Værdiernes kampplads

Etiker, debattør og personligt troende: Thomas Plougs karriere har givet ham en platform til at udleve næstekærlighed på samfundsniveau.

Thomas Ploug, professor i anvendt etik

En mandag eftermiddag i marts lyder Thomas Plougs stemme i DR P3. Foran en landsdækkende lytterskare diskuterer han upassende videodeling på internettet. Det er kun tre dage siden, han sidst stod i et DR-studie for at diskutere medicinske forsøg, der var lidt uldne i kanten.

Den 45-årige filosof er en efterspurgt ekspert på den slags etiske dilemmaer, som andre har svært ved at rumme. Og han bliver da også spurgt til råds om alt fra rugemødre og selvkørende biler til kunstig intelligens og tvangsvacciner.

For Thomas Ploug er emnet faktisk underordnet. Han har talent for at gennemskue problemstillinger, og vise omverdenen, hvad de menneskelige konsekvenser er. Han sætter gang i de svære diskussioner.

Jeg tror på, at mennesket har uendelig stor værdi. Én af grundene er, at vi er skabt i Guds billede. Og den tanke om menneskets værdighed er en helt bærende grundpille i det arbejde, jeg laver som professionel etiker.

Mennesket er altid værdigt

Thomas Ploug mærkede allerede som dreng en spirende retfærdighedssans. I det kristne barndomshjem var enhver skæv eksistens velkommen, og han lærte tidligt, at mennesker med brudte hjerter kan hjælpes på fode, hvis bare man viser dem respekt.

Det fik ham til at diskutere ivrigt og ofte med kammeraterne. Nogle gange gik han så målrettet efter at tage de svages parti, at han bevidst undertrykte sine egne, egentlige holdninger til fordel for deres.

Den idealistiske debattør bliver stadig dybt berørt over det, han kalder ulykkelige skæbner. Når han i dag diskuterer etiske dilemmaer på samfundsniveau, er hans baggrund stadig den samme, som den var i skolegården:

“Jeg tror på, at mennesket har uendelig stor værdi. Én af grundene er, at vi er skabt i Guds billede. Og den tanke om menneskets værdighed er en helt bærende grundpille i det arbejde, jeg laver som professionel etiker,” fortæller han.

Kompas for holdninger

I den forskerverden, hvor Thomas Ploug har sin daglige gang, er der ikke meget rum til at være troende. Men ifølge professoren er tro og videnskab slet ikke så fjernt beslægtede.

“Som videnskabsmand holder man aldrig op med at stille spørgsmål. For mig at se, er spørgsmål til det religiøse og spirituelle et udtryk for den samme grundlæggende motivation, som gør, at man er forsker - nemlig nysgerrighed. Det er bare spørgsmål, hvor man ikke så let får svar,” siger han tænksomt.

Når han bliver spurgt, om man kan kalde ham et professionelt, moralsk kompas, tøver han. For Thomas Plougs job er ikke at vise den rigtige vej.

“Jeg er et moralsk kompas i den forstand, at jeg afstikker verdenshjørner, og giver folk et rum at orientere sig i. Jeg kan vise folk, hvad de kan tage af synspunkter, og hvad det i så fald betyder,” forklarer han.

“Jeg er slet ikke interesseret i magt. Men der er ingen tvivl om, at der er en masse indflydelse knyttet til jobbet, fordi vi heldigvis lever i en tid, hvor man er blevet bedre til at tage de etiske spørgsmål alvorligt. Man kommer oftere til etikere og spørger til råds, og derfor giver det reel indflydelse,” reflekterer han.

Etikken besvarer spørgsmålet om, hvad der er vigtigt i tilværelsen, hvordan vi indretter det gode samfund og gør tingene på en ordentlig måde. Det er det, der gør, at vi allesammen kan stå op hver morgen og være glade, fordi vores samfund hviler på nogle værdier, som vi forsvarer.

Folk overser nuancerne

Frygten for at blive for stålsat, og dermed være en levende selvmodsigelse, lurer under overfladen hos Thomas Ploug.

“Selvfølgelig er der nogle ting, som er helt ufravigelige og definerende for det at være kristen,” medgiver han.

“Der er ingen vej uden om korset, nåden og tilgivelsen. Men vi lever også i en tid, hvor folk har utroligt mange stålsatte holdninger om alting. Og når jeg hører det, så synes jeg, de overser mange aspekter og nuancer af tingene. For mig er der ikke noget værre, end når kristne bliver sikre. Så synes jeg, man har misforstået troens egentlige karakter og alle de ting, der gør, at man burde være meget mere ydmyg, når man tager stilling til ting,” fastslår han.

Det kan være svært at bevare et fast synspunkt, når man som Thomas Ploug lever af at vise, hvor mange sider, der er til en sag. Hans hverdag går med at skabe diskussioner og vende hver en sten. Urokkelighed står i stærk kontrast til hans endeløse søgen efter at tale både for og imod. At afveje, som han kalder det.

Så Thomas Ploug er i konstant proces. Han er ikke sikker på, at det er sundt, altid at stille meget fundamentale spørgsmål. Selv kalder han det en delvis arbejdsskade, når de etiske dilemmaer kører i døgndrift, og i en grad, der har fået ham til at ty til lange cykelture for at give tankerne hvile.

“Det er udmattende. Men jeg fortryder det ikke. Hvis man tager etik virkelig alvorligt, så er det et meget personligt anliggende. Etikken besvarer spørgsmålet om, hvad der er vigtigt i tilværelsen, hvordan vi indretter det gode samfund og gør tingene på en ordentlig måde. Det er det, der gør, at vi allesammen kan stå op hver morgen og være glade, fordi vores samfund hviler på nogle værdier, som vi forsvarer.”

Thomas Ploug fortsætter med at forsvare menneskers værdi over for magter og myndigheder. Også selv om det endegyldige svar måske aldrig dukker op.

“Man må besvare spørgsmålene om de dybe ting i tilværelsen, så godt man kan. Og så må man lade dem hvile, og dermed finde ro. Det er jeg blevet bedre til - at slå mig til tåls med de svar, jeg kan give.”

Thomas Ploug er professor i anvendt etik ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet, København.

Er uddannet filosof, og underviser studerende i etik, logik og videnskabsteori.

Har siddet i Etisk Råd, og er nu en del af SIRI-kommissionen, der diskuterer et af hans yndlingsemner: kunstig intelligens.

Er aktiv i DanskOase, og har blandt andet holdt seminarer om etik på SommerOase.

x