Vi vil forny kirken i Danmark

DanskOase kan være med til at skabe fornyelse i folkekirken på utallige måder. For det første kan DanskOase være med til at hjælpe sognekirker til at genopdage den store vision, den store mission, som vi er sat til. Til at gå ud blandt mennesker og være disciple.

Carsten Ørum Jørgensen, Sognepræst i Nørrelandskirken i Holstebro, fortæller i videoen hvordan han oplever fornyelse i kirken

Der kan også være en tendens til, i sognekirker, at præsten skal gøre det hele - men der er jo en menighed. Luther talte om det almindelige præstedømme, at vi alle er præster. Alle er vi sat til at gå ud og være kirke – der hvor vi er. 

Det ligger også i DanskOases DNA, at vi kan være med til at gøre en forskel i verden, som disciple og som menighed.

I folkekirken er der mange naturlige mødesteder med mennesker i forskellige livssituationer. Der er mange muligheder for at møde mennesker og for at gå med mennesker af deres vej igennem livet. Her er der mulighed for at være med i Guds vision blandt mennesker på forskellig vis, på mange måder.

I DanskOase har man i sin dybe identitet – i det spirituelle, det relationelle og det missionale – en mulighed for at være med til at gøre en stor forskel i danske sognemenigheder; være med til at inspirere og være med til at præge sognemenigheder med alt det gode som DanskOase har at byde på i den retning.

I Oase-sammenhænge der oplever jeg autenticitet, ægthed og spiritualitet – på en måde som jeg ikke gør andre steder. Det har jeg brug for, det længes jeg efter og det er vigtigt at kunne opleve det i DanskOase. 

Derfor betyder DanskOase utrolig meget for mig. Fordi det er trygt og det er et godt sted at være. Det er et sted hvor man får ny energi og ny kraft til hverdagen og til tjenesten.

- Carsten Ørum Jørgensen, Sognepræst i Nørrelandskirken i Holstebro 

Støt DanskOase og vær med til at forny kirken i Danmark