed hænger sammen, og vi søger den Treenige Gud, retter vores opmærksomhed på Ham, lader ham tale ind i vores liv. Søgen og stilhed handler om relationen med Gud og ikke om Stilheden.

’Søgerdom’ fokuserer ikke på relationen, men mere på den spænding, søgen giver. Men Gud vil mere. Hans kærlighed vil både sætte grænser og holde os fast. Vi kaldes til give os hen til ham. ’Søg, så skal I finde,’ siger Jesus - og at finde betyder at overgive sig, hengive sig. Og i Jeremias Bog kap. 29:13 står der:” Hvis I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde.”

Din far som er i det skjulte...

Jesus giver os et indblik en dyb hemmelighed:

”Når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din far, som ser i det skjulte, skal lønne dig.”

At gå ind i sit kammer betyder ikke at efterlade ”virkeligheden” uden for. Vi ankommer til et møde med Gud - med alt det, vi er. Den svenske præst Peter Halldorf siger:

”Troen er altid et møde med Gud.”

Stilhed er at gøre sig tilgængelig. I tillid til, at Han som ser alt, hører alt, bor i os og kender til alt, hengiver vi os til Ham. 

Vær stille for Gud Herren hele jorden...

Et er at finde et sted, hvor der ikke er larm og uro. Noget andet er den ”larm” og uro, der kommer indefra, og som ingen andre kan høre. Fra dybet af hjertet er der mange lyde, tanker, bekymringer, smerte og meget mere. Vores indre er ofte på overarbejde. Den ”larm” forsvinder ikke, fordi man søger stilhed, den bliver ofte højere. I fraværet af ydre indtryk og når langsommeligheden indfinder sig, så tiltager ”lyden” inde fra. Og her siger salmisten i salme 131:2:

”Jeg bringer min sjæl til hvile og ro, som barnet hos sin mor, som barnet er min sjæl i mig.”

Vi inviteres til at bringe sjælen til hvile hos Gud. Forstå at fundamentet for vores liv ikke er en god økonomi eller en tryg ansættelse, men et nært forhold til Ham.

I den sammenhæng er det tydeligt, at stilheden ikke er et mål i sig selv. Den er et middel eller et mødested, og derfor kan den have mange former. Dog anbefaler den kontemplative tradition også et fast mødested – ”når du vil bede så gå ind i dit kammer og luk din dør”. Det kunne også være en vandretur eller en stillegudstjeneste. Dybde i det åndelige liv handler ofte om at lade Gud komme til os - ikke bare tænke, at vi skal komme til Ham.

Ruben Knudsen er præst i Randers Frimenighed. Han er gift med Anne mette og har fire børn. Han er psykoterapeut og parterapeut og stifter af "Mand og mand imellem".

Stilheden i prøvelsens tid...

Der kommer prøvelser til os alle. Og den kommer tit, når vi mindst venter den. Getsemane have giver os et godt indblik i Jesu liv. Der i hans sværeste stund søger han Faderen. Han udøser sit hjerte. I sådan en situation er hjertets suk ofte det eneste sprog, der er tilbage. Stilheden, mødestedet for den, som lider, er også et berøringens sted. Gud rækker sin hånd ud og rører ved os. Vi bøjer os for Guds mægtige hånd, og så vil han ophøje os, står der i 1. Peters Brev kap. 5:6. Og Jesus selv indbyder os: ’Kom til mig, alle I som bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile,’ og Hebræerbrevet siger: ’Kom ind til min hvile…’ for der er jeg (min tilføjelse). Stilheden er det mødested, hvor Gud venter os, spejder efter os og rører os. Stilheden i sig selv er altså ikke noget. Men den kan være det mødested, hvor Gud kan nå dybere ind til os. Og det tror jeg, Han længes efter.