Vi tjener sammen trods forskellighed

Det kan være udfordrende at tjene sammen som familie, når der er forskellige gaver og interesser at tage højde for. Familien Larsen fortæller her, hvordan de praktiserer at tjene sammen i familien.

TEKST: Merethe og Niels Peter Larsen
FOTO: Elisabeth Hejslet

Vi har som familie haft mange gode oplevelser med at tjene sammen. Én af dem var til et ’Elsk Aalborg’ event, hvor vi sammen lavede julegodter og pynt, som vi pakkede og delte ud til byens butiksansatte, som knoklede i juletravlheden. Sammen oplevede vi overraskelsen og taknemmeligheden, da vi afleverede gaverne. 

På vej hjem i bilen udbrød vores ældste søn, at det havde været den mest fantastiske dag, og at han nu led af glædeskvalme.

En anden oplevelse var, da en af vores drenge en sommer ikke havde lyst til at komme på SommerOase. Vi valgte på trods af det at tage på både WorkCamp og SommerOase under megen protest. Det resulterede i, at han faktisk blev glad for begge dele. Han oplevede, at vi sammen havde bygget noget fantastisk op, og han fik følelsen af medejerskab.

Men vi har også oplevet udfordringer ved at tjene sammen som familie. For eksempel kan det være udfordrende, når vi er meget forskellige i personlighed, at springe på nye opgaver og ind i nye tjenesteområder. Nogle af os er indadvendte, andre udadvendte, nogle holder af at prøve noget nyt, andre har det bedst med det velkendte. En anden udfordring oplevede vi med små børn. Når den ene er frivillig på en opgave, så øges belastningen på den anden, hvilket gør, at man på en måde begge er frivillige på opgaven. Men på trods af disse udfordringer er det en fantastisk velsignelse som familie at opleve den glæde, man giver andre, og efterfølgende have et dejligt minde, man sammen kan se tilbage på. 

Vi oplever nu, at vores mellemste søn selv er frivillig. Det begynder at falde ham naturligt at tjene. Sikke en velsignelse det er, at have givet det videre. 

Fakta

Merethe og Niels Peter Larsen bor Tårs nord for Aalborg, hvor de også er en del af Aalborg Valgmenighed. 

De har børnene Frida 6, Frederik 13 og Benjamin 15 år.