Women’s Reboot skaber åndehul for kvinder

Johanne Frisgård har overtaget ledelsen af DanskOases kvindekonference, Women’s Reboot, og drømmer store tanker om at se kvinders potentiale blive løftet.

Fotograf: Sofie Henneberg

I 2016 går kvindekonferencen Women’s Reboot fra at blive afholdt hvert andet år, til at være en årlig konference. I år er det Johanne Frisgård, der står ved roret som projektleder for konferencen, og selvom hun stadig er ny i opgaven, har hun gjort sig mange tanker, både omkring potentialet i Women’s Reboot, men også om det var en opgave, hun havde lyst til at tage fat på.

- Det tog mig et par måneder at komme frem til, at det var det her, jeg skulle. Jeg skulle finde ud af, om mit ønske om at lave Women’s Reboot var, fordi jeg tænkte, at nogen skulle tage bolden op, eller om det var, fordi der var en lyst til at lave det. Jeg ser noget land, jeg godt kunne tænke mig at være med til at indtage, noget potentiale. Men det var vigtigt, at der ikke var nogen, der sagde: ’Det synes jeg, du skal. Kom nu.” Det var en proces, hvor jeg fik mærket efter, om det nu også var noget, jeg havde lyst til.”

Den kritiske røst ville måske spørge, om der er behov for en decideret kvindekonference. Johanne er dog ikke i tvivl om Women’s Reboots berettigelse.

Jeg tror ikke, der er noget, vi ikke ved om kvinder. Men jeg tror, at der er noget, vi overser vigtigheden af og mulighederne ved at fokusere på kvinder.

Den spirende fornemmelse af, at ’der var noget her’, har bredt sig siden temaet ‘Unspoken’ blev fastlagt. Ordet rummer mange facetter og ligger ifølge Johanne tæt op af det samfund, vi lever i og særligt på de sociale medier, hvor vi siger og viser visse ting, mens der er andre ting, vi ikke kunne drømme om at sige.

Unspoken handler for Johanne også om, at vi let glemmer at sige de gode og opmuntrende bemærkninger til hinanden og på den måde være med til at løfte hinanden op. Endeligt er ‘Unspoken’ også en måde at sætte fokus på, at kvinder kan have en tendens til ubemærket at give afkald på meget for at opfylde familiens behov.

Jeg tror, kvinder er gode til at opfylde andres behov og nogle gange glemmer sig selv.

Netop derfor er kvindekonferencen et helle for kvinder, et sted, hvor de ikke skal stå til rådighed for dagligdagens forpligtelser, men har tid til at fordybe sig i, hvad Gud taler til dem om. 

- Jeg glæder mig til at høre, hvad Gry Øvergaard, vores hovedtaler, har på hjerte og til at fornemme den stemning, der har været på de andre konferencer. Kvinder er helt vildt gode til at processe det de hører og snakke om det, de oplever. Og så glæder jeg mig til at opleve kvindelighed på tværs af alder – det er virkeligt smukt, når man ser alle aldersgrupper sammen.

Læs også: Hovedtaler på Women's Reboot

 

 

x