Vi skal være lyset på bjerget

I februar 2015 blev Ruben Dalsgaard en del af DanskOases lederskab og samtidig valgt som ny formand. Selvom det er gået stærkt, er Ruben ikke et øjeblik i tvivl om, at han sammen med lederskabet kan skabe rum og retning for vores bevægelse.

Fotograf: Jesper Rais.

Portræt af Ruben Dalsgaard

"Kaldet til at gå ind i lederskabet var lidt en fornemmelse af at sætte sig op på førersædet af en bil, jeg har været med i hele tiden.” 

Sådan beskriver Ruben om på kort tid at gå fra at være præst i en menighed i DanskOase til at være formand for bevægelsen.

Heldigvis er han ikke så ny, som det umiddelbart kan se ud. Faktisk er han en af de få fra sin generation, som er opvokset i DanskOase og dermed har kendt bevægelsens DNA, før han lærte sin ABC. 

I dag arbejder Ruben i Silkeborg Oasekirke, hvor han sammen med kirken forsøger at sætte praktiske handlinger bag tankerne om at nå ud til mennesker, der ikke kender Gud med Hans ord. Kirken har et unikt samarbejde med Silkeborg Kommune vedrørende udsatte familier. Håbet er at give familierne et fællesskab, og de har derfor taget initiativ til blandt andet en fællesskabsklynge, en bydelsmor-ordning og organisering af praktisk hjælp i hjemmet.

- Vi begynder at få blik for, hvordan vi som kirke kan være til velsignelse for vores by – måske endda i så høj grad, at byen ville savne os, hvis vi ikke var der.

Kaldet til Silkeborg

Allerede som teenager var Ruben engageret i at nå mennesker med Guds ord. Og det blev også i den kontekst, at han som 18 årig for første gang mødte Hanne. I dag er de gift og forældre til Naomi, Oline og Karla. 

- Jeg mødte Hanne i forbindelse med arrangeringen af en missionstur til Letland fra Hjarup kirke, hvor mine forældre var præstepar. Vi inviterede bredt ud til unge fra Oasebevægelsen, og der dukkede Hanne og en veninde op hele vejen fra Esbjerg. Det var meget specielt, for da hun trådte ind i rummet, oplevede jeg, at ’wow, her var der noget’. Vi var allerede ude og gå en tur samme aften, men først et år senere, da vi havde været på en 14 dages missionstur til Letland, blev vi kærester.

Et par år senere - mens Ruben studerede teologi på Menighedsfakultetet i Århus - mistede Silkeborg Oasekirke deres præst. Kirken sendte en forespørgsel ud til Aarhus Valgmenighed for at høre, om de havde ressourcer til at hjælpe dem på forskellige måder, og det hørte Ruben, der på det tidspunkt var frivillig stab i kirken.

- Da jeg hørte det, var jeg 100% sikker på, at jeg ikke skulle noget som helst i Silkeborg. Men i løbet af få dage vendte Gud mit hjerte fuldstændigt, og jeg fik en klar overbevisning om, at jeg var kaldet til at gøre noget og være noget for Silkeborg.

Kort efter blev Ruben ansat som ungdomsleder i et halvt år. I januar 2006 blev det til en fuldtidsstilling som præst i kirken, hvor Ruben også i dag er ansat.

I årenes løb er der sket meget, men den overordnede vision er, at kirken kan gøre en forskel for deres by. Derfor udvikler de fortsat på deres flerårige samarbejde med kommunen om at tage hånd om ressourcesvage borgere. Ruben oplever dog, at deres kirke i øjeblikket er ved at bygge videre på deres kald og tage nye skridt.

- I øjeblikket er vi ved at finde ud af, hvordan vi kan være til velsignelse for vores region, sådan at vi ikke bare er en kirke, der tømmer oplandet for gode kristne, men i stedet sender disciple ud, der vil være forandringsagenter, hvor de bor, og som vil plante menigheder.

I skrivende stund har Silkeborg allerede to kirkeplantninger i henholdsvis Voel og Viborg, og Ruben håber på, at der er flere, der vil tage kaldet om at være kirke lokalt op. Men det er dog ikke uden nerver at tage dette kald på sig. 

- Det er mildest talt med bævende knæ, vi gør det, indrømmer Ruben med et lille smil. 

En bevægelse, der flytter sig

På samme måde, som Ruben ser et kald for Silkeborg Oasekirke, er han overbevist om, at Gud har mere i vente for DanskOase. 

- Da jeg blev udfordret til at træde ind i lederskabet, havde jeg nogle overvejelser om, at jeg gerne vil være med til at sætte retning for DanskOase. Men jeg vil også gerne sikre det rum og den mangfoldighed, som DanskOase er og skal være.

Ruben ser tydeligt, at DanskOase har fået givet noget unikt, der kan være med til at sætte retning for kirkelivet i Danmark. Også på en måde, der kan bringe fornyelse hos andre kredse end vores egne. 

- Vi skal ikke bare været et stort center, der trækker folk ind; vi skal ud og genopbygge fortidens ruiner lokalt. Jeg tror, vi ser en tid til at sende mennesker - også ind i den ramme, der hedder Folkekirken; for den giver nogle helt unikke muligheder for at være lokal kirke i lokalsamfundene.

En enhed af mangfoldigheder

Det er dog ikke kun sendelsen, Ruben har fokus i øjeblikket. Han lægger vægt på, at vi i DanskOase generelt er blevet betroet med forskellige nådegaver, kald og talenter. Der er en stor forskellighed blandt os, men det ændrer ikke på vores kald som bevægelse. Kaldet til at være en enhed, som velsigner hinanden netop i kraft af vores mangfoldighed.

- Jeg er overbevist om, at den måde vi i DanskOase er kirke på er meget præget af, at vi faktisk tror på Helligånden, som udruster os til at tjene med nådegaverne. 

Når vi lever i en relation med Gud, hvor Helligånden er vores livgiver og udruster, er vi i gang med at være Kristi legeme, og så er det nåden og ånden, der fornyer og sender kirken.

Hvis vi holder op med at lade os lede til Kristus af Helligånden, er vi ikke lyset på bjerget - det fyrtårn, som Gud kalder os til at være. Det betyder dog ikke, at vi skal ensrette os.

- Vi skal blive ved med at turde være radikale i vores forkyndelse af evangeliet og være afhængige af, hvad Guds ånd siger.