Vi tror på en Gud, der griber ind

Leif Johanson, præst i Odder Frimenighed, har skrevet en prædiken om helbredelse, som vi får lov at læse med på. Prædikenen er skrevet over bibelteksten om den lamme mand i Johannesevangeliet kap. 5, vers 1-15.

Kære menighed

Vi er en menighed der tror på, at Gud helbreder. Vi er en karismatisk menighed, altså tror vi på Helligåndens virke og på nådegavernes brug. Vi tror på, at Gud er inkarneret i Jesus, altså kommet i kød og blod til os.

Den Jesus vi læser om i Johannesevangeliet døde og opstod, fór til himmels, sendte sin Ånd og udgød den over os. Med åndsudgydelsens fylde og kraft tror vi, at vi sættes i stand til at være Jesu hænder og fødder i verden i dag.

Derfor har vi fuld frimodighed når vi beder om helbredelse. Åndens virke er nemlig ikke afhængig af vore evner. Det beror udelukkende på Guds indgriben i menneskers liv.

Vi har en praksis som viser, at vi tror på dette. Til gudstjenesterne i Odder Frimenighed er der altid forbøn for dem, der måtte ønske det. Vi underviser fra tid til anden i brugen af nådegaverne. Vi har en praksis i vores cellegrupper, hvor vi ofte beder for hinanden. Forhåbentlig bliver der også bedt hjemme, når der er sygdom, når der skal takkes og når vi beder om guds velsignelse.

Vi tror på, at vi alle kan bede for hinanden, altså at forbønstjenesten ikke er forbeholdt de særligt fromme, men at guds menighed er kaldet til at bringe håb og helbredelse til verden.

Når vi inviterer til forbøn ved knæfaldet i kirken, er det ikke for at udstille nogen, tværtimod er det for at skabe plads til menighedens medvirken i bønnen. Det er fordi vi gerne vil, at forbønnen er en synlig del af vores praksis og at vi beder med, når nogen blandt os lider.

Jesus helbreder altid - vi ved bare ikke hvornår

Med afsæt i den perfekte verden, altså den paradisiske tilstand som fandtes i Edens have. Med himmelhåbet for øje, hvor der ikke er smerter og tårer, hvor vi ikke ældes og hvor døden ikke findes. Med troen på, at der var noget fuldkomment og der skal komme noget fuldkomment. Med det afsæt kan vi altid tale om håb og helhed/helbredelser.

Men vi har forladt den perfekte Have og vi er endnu ikke blevet forfremmet til Herlighed. Så vi er i en slags mellemtid, nogle kalder det ”allerede - endnu ikke” tiden. I denne ”allerede - endnu ikke” tid kan vi erklære, at Jesus altid vil helbrede.

Der er fire måder, hvorpå Gud helbreder:

Gennem evangelierne kan vi se en lang række af sygdomme og lidelser, som Jesus helbredte: dødeopvækkelser, feberramte, lamme, blinde, døve, besatte. Børn, unge og ældre - det ser ikke ud til, at der er aldersbegrænsninger på helbredelser, eller sygdomme der ikke kan helbredes.

Det er aldrig for sent at bede

I Johannesevangeliet kap. 5, vers 1-15 læser vi om den lamme mand, der lå ved Fåreporten ved Betesda dam. Han havde været syg i 38 år, længere tid end hvad man mener var gennemsnits levealderen for mænd på den tid. Med den viden behøver man altså ikke at tænke: Nå, jeg er nok for gammel til at Jesus vil gøre noget for mig.

Nogle ældre, og måske også yngre, kan have en tendens til ikke at ville være til besvær og ulejlighed. Man har tro for at Gud helbreder andre. Men når det handler om én selv er man mere tilbageholdende og ønsker ikke at være til ulejlighed. Men man behøver altså ikke holde sig tilbage, selv om det man ønsker forbøn for er aldersbetinget.

Jeg ved dog også, at man som pårørende til en alvorligt syg kan være i tvivl om, hvad man skal bede om. Da min far var dødssyg, vidste jeg ikke hvad jeg skulle bede om. Jeg havde ikke meget tro for en fuldstændig helbredelse. Men jeg fandt trøst i at bede om, at Jesus ville tage imod min far, når han døde.

Vil du være rask?

Jesus stiller den lamme dette spørgsmål: ”Vil du være rask?” Jeg tror, at Jesus stiller dette spørgsmål fordi han ved, at en helbredelse for en mand, der har været syg det meste af et liv, vil betyde en kæmpe forandring i tilværelsen. Alt det, som vi andre har lært gennem et helt liv, skulle han til at lære: Passe et arbejde, forsørge sig selv og meget mere. Spørgsmålet er måske mere: Er du klar til denne omvæltning?

Men når vi beder for mennesker, skal vi ikke bruge dette spørgsmål som en anledning til at så tvivl inden vi beder. Hvis helbredelsen udebliver, skal vi ikke sige: ”Nå, du vil nok ikke være rask. Der er sikkert en synd i dit liv, som står i vejen.” Hvis vi gør det, sender vi den syge derfra med endnu et problem. Sygdommen er der stadig og vi har også lagt skylden/grunden til sygdommen over på den syge. Det er også forkert teologi, at vi bliver syge, fordi Gud vil lære os noget. Men selvfølgelig er der mange, der lærer noget gennem sygdom.

Spørgsmålet: ”Vil du være rask?” handler måske mere om den identitetsforandring man kan opleve, når man helbredes efter langvarig sygdom.

Når kronisk sygdom bliver en identitet

Det er altid lidt farligt at begynde at kloge i, hvordan livet leves og opleves, når man kronisk syg. Særligt for mig, da jeg ikke selv kender til, hvordan det er at leve med smerter og fysisk lidelse. Men jeg vil alligevel vove mig ud på tynd is.

Den kronisk syge indretter sig med smerter/træthed og hvad der ellers kan følge med af symptomer og begrænsninger. Det kan betyde, at man tager tidligere hjem fra sammenkomster og fester, at man får både medlidende øjne og bemærkninger men sikkert også det modsatte, altså: ”tag dig lidt sammen.”

Den kronisk syge er ofte nødt til at melde fra, selv om man har lyst til at være med.

Med helbredelse følger der en ny livsstil og adfærd. Den, der har været syg i længere tid, og pludselig bliver rask, skal rydde op i medicinskabe, smide madrassen ud, fjerne krykkerne. Før blev der taget hensyn og nu skal der ikke tages hensyn. Der følger stor omvæltning med, når man bliver rask og det skal man være klar til.

Er Guds nærvær stærkest i smerten?

For mange, der lever med smerter, føles Guds nærvær meget stærkt. De kan naturligt nok spørge: ”Vil Guds nærvær forsvinde, hvis jeg ikke har smerter længere?”

Jeg ved det ikke. Vi kan hverken love helbredelse eller om nærværet bliver større eller aftager. Men måske skal man være klar til også at opgive det? Vi vandrer jo i tro, så troen forsvinder ikke, men det kan være at følelsen/erfaringen af nærværet aftager, når livet ser anderledes ud. Det kan også være en trøst og en opmuntring for den kronisk syge, som ikke oplever helbredelse, at Gud er nær i smerten.

De gode nyheder

Kære menighed, de gode nyheder til os er: Det som to eller tre bliver enige om at bede om, vil jeg give dem, siger Jesus. Så bed frimodigt for hinanden. I tro og tillid til at Han vil give os, hvad vi beder om. Mattæusevangeliet kap. 18, vers 19-20.

x